Socialistisk Arbejderavis
Nr. 286 – 12. februar 2009 – side 4
Serie: Fra bevægelse til revolution (2)
Hvordan opstande kan blive afsporet
Colin Barker
I denne anden del af vores serie viser Colin Barker, hvordan selv de mest inspirerende masseopstande kan blive afsporet af mangel på politik.
I sidste nummer diskuterede vi, hvordan massebevægelser kan forandre livet for dem, der deltager – og hvordan de således indeholder muligheden for, men ikke nødvendigheden af, revolution.
De indeholder også muligheden for en socialistisk revolution, men en sådan vil være afhængig af endnu flere faktorer. Flere eksempler fra historien viser hvordan selv de mest inspirerende masseopstande kan bryde sammen, fordi det ikke lykkes at gennemtænke den politiske strategi.
Generalstrejken i 1926 var den største strejke i britisk historie. Men dets muligheder var ikke kun bestemt af antallet af strejkende.
Al den tid strejken stod på, forblev kontrollen hos lederne af TUC (det britiske LO), som lukkede den ned før den “slap ud af kontrol“ – hvad der resulterede i et massivt nederlag.
“Maj-begivenhederne“ i Frankrig i 1968 var endnu mere betydningsfulde med studenterprotester der igangsatte den største generalstrejke i europæisk historie. Maj 1968 var en inspiration for venstrefløjen over hele verden, og er det stadig i dag.
Men på trods af at strejker blev igangsat gennem initiativer nedefra, formåede lederne af CGT-fagforeningen og Det franske Kommunistparti hurtigt at få sat en stopper for strejkebølgen.
I de fleste besatte fabrikker var de strejkekomiteer, der ledede besættelsen, ikke valgt. Mange “besættende arbejdere“ blev sendt hjem for at se deres egen kamp i fjernsynet.
I både det franske og det britiske tilfælde var organiseringen og initiativet på gulvplan svagt. Der var ikke mange netværk af militante, der var i en position til at begynde at tage kontrol over strejkerne.
Regulære folkelige revolutioner kan vælte undertrykkende regimer uden denne type af organisation – men de vil ikke opnå meget andet end at erstatte en herskende klasse med en anden.
Østtyskland i 1989 er et dramatisk eksempel på dette. Millioner af arbejdere deltog i de opstande, der væltede regimet – men de deltog som borgere, ikke som arbejdere.
Der var i den østtyske bevægelse ikke nogen “venstrefløj“ med sin egen organisation og kritik af regimet eller med rødder på arbejdspladserne.
De østeuropæiske revolutioner i 1989 krævede kun et stop for udemokratiske regeringsformer. De konfronterede ikke ledelsens magt i arbejdspladsernes autoritære verden.
Iran i 1979 er et andet sigende tilfælde. Det var på ingen måde en nødvendighed, at massebevægelsen ville føre til en “islamisk revolution“.
Der var kamp om karakteren af 1979-revolutionen. Oliearbejdernes generalstrejke spillede en nøglerolle i det diktatoriske og morderiske shah-regimes fald.
Ayatollah Khomeinis styrker underminerede arbejdernes organisationer og fik dem svækket.
Men den iranske venstrefløj formåede ikke at tilbyde et klart alternativ til Khomeini. Den forsvarede ikke arbejderorganisationernes selvstændighed. Den formåede ikke at forsvare kvinders rettigheder eller de religiøse og etniske minoriteter, som Khomeini undertrykte.
Den sluttede op om Khomeinis antiimperialistiske retorik og lod hans styrker få initiativet. Idet venstrefløjen trak sig tilbage, knuste Khomeini den brutalt.
Folkelige bevægelser udvikler sig ikke automatisk. Hvordan de vokser afhænger af de organisationsformer og idéer, som forskellige tendenser kæmper for indenfor bevægelserne selv. I de tilfælde, vi har diskuteret, træder to spørgsmål tydeligt frem.
Det første er i hvilken grad arbejderklassens gulvplansorganisering udvikler sig, formår at handle uafhængigt af fagforeningsbureaukratierne, samt at formulere og kæmpe for sine egne krav.
Det andet er i hvor høj grad bevægelsen inkluderer og aktivt rækker ud til andre undertryke dele af befolkningen. Jo mere deltagerne i bevægelser tager hinandens kampe til sig, des mere kan de vokse og uddybes.
Ingen af disse spørgsmål bliver løst automatisk. Det, der tæller, er de politiske diskussioner, som bliver ført indenfor bevægelserne. Her er revolutionære socialisters rolle afgørende.
Hvis socialistiske stemmer er fraværende eller ineffektive, vil andre stemmer blive hørt det tydeligere. Deres effekt vil ofte være at splitte bevægelsen eller holde den tilbage.
Det gør en enorm forskel, hvorvidt i det mindste rammerne omkring en socialistisk organisation allerede er dannet i forvejen for en stor folkelig opstand.
Har en aktiv og bevidst minoritet af socialister allerede debatteret og er kommet frem til nogle principielle grundholdninger omkring den type spørgsmål, som bevægelser i deres land sandsynligvis vil stå overfor?
Så spørgsmålet om partiorganisation har betydning, lang tid før spørgsmål om massebevægelse og revolution rejser sig som umiddelbart praktiske problemer.
Oversat fra Socialist Worker nr. 2072, 13. oktober 2007 af Mikkel Birk Jespersen
Se også:
SAA 285: Serie: Fra bevægelse til revolution (1): Hvordan massekamp kan begynde at fjerne “det gamle skidt”
SAA 287: Serie: Fra bevægelse til revolution (3): Behovet for demokrati i kampens hjerte
SAA 288: Serie: Fra bevægelse til revolution (4): Der er behov for organisering for at forandre verden
SAA 286: Antikapitalisme og revolutionært parti
SAA 286: Bliv medlem af IS/U
SAA 286: Revolutionen i Iran 1979: 30 år efter
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed