Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 286 – 12. februar 2009 – side 13

Antikapitalisme og revolutionært parti

Jørn Andersen

Et revolutionært socialistisk masseparti er en afgørende forudsætning for at kunne erstatte kapitalismen med et socialistisk arbejderdemokrati.

To ting gør spørgsmålet mere aktuelt end sædvanligt. De seneste års problemer for den antikapitalistiske venstrefløj kræver en status. Og udsigten til en dyb og længerevarende økonomisk krise får langt flere til at tvivle på systemet.

Det er altså ikke kun af strategiske grunde, men især fordi en styrket marxisme kan gøre en konkret forskel i at styrke og udvikle venstrefløjen i dag.

Fusion af arbejderkamp og marxisme

Lad os starte med det strategiske.

Den grundlæggende nødvendighed i at opbygge et parti af revolutionære socialister bygger på, at når arbejderklassen kæmper for forandring, opstår der altid diskussion i bevægelsen om vejen frem.

I en revolutionær situation gælder dette i skærpet form: Kan vi gennemføre vores mål inden for systemets rammer eller skal vi bryde med det?

Kampens udfald afhænger altså af to slags faktorer. De objektive: Hvor stærk er arbejderklassen og hvor stærke er magthaverne? Dem har vi kun ringe indflydelse på.

De subjektive: Hvilken ideer dominerer bevægelsen – reformistiske eller revolutionære? De kan påvirkes gennem diskussion, agitation og organisering i bevægelsen. Ofte afgør de om bevægelsen vinder eller taber.

Det er ikke nyt. Tilbage fra Marx, Engels, Kautsky, Lenin, Luxemburg, Trotskij osv. har det været basal marxisme, at socialisters opgave var at bringe arbejderklassens kamp sammen med marxismen.

Men det omvendte gælder også: Det er langt lettere at opbygge et revolutionært parti, når bevægelserne blomstrer, end når folk dukker nakken og er passive.

Så hvordan er forholdet mellem de to sider – parti og bevægelse – i dag?

Antikapitalistisk venstrefløj

Både bevægelse og venstrefløj er langt stærkere og mere dynamisk i dag end for 10-15 år siden, hvor vi så de første lys efter nedgang og højredrejning fra sidste halvdel af 1970erne.

Fra slut-90erne opstår en bredere modstand mod nyliberalisme og krig. Det starter med bl.a. strejkerne i Frankrig i 1995, zapatisternes oprør fra 1994, og breder sig med slaget om WTO-topmødet i Seattle i 1999.

I Europa er valget af socialdemokratiske regeringer i midt-90erne, dannelsen af Attac og social forum-bevægelsen andre kendetegn.

Protesterne mod Irak-krigen fik New York Times til at tale om “den anden supermagt“, da 20-30 millioner gik på gaden 15. feb. 2003 verden over.

Bevægelserne i Latinamerika og massive protester og strejker mod nyliberalistiske angreb i Europa har sat sociale krav på dagsordenen for millioner.

To faktorer

I Europa skaber to faktorer rum for en ny venstrefløj: Dels øget modstand mod nyliberalisme og krig, dels socialdemokratiernes højredrejning og kapitulation over for nyliberalismen.

I mange europæiske lande ser vi en vækst og nyorientering på venstrefløjen, som især siden murens fald havde været en marginal størrelse, som primært bekymrede sig om at overleve.

De europæiske sociale fora samler titusinder. Litteratur om “en anden verden“ og radikal kritik af den nuværende er igen tilgængelige.

Problemer

Det er ikke nogen homogen bevægelse eller venstrefløj, der opstår. I Social Forum-bevægelsen er de største strømninger enten reformistiske eller autonome/anarkistiske. Den marxistiske venstrefløj er betydeligt mindre.

Da bevægelserne stagnerer i 2004-5 er der oftest forskellige svar på “Hvad så?“

I Italien søger Rifondazione i parlamentarisk retning og ender med at sidde i en nyliberalistisk krigsregering – en fatal katastrofe.

I Frankrig, som har mere arbejderkamp, søger dele mod Socialistpartiet, mens mere radikale dele skaber kimene til et nyt antikapitalistisk parti.

I Danmark topper Enhedslisten med valget i 2005 og har siden prøvet at finde sine egne ben.

Allerede på bevægelsens højdepunkter kunne man identificere nogle centrale problemer, som konkret blev en hindring for den antikapitalistiske venstrefløjs udvikling.

Uden at gå i detaljer vil jeg identificere 4:

1. Kun et mindretal forbandt krigsmodstanden med en marxistisk imperialisme-forståelse. De fleste byggede på et mix af pacifisme, global ulighed og Bush som den onde satan.

2. Den svage modstand mod islamofobi hæmmede især i Frankrig og Danmark den ideologiske kamp – og enheden mellem indfødte og indvandrere.

3. Nyliberalismen blev oftest forstået som en politik, der bare kunne ændres, snarere end som en integreret del af systemets krise.

4. Den manglende forståelse af, at det ikke var nok at have holdninger, men at de også måtte organiseres i en politisk strømning på gulvplan.

Disse er ikke kun teoretiske problemer, men konkrete hindringer for udviklingen af bevægelsen – og af venstrefløjen.

Svag marxisme

Man kan sammenfatte det med, at mens modstanden mod krig og nyliberalisme fik et antikapitalistisk udtryk, så betød det ikke, at den også blev marxistisk.

Trods de største og mest radikale protester i årtier har marxismen måske sin mindste indflydelse i 100 år.

Den mest radikale del af bevægelsen er langt mere inspireret af Chomsky – en god hardcore anti-imperialist og anti-nyliberalist – men som ikke ser arbejderklassen som nøglen til forandring.

Det er ret let at pege på hvorfor:

På den ene side lider venstrefløjen ofte stadig under nedgangen i klassekampen og højrefløjens sejrstog efter 1989. Desuden har den reformistiske venstrefløj en bloc skåret ethvert bånd til marxismen over.

På den anden side har arbejderklassen godt nok været på banen og nogle steder også vundet vigtige sejre. Men vi er stadig langt fra en generaliseret bevægelse som fx i 1967-76.

Delkonklusioner

1. Krig og nyliberalisme er en følge af kapitalismens krise siden midt-70erne.

2. Modstanden mod krig og nyliberalisme har åbnet rum for en ny venstrefløj.

3. Når venstrefløjens vækst kun i ringe grad er blevet til en vækst i den marxistiske venstrefløj, hænger det sammen med:
a. Venstrefløjens tidligere nederlag – og marxismens udradering fra de reformistiske partier og universiteterne.
b. At arbejderklassen endnu ikke har udtrykt sig som en generaliseret bevægelse.

4. Venstrefløjens politiske valg har ofte været en hindring for egen fremgang (fx Rifondazione).

Krisen vil forstærke den herskende klasses angreb. Det stiller arbejderklassen over for valget: Bøj nakken eller kæmp. Og venstrefløjen over for udfordringen om at levere de politiske svar til denne kamp.

Hvad må der gøres?

Det svage punkt er ikke på bevægelsessiden, men hos venstrefløjen.

Vi har set massebevægelser kortvarigt nå endog meget store højder de seneste år. Island, Grækenland og generalstrejken i Frankrig peger på, at vi kommer til at se endnu mere.

Men vi vil også se tilbageslag (fx Italien) eller lange perioder med relativ passivitet (som i Danmark siden strejkerne sidste forår).

Det centrale problem hos venstrefløjen er strategisk uklarhed: Hvad vil vi? Er det “bare“ nyliberalisme, vi kæmper imod, eller kapitalismen som sådan?

Så den første betingelse for fremgang er langt klarere strategiske mål: Et revolutionært masseparti. Arbejderklassen som den kraft, der kan skabe socialisme.

En dybere forståelse af marxistisk teori og socialismens og arbejderklassens historie er både en forudsætning for at vi bevarer vores orienteringsevne – og for at kunne vinde andre til vores perspektiv.

Men strategisk afklaring og diskussion er ikke nok alene. For at få øget opbakning må vi blande os aktivt, når folk går til modstand. Ikke bare som gode aktivister. Vi skal give bud på vejen frem og være med til at udvikle strategier og taktikker for de bevægelser, vi indgår i.

Marxistisk parti i dag

Et marxistisk parti i dag kan bedst forstås som et politisk kollektiv, der er enige om de overordnede strategiske mål, og som er villige til at handle og afklare sig kollektivt. Det er i dag et mindretal, selv på den antikapitalistiske venstrefløj.

Internationale Socialister arbejder åbent for at styrke opbygningen af et sådant parti. Samtidig stræber vi efter både at handle fælles og diskutere med andre – både på den antikapitalistiske venstrefløj og i bevægelser.

Vi opfordrer alle, der vil styrke en marxistisk venstrefløj til at deltage i projektet – eller diskutere med os, hvis de er enige i målet, men uenige i midlerne.

Se også:
SAA 286: Bliv medlem af IS/U
SAA 286: Serie: Fra bevægelse til revolution (2): Hvordan opstande kan blive afsporet
SAA 286: Revolutionen i Iran 1979: 30 år efter

Flere artikler fra nr. 286

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
DK: Venstrefløj
Partiet

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2739 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside