Socialistisk Arbejderavis

Nr. 286 – 12. februar 2009 – side 12

Revolutionen i Iran 1979

30 år efter

Jørgen Lund

Den islamiske republik Iran fejrer 30-året for revolutionen, der afskaffede det gamle monarki, shah-dømmet, på en pervers måde: ved en henrettelsesbølge i januar måned.

Det er historisk ironi, at en revolution, som indebærer muligheden for frigørelse fra undertrykkelse, fejrer sig selv på en så afstumpet måde.

Men det passer ind i billedet af Iran som tilbagestående land, indhyllet i nærmest fascistisk diktatur af mullahernes mørke kapper. Det er en holdning – desværre også udbredt på den danske venstrefløj – der ser bort fra den modsætningsfyldte udvikling og de problemer, som landet og dets herskere står i.

Det vigtigste ved det moderne Irans historie er en historie om hurtige ændringer. Og ikke mindst erfaringerne fra den iranske revolution i 1979, historien op til den og om kontrarevolutionen bagefter.

Shahen

Den iranske shah blev genindsat på tronen efter et statskup, som det amerikanske CIA stod bag, vendt imod den progressive nationalist Mossadegh. Han havde vundet valget i 1951 og afskaffet det undertrykkende monarki, som havde gjort Iran til en sikker forsyningsbase for internationale olieselskaber.

Shahen var tiltænkt rollen om USA’s lokale politikbetjent i Golfen og Vestasien. Han byggede med især amerikansk hjælp et enormt undertrykkelsesapparat.

Shahen ønskede kapitalistisk modernisering af Irak. Under sloganet “den hvide revolution” gennemførtes et økonomisk reformprogram til gavn for mellemstore kapitalistiske bønder og statsansatte.

Millioner af småbønder blev tvunget ind til storbyernes nye slumområder, især hovedstaden Teheran. Og det traditionelle handlende småborgerskab i byerne, kaldet basar blev også ramt.

60’erne og 70’erne gav økonomisk opsving, især pga. olien. Iran blev et af verdens rigeste lande og verdens største våbenimportør.

Men rigdommen gik til sikkerhedspoliti og til ekstrem luksus og korruption i landets økonomiske og politiske herskerklasse.

Udviklingen underminerede præsteskabets traditionelle magt i uddannelsesvæsenet og i økonomien, bl.a. indtægter fra store landejendomme. Derfor var præsteskabet imod verdsliggørelse og vestliggørelse. De så shahen som marionet for udenlandsk indflydelse.

Undertrykkelse og modstand

Både venstrefløj, borgerlig opposition og præsteskabet var underlagt shahens diktatur, i form af fængsling eller eksil – således mange studenter og den ledende religiøse modstandsperson, den shiitiske ayatollah Khomeini, der var i Frankrig fra 1963.

Fra 1977 blev modstanden mod shahen udtrykt åbent fra flere og flere grupper i samfundet.

Blandt slumby-beboerne voksede modstanden over i åben massebevægelse mod regimet. Det medførte nogle liberaliseringer fra regimets side, som kun medførte at den aktive modstand voksede. Man brugte nye rettigheder til yderligere organisering og så det som et svaghedstegn fra regimet.

Fra december 1977 startede regelmæssige massedemonstrationer imod regimet, ofte under religiøse former som månedlange gentagne mindedemonstrationer for de demonstranter, der blev myrdet ved tidligere demonstrationer.

Arbejderklassen

Især fra undtagelsestilstanden i september 1978 tager de store massedemonstrationer til.

Men det afgørende nye var, at Irans arbejdere for alvor trådte ind på scenen fra sommeren 1978.

Med strejker og besættelser blev der udviklet nye organisationer for arbejdernes kamp, strejkekomiteer og fabriksarbejderråd, de såkaldte shoraer.

Arbejdernes kampe udviklede sig fra økonomiske kampe om løn og arbejdsforhold, til bl.a. kamp mod fabrikslukninger, for afskaffelse af politi på arbejdspladserne, sundheds- og socialforhold. Og til de samme krav som den politiske opposition stillede: Løsladelse af politiske fanger, landsforvistes ret til at vende tilbage til Iran, imod undtagelsestilstanden – og efterhånden også kravet om shahens afgang, “Død over shahen”.

Arbejderne begyndte selv at tage kontrol. For at ramme shahens tætte samarbejde med USA skar de iranske oliearbejdere produktionen af olie ned med 5/6 – nok til at dække det hjemlige behov.

Jernbanearbejderne nægtede militær- og politiofficerer transport, og regeringens propaganda blev stoppet af mediearbejderne.

Da mange fabriksejere flygtede ud af Iran, blev det lettere for arbejderne at overtage kontrollen over produktion, arbejdstid, osv.

Shahen falder

Den direkte årsag til omvæltningen var, da to mio. mennesker demonstrerede den 12. december 1978 imod shahen, og soldaterne nægtede at skyde.

Efter 18 måneders oprør forsvandt shahen fra Iran den 16 .januar 1979. Den 1. februar vendte den religiøse leder aytollah Khomeini tilbage fra eksil og blev mødt med store forventninger, også fra landets ikke-religiøse opposition.

De vigtigste dele af den nationale opposition og af venstrefløjen havde allerede på forhånd accepteret ham som leder af revolutionen.

Magtkamp

Shahens regering blev væltet 11. februar. Men det betød ikke, at Khomeini og præsteskabet bare lige overtog magten. Selv om der var et magttomrum, måtte præsteskabet først igennem en periode med kamp om magten.

Nogle af redskaberne hertil blev det islamiske republikanske parti, dannelsen af revolutionsgarde til opretholdelse af offentlige orden, altså til at terrorisere modstandere i det offentlige rum, og ikke mindst komiteer, kendt som revolutionsvogtere, der udførte sociale funktioner – og kontrol – i lokalområderne.

På arbejdspladserne blev arbejderrådene udfordret af regime-loyale “islamiske råd”, der under nationalt og religiøst banner tilbagerullede shoraernes indflydelse og eksistens.

Med besættelsen af USA’s ambassade i Teheran 4. november 1979 satte Khomeini fuld omdrejning på den nationale enhed – også mod oppositionen, der blev lammet i nationalismens greb.

De 52 gidsler i ambassaden blev først løsladt i januar 1981. Det var en ydmygelse af USA – og af den ikke-islamiske overgangsregering i Iran, der måtte gå af.

Venstredelen af oppositionen, inkl. den islamiske del, lagde sig under den “progressive anti-amerikanske” kampagne, der blev grebet af Khomeini-fløjen til at annoncere folkeafstemning om såkaldt islamisk grundlov, etablering af islamisk stat, valg og parlament.

Præsteskabets magt blev konsolideret under krigen Iran-Irak, den første Golfkrig, der startede i september 1980 med Iraks angreb på Iran, hvor USA og de ledende arabiske stater førte stedfortræderkrig om magten over Iran.

Krig havde enorme menneskelige (ca. ½ mio. soldater) og materielle omkostninger. Prisen for USA var oprustning af Iraks Saddam Hussein. Og prisen internt i Iran var en stabilisering af kontrarevolutionen og magtmonopol til islamisterne.

Den iranske venstrefløj havde, trods stor militans, kamp og aktivisme, set hele revolutionen igennem borgerligt-demokratiske briller. Man mente, at Iran kun var modent til et borgerligt-liberalt samfundssystem. Og Golfkrigen var yderligere en udnyttelse af en af den iranske venstrefløjs og sekulære alternativs politiske svagheder.

Iran i dag

Iran i dag oplever en modernisering, som er årsag til de modsætninger, der er inden for den religiøse herskende klasse og de opstande, arbejderstrejker og den utilfredshed, der er i samfundet.

For en del af vesten er dette en tvang til nyliberalisering, som fraktioner i det iranske præsteskab også er tilhængere af.

Men revolutionens erfaringer for 30 år siden er, at der også er andre interesser, der kan sætte sig igennem i det iranske samfund.

Der er en moderne arbejderklasse, som er den vigtigste del af de nu mange sociale kræfter med erfaringer fra opposition mod de islamiske regimer, fra modstand mod neoliberalismen, for kvinders rettigheder, for social og politisk friheder, for studenterne og ungdommens kampe, for økonomiske krav og kampen for arbejderrettigheder.