Socialistisk Arbejderavis
Nr. 290 – 28. august 2009 – side 5
Interview med demonstrant
Hvad skete der ved Brorsons Kirken?
Vi har talt med en af demonstranterne fra Brorsons Kirke nogle dage efter.
Du var tilstede foran Brorsons Kirken den nat den blev ryddet. Hvorfor var du det?
Vi var samlet et par stykker, som skulle til festival dagen efter. Omkring kvart over 1 kom der en SMS om, at “Nu rydder de Brorsons Kirken – kom ind og demonstrer“.
Så op på cyklerne, mens vi ringede til alle vi kendte undervejs.
Hvad skete der, da I kom derind?
Først står vi helt oppe ved kirken. Der er rigtigt mange politifolk, men man kan se, at de er meget påvirket af situationen også. Der er begravelsesstemning, folk med lys og folk synger. Der kommer flere og flere til hele tiden, vi er vel et par hundrede oppe ved kirken. Der er også folk andre steder, bliver der sagt i en megafon.
Det er starten. Nogle politifolk er klart påvirket af situationen, usikre, flakken med øjnene og på grådens rand nogle af dem.
Så bliver der råbt, at bussen er ved at køre, og nogen laver blokade længere nede ad Rantzausgade. Vi prøver at komme derned, men politiet har spærret af allerede. Men vi kan se, at der er en hel del folk, der sidder ned i Rantzausgade.
Så begynder nogle politifolk – jeg tror det er nogle andre politifolk – men de bliver rigtigt hidsige og voldelige. Der bliver råbt: “Træk kniplerne. Træk stavene. Træk peberspray.“
Vi kan ikke se så meget, men vi kan høre, at det går voldsomt for sig. Vi går udenom politiet og nedad Åboulevarden, så vi kom foran bussen.
Det tager lang tid, før bussen kommer derned, for der er mange demonstranter efterhånden.
Vi sætter en ny barrikade op, og vi sidder måske i 10 rækker dér hvor bussen skal ud på Åboulevarden. Vi tænker: “10 rækker, det kan de ikke finde på at slå sig igennem.“ Vi er rigtigt mange, ser det ud til.
Men så kommer de, og sprøjter alle folk med peberspray og begynder bare at slå. Folk holder sammen og forsøger at holde fast i lang tid. Men til sidst begynder den ene række efter den anden at give slip. Folk bliver trykket ned på jorden, får tæsk og i lang tid. Nogle får tæsk, når de rejser sig op. Det er meget voldsomt.
De begynder at slå på min sidemand og hiver nogen ind bag politikæderne. De begynder at anholde folk, så jeg tænker: “Jeg skal væk herfra. Jeg skal ikke anholdes, jeg skal jo til festival dagen efter.“
På vejen væk får jeg to slag, et på skulderen og et i baghovedet. Det gør vildt ondt, og jeg var bange og sur. Bange for, at der var sket mig noget.
Det var hvad der skete.
Bagefter mødtes vi ved Kapelvejens Medborgerhus for at se på skaderne. Nogle bliver sprøjtet med anti-peberspray i øjnene. Der er mange der har fået peberspray. Vi er mange på det tidspunkt, måske 600.
Var politiet truet på noget tidspunkt?
Overhovedet ikke. Kun på den måde, at de ikke kunne udføre deres ordrer. De havde svært ved at flytte folk, og der kom flere og flere til. Det er måske forklaringen på, at de vælger at slå sig igennem.
Men på intet tidspunkt er der politifolk, der er truet på nogen måde.
Demonstranterne var ikke voldelige?
På ingen måde. På trods af alle de tæsk var der en utrolig disciplin. Alle vidste, at den første sten der blev kastet ville blive brugt imod os.
Vi udgjorde på ingen måde nogen trussel.
Hvordan var stemningen bagefter? Bussen kommer jo igennem.
Nogle sagde, “kampen er ikke slut, før irakerne sidder i flyet“.
Vi vidste, at vi havde gang i noget stort. At det handlede om langt mere end de 500, der var der. Og det viste demonstrationen bagefter jo også. Det var den ene del.
Den anden del var mere individuelt. Hvor skræmmende det var at se den hær af magt, der var foran én, og som bare slog og slog på folk, som i virkeligheden blot var i gang med en politisk protest. Så ser man det autoritære i vores stat tårne sig op og virkelig være skræmmende og ulækker. Hvis de kan finde på dette, så kan de finde på hvad som helst.
Flere dage bagefter var jeg meget påvirket. Det var nærmest traumatisk. Det var ikke bare slagene, men følelsen af afmagt.
Men du kom til festival dagen efter?
Det var at komme fra stenbroens rå gadekamp til hippy-happy-festival i skoven uden for Silkeborg.
Flere af os havde været med, så vi brugte et par dage på at organisere et støtte-arrangement. Der deltog 300, det var rigtigt godt.
Se også:
SAA 290: Irakerne i Brorsons Kirke: Gjorde politiet “bare“ sit arbejde?
SAA 290: Kirkeasyl-demo i Århus
SAA 290: På kanten: Forsvar burkaklædte kamphundeejere
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed