Socialistisk Arbejderavis
Nr. 291 – 18. september 2009 – side 4
Hvornår lærer SF af sin egen historie?
Martin B. Johansen
SF-formand Villy Søvndal har grund til at smile bredt på billederne af ham og Helle Thorning. Udover at have skaffet SF historisk høje stemmetal i opinionsmålingerne har han opnået to ting, som ingen af hans forgængere opnåede: Han har udformet et fælles valggrundlag med Socialdemokraterne, og han er direkte blevet lovet ministerposter til SF.
Men SF’s historiske erfaringer med den form for samarbejde med S er ikke gode. Under “arbejderflertallet“ i 1966-67, hvor S og SF tilsammen havde flertal i Folketinget, erklærede den socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerup, at han ville samarbejde SF ihjel. Under samarbejdet blev SF tvunget til at lægge stemmer til socialdemokratiske indgreb overfor arbejderklassen i en sådan grad, at partiet til sidst blev sprængt. Det blev indledningen på en lang nedtur for SF, som først blev vendt i 1980’erne.
Efter det danske nej ved EU-afstemningen (Maastricht-aftalen) i 1992 begyndte S igen at bejle til SF med vage løfter om indflydelse og måske en ministerbil eller to. Meningen med kurmageriet var at overtale SF til at anbefale et “ja“ ved den kommende folkeafstemning i 1993, hvor Maastricht-aftalen var blevet tilføjet de fire danske forbehold.
Den socialdemokratiske manøvre lykkedes, men SF fik aldrig løfterne om indflydelse opfyldt, selv om partiet trofast støttede Nyrup-regeringen op gennem 1990’erne. Igen betød SF’s samarbejde med S, hvor man gik på kompromis med sin egen politik, at partiets vælgere blev skuffede og vendte ryggen til partiet. Denne gang vendte nedturen først i 2007 efter at have skrabet bunden i 2005.
Vil S og SF forandring?
Selv om S og SF skulle lykkes med at overtage regeringsmagten efter næste valg, så kan SF nemt risikere at gentage sin egen historie. Ganske vist lover det fælles valgoplæg, “Fair Forandring“, en politik til gavn for almindelige mennesker, men nærlæser man oplægget, så er det langt fra så radikalt, som retorikken om “millionærskat“ kunne antyde.
Med løfterne om at bevare skattestoppet og frede boligejerne giver S og SF samtidig slip på to af de indtægtsmuligheder, der kunne have betalt for en radikalt forbedret offentlig sektor og radikal omlægning af skattesystemet. Resultatet kan nemt blive, at S og SF i lige så høj grad som V og K binder sig til den uberegnelige markedsøkonomi, hvor man kan blive tvunget til at gennemføre nedskæringer i stedet for forbedringer.
Det kan åbne for stor skuffelse blandt de vælgere, der stemmer på “Fair Forandring“ – en skuffelse, som højrepopulisterne i Dansk Folkeparti kan nyde godt af.
SF’s eneste mulighed for at undgå at gentage historien er, at man mobiliserer medlemmer og vælgere til at lægge pres på en kommende S-SF-regering gennem aktiv kamp og protest. Det kunne dreje den politiske dagsorden til venstre – og tvinge regeringen til at følge med.
Se også:
SAA 291: S-SF lover fair forandring og tryghed om skat og velfærd: VKO version 2?
SAA 291: Det mener vi: Hvem tager teten?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed