Socialistisk Arbejderavis
Nr. 291 – 18. september 2009 – side 3
Det mener vi
Hvem tager teten?
“... undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp ...“
Sådan hedder det i starten af Det kommunistiske Partis Manifest, og det betegner meget godt den situation, vi står i i øjeblikket.
På mange ideologiske prægede spørgsmål er kampen åben, hård og uforsonlig.
Det gælder omkring de irakiske asylansøgere, rydningen af Brorsons Kirken – og mere generelt om det menneskesyn hos VKO-partierne, der ligger bag.
Det er opmuntrende – ligesom demonstrationerne mod rydningen og udvisningerne var det. Det giver selvtillid til at optrappe kampen mod VK og DF.
Spørgsmålet er bare: Kan kampen vindes?
For at besvare det, må vi kigge på, hvorfor regeringen fører en så hadsk asylpolitik.
Syndebukke
Asylpolitikken handler ikke om penge. Selv om der kom 5 eller 10 gange så mange flygtninge og indvandrere til Danmark, ville det kun koste promiller af statsbudgettet.
Asylpolitikken og fremmedhadet tjener først og fremmest til at skabe syndebukke for langt større problemer – stigende arbejdsløshed og forringelser på velfærd, uddannelse, omsorg og hospitaler.
Og den tjener til at skabe en nationalistisk identitet: Fordi du er indfødt dansker har du mere til fælles med danske magthavere end med arbejdere, studerende – og flygtninge – fra alle mulige andre lande.
På den måde kan de sige, at “vi“ må stå sammen – og betale bankpakker til 100 milliarder. I stedet for menneskelig anstændighed over for nogle få hundrede af verdens 250 millioner flygtninge.
Så ja, vi kan vinde kampen mod den menneskefjendske asyl- og indvandrerpolitik – men kun hvis den kædes sammen med kampen på de områder, som den skal bruges til at skjule: Kampen mod krise-politikken og kampen for et andet politisk alternativ.
Krisepolitikken
Krisen har først og fremmest betydet stigende arbejdsløshed – og den vil fortsat stige. Men det viser sig nu, at den også begynder at betyde lønnedgang. Mange er villige til at acceptere lønstop eller –nedgang, når arbejdsgiverne truer med fyringer.
Strejketallet er lavere end i mange år. I modsætning til fx Storbritannien eller Frankrig, hvor der er en lille, men dog betydelig modstand mod krisepolitikken.
I stedet for at slå igen, vælger de fleste danske arbejdere at bøje nakken.
Og for andet år i træk har fagtoppen valgt ikke at demonstrere ved folketingets åbning 6. oktober – men overladt det til “de unge“. Og der har ikke været en stærk nok venstrefløj, som selv har følt sig i stand til at tage initiativet.
Det politiske alternativ
Kigger vi på alternativet til VKO ser det om muligt endnu mere sørgeligt ud. S-SF-blokken er kun kosmetisk anderledes end VKO-politikken. Den vil hverken angribe profitterne, boligspekulanterne eller den fremmedfjendske politik.
Så umiddelbart ser det sort ud på både den faglige og den politiske scene.
Men det er kun det halve billede.
Regeringen er bange
Lars Løkkes regering er nemlig heller ikke fyldt med selvtillid.
Da arbejdsmarkedskommissionen kom med sin bestilte rapport, blev den straks lagt i mølpose af chefideologen Claus Hjort Frederiksen. Han skulle ikke nyde noget af at gå til angreb på velfærd og understøttelse.
Han ved godt, at de er nødt til at gøre det senere. Bankpakkerne og statsunderskuddet skal betales. Men han er bange for reaktionen.
Så regeringen nøjes med en hårdkogt ideologisk offensiv: Mere fremmedhad, flere beføjelser til politiet, mere kæft, trit og retning.
Tomrum
Så vi er i et tomrum, hvor der foregår en larmende ideologisk kamp – men hvor ingen af siderne er i stand til at gå i offensiven.
Den situation vil ikke vare ved. Spørgsmålet er, hvem der først går i offensiven?
Det afhænger først og fremmest af, om selvtilliden fra asyl-mobiliseringerne bliver brugt til at opbygge en stærkere venstrefløj. En venstrefløj, som er i stand til at kæmpe på flere områder samtidigt.
En venstrefløj, som både tager den ideologiske kamp mod fremmedhad og islamofobi – og den seje kamp for at opbygge en venstrefløj på arbejdspladser og i fagforeninger – og kampen for, at det politiske alternativ til VKO også skal betyde et andet politisk indhold.
En venstrefløj, der – ligesom efter rydningen af Brorsons Kirken – er i stand til også at handle selvstændigt på det faglige område.
Sammenhæng
Friedrich Engels skrev i 1874 om den tyske arbejderbevægelse, at den var i stand til at kæmpe i “sammenhæng på sine tre fronter – den teoretiske, den politiske og den praktisk-økonomiske (modstand mod kapitalisterne). I dette så at sige koncentriske angreb ligger netop den tyske bevægelses styrke og uovervindelighed.“
I dagens Danmark gælder det samme for begge sider i klassekampen: Den part, der er i stand til at kæmpe i sammenhæng på de tre fronter, har størst chance for at vinde.
Spørgsmålet er: Hvem kommer først?
Se også:
SAA 291: Arbejdsløsheden betyder færre strejker og lønnedgang
SAA 291: S-SF lover fair forandring og tryghed om skat og velfærd: VKO version 2?
SAA 291: Hvornår lærer SF af sin egen historie?
SAA 291: En test for venstrefløjen
SAA 291: Nyt Antikapitalistisk Parti: Ny stemning på den franske venstrefløj
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed