Socialistisk Arbejderavis
Nr. 291 – 18. september 2009 – side 13
Nyt Antikapitalistisk Parti
Ny stemning på den franske venstrefløj
Chris Harman
Selvom Nouveau Parti Anti-Capitaliste (NPA) endnu ikke er et år gammelt, har det alligevel sendt nye strømninger gennem Frankrig. Chris Harman besøgte sidste måned partiets Sommeruniversitet for at høre om hidtidige bedrifter og om fremtidens udfordringer.
Chris Harman fortæller:
NPAs Sommeruniversitet viste, at den revolutionære, franske venstrefløj har taget et kæmpe skridt fremad det sidste år.
I begyndelsen af 2009 opløstes den største revolutionære, socialistiske organisation i Frankrig – Ligue Communiste Révolutionnaire (LCR). Dets medlemmer stiftede sammen med andre på venstrefløjen Nouveau Parti Anti-Capitaliste (Nyt Antikapitalistisk Parti, NPA).
LCR afspejlede den “gamle“ arbejderklasse i Frankrig: hovedsageligt hvide europæere. Og organisationens inderkreds bestod overvejende af folk, der havde været medlemmer i omkring 30 år.
Sommeruniversitetet var præget af nye og yngre folk. Og derfor også fyldt med energi.
Det er vigtigt at lægge mærke til, at der var mange deltagere fra banlieu’erne – de fattige, parisiske forstæder – hvor størstedelen af beboerne har indvandrerbaggrund.
Den nye stemning gav plads til at tage emner op, som aldrig blev diskuteret til bunds i LCR – eksempelvis hvordan venstrefløjen forholder sig til muslimer.
Og så var Sommeruniversitetet dobbelt så stort som det LCR-sommerarrangement, jeg deltog i i 2006.
Fyldt op
Det kunne dog have været endnu større, hvis ikke det havde været for de begrænsede pladsfaciliteter – de blev nødt til at lukke for tilmeldinger i juli, da der allerede dér var fyldt op.
LCR havde mellem 2000 og 3000 aktive medlemmer. NPA har allerede mere end tredoblet det antal.
NPA kalder ikke sig selv et marxistisk parti, selvom mange af dets medlemmer er marxister.
Tilstrømningen af nye folk har igangsat en proces, hvor medlemmerne forsøger at afklare deres politiske ideer.
Da partiet blev dannet, kunne marxisterne have sluttet sig sammen i deres egen, lille fraktion og prøvet at lægge deres politik ned over alle andre. Men så ville mange af dem, som ønskede forandring, have trukket sig væk igen.
Marxisterne i partiet mødes ikke før NPA-møder for derefter at fortælle alle andre, hvordan tingene skal gøres, men på den anden side betyder deres erfaring som aktivister, at de er gode til at få ting gjort.
Ind imellem kan dette føre til spændinger. Spørgsmålet er, hvordan de skal håndteres.
Marxisterne skal lære at være tålmodige og diskutere taktik og ideer med nye folk, men det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden.
Sommeruniversitetet markerede en ny start. Stemningen var afslappet, mens der blev diskuteret politik i sommerlejren tæt ved Middelhavet.
Der var vigtige møder arrangeret af industriarbejdere om revolutionære og fagforeninger, samt et om hvordan det er muligt at slå igen mod politivolden i banlieu’erne.
NPAs kurs fremover afhænger af udfaldet af disse diskussioner, men i høj grad også af de kampe, der for tiden foregår i Frankrig.
Situationen i Frankrig er meget anderledes end i England. Gennem de sidste 15 år har der i England været tegn på modstand, men den er hver gang blevet slået tilbage af fagbureaukratiet.
I Frankrig har der været bølge efter bølge af oprør siden 1995. Man får fornemmelsen af, at aktivister fra hver bølge har samlet sig i det nye parti.
Men der er ikke kun sejre. Venstrefløjen klarede sig ikke så godt som forventet ved Europaparlamentsvalget i juni.
Kampen mod Nicholas Sarkozys højreorienterede regering medførte en række éndags-strejker, men aldrig et rigtigt gennembrud – fagtoppen sendte folk tilbage på arbejde, mens de selv ikke gjorde andet end at snakke.
Så valget viste et modsætningsforhold – Sarkozy klarede sig ikke særlig godt, men det gjorde hans modstandere heller ikke.
Men stemningen på Sommeruniversitetet var bestemt ikke demoraliseret. I et af hovedoplæggene argumenterede den mest kendte af NPAs medlemmer, Olivier Besancenot, for, at det at bygge et parti op ikke sker fra den ene dag til den anden – det er en proces.
Han sagde, at det er nødvendigt at forholde sig til opsving i kampene, men samtidig også sørge for at forankre sig i arbejderklassen og tilbyde folk en politisk retning.
I Frankrig er der valg oftere end i England. Og der er flere muligheder for den yderste venstrefløj, fordi valgsystemet er en smule mere favorabelt end i England.
Jeg er sikker på, at der vil opstå uenigheder omkring fremtidige valg. Og jeg er sikker på, at det vil blive diskuteret, hvordan vi skal forholde os til eksempelvis fyringer og angreb fra fascisterne. Men det er kun sundt, det er sådan, et parti udvikler sig.
De franske erfaringer er for mig et eksempel på, hvordan øget radikalisering øger mulighederne for revolutionære socialister.
Jeg tror ikke, vi kan overføre det hele direkte til Storbritannien, som det ser ud i dag.
I øjeblikket fremfører vi vores argumenter i en folkestemning, hvor modet til at slås ikke hele tiden er til stede. Men vi håber, det er ved at ændre sig.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2167, 5. sep. 2009
Billedtekst:
Beskat direktøren – er sloganet på en af NPA‘s plakater
Se også:
SAA 291: Det mener vi: Hvem tager teten?
SAA 291: En test for venstrefløjen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed