Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 292 – 8. oktober 2009 – side 3

- et nederlag for venstrefløjen

Det irske “Ja“

Alexander Lassithiotakis

Da irerne stemte om Lissabon-traktaten tilbage i 2008, gav de EU-eliten en mavepuster og stemte Nej. Men da de skulle stemme om traktaten igen den 3. oktober i år, var det storindustrien og den politiske elite, der løb af med sejren. Resultatet blev et stort ja, og et nederlag til venstrefløjen.

Siden afstemningen i 2008, har den økonomiske krise ramt Irland som en boomerang. I over 10 år havde der været fuld skrue på økonomien og først for nylig er den kommet i problemer.

Kombinationen af krisens alvor og magthavernes uvilje mod at tabe ansigt fik dem til at skrue bissen på, for at sikre sig at befolkningen stemte som de ville have det.

Det irske Socialist Workers Party (SWP) siger i en opsamling på afstemningen: "Ja-siden brugte enhver kontrolinstans de havde i samfundet til at presse og skræmme befolkningen til at stemme ja."

"Arbejdsgivere omdelte udtalelser til deres ansatte, der slog fast at deres job var afhængige af et 'Ja'. Universitetsrektorer påstod at kun et 'Ja' kunne garantere forskningsmidler. Pressen droppede alle forsøg på at fremstå neutrale og gav uforholdsmæssig meget plads til ja-siden."

"I stedet for at forholde sig til en konkret traktat, blev folk spurgt om de ønskede at være en del af Europa, og om de ønskede gang i økonomien igen."

SWP peger på, at det er i lyset af krisen i økonomien at Ja'et blev muliggjort. Men samtidig slår de fast, at der er to vigtige forhold der blev afgørende, og som Ja-siden ikke kunne have vundet uden.

Labour og fagtoppen

For det første var det Ja-siden bakket op af både det socialdemokratiske Labour-parti og af fagbevægelsens top, der hjalp med at få traktaten til at se progressiv ud.

I virkeligheden giver traktaten ingen rettigheder til lønmodtagere, som ikke allerede eksisterer i den nationale lovgivning. Men ved at fokusere på traktaten som et spørgsmål om at sikre "fundamentale arbejderrettigheder" blev traktaten gjort spiselig for arbejderklassen.

For det andet har den økonomiske krise svækket selvtilliden i arbejderklassen, og frygten for at miste arbejde har bevirket, at mange arbejdere ikke havde selvtilliden til at slås for et nej, og i stedet afgav et nervøst 'Ja'.

I den irske presse har man gjort det til et spørgsmål om, at middelklassen stemte Ja, mens arbejderklassen stemte imod. Virkeligheden er, at selv om der blandt de traditionelle manuelle arbejdergrupper var en klar nej-stemning, så stemte mange funktionærer Ja.

Den tredjedel af befolkningen der stemte nej er klart under-repræsenteret i irsk politik. Samtidig står det klart, at Labour-partiet og fagbevægelsen prioriterer magthavernes profitønsker højere end deres egne arbejderklasse-støtters leveforhold og rettigheder.

Udfordringen der står tilbage for radikale socialister i Irland er at opbygge en bred radikal venstrefløjskoalition, som kan udgøre et socialt alternativ til de nyliberale socialdemokratier.

Se også:
SAA 292: Det mener vi: Valg i Europa
SAA 292: Er de tyske vælgere rykket mod højre?
SAA 292: Svækket venstrefløj vandt valget i Norge

Flere artikler fra nr. 292

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Irland
EU-afstemninger - uden for Danmark

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 1700 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside