Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 5
Racisme forklædt som forsvar for ytringsfrihed
Lars Henrik Carlskov
Så er danske politikere og medier igen ved at falde over hinanden for at omfavne ytringsfriheden.
Den aktuelle anledning er dagbladet Politikens undskyldning til de muslimer, der har opfattet genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne som et angreb på dem som gruppe.
Jyllands-Posten, der var den første avis til at bringe tegningerne, forklarede selv, at disse karikaturer havde til formål at vise muslimerne den “hån, spot og latterliggørelse“, de må finde sig i, naturligvis af hensyn til ytringsfriheden.
Tankegangen går igen hos Lars Hedegaard og det såkaldte Trykkefrihedsselskab, hvor kampen for ytringsfrihed foregår med argumenter om, at muslimske fædre voldtager deres døtre. På samme måde hævdede den hollandske politiker Gert Wilders, at hans dybt racistiske film “Fitna“ var et indlæg i debatten om ytringsfrihed.
Ytringsfrihed for hvem?
Påstande om forsvar for ytringsfrihed spiller således en iøjnefaldende rolle i de seneste års anti-muslimske kampagne.
Problemet med den nuværende diskussion er dog også, at medierne og politikerne taler om ytringsfrihed på et abstrakt plan, hvor der fokuseres på demokrati versus diktatur og ytringsfrihed som modsætning til censur.
Bag dette lurer den liberale myte om, at når alle har den samme juridiske rettighed (f.eks. til at ytre sig), har de også i praksis lige muligheder for at bruge denne rettighed.
På papiret har både du og jeg og milliardæren den samme formelle “ret“ til at købe en tv-station eller avis.
Men uden for de juridiske paragraffers verden eksisterer denne mulighed netop kun for milliardæren. Sociale grupper med lav indkomst har derfor dårligere adgang til medierne end rigere mennesker.
Danmark er i høj grad et klassesamfund, også med hensyn til ytringsfrihed. Dette problem forstærkes yderligere af de stadig mere ulige ejerforhold og den stigende monopolisering inden for mediebranchen.
Ingen af de store medier ligger politisk til venstre for midten, selvom halvdelen af befolkningen gør det. Undersøgelser har da også dokumenteret, at venstreorienterede partier får mindre medieomtale, end deres stemmeandel berettiger til.
At kalde en spade for en spade
Historisk set er kampen for ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder blevet ført fra neden, af fattige og undertrykte grupper, mod de rige og magtfulde. I Danmark især af arbejdernes, bøndernes og husmændenes organisationer.
Altså præcis det modsatte af den nuværende diskussion om ytringsfrihed, der bruges af indflydelsesrige personer og grupper som påskud til racistisk hetz mod en lille minoritet uden samme lette adgang til medierne og med dårligere jobs, uddannelser, boliger og mere arbejdsløshed end gennemsnittet.
Så når f.eks. Villy Søvndal kritiserer Politiken for at sætte ytringsfriheden “til forhandling“, fjerner det fokus fra det egentlige problem. Hvis det lyder som racisme og fungerer som racisme, bør vi kalde det racisme. Kun på den måde kan vi komme i offensiven mod racismen og de politikere og grupper, der profiterer på den.
Billedtekst:
Lars Hedegaard argumenter i ytringsfrihedens navn for, at muslimske fædre voldtager deres døtre.
Se også:
SAA 296: Sejr for tyske anti-fascister
SAA 296: Privat ledelsesstil hæmmer ytringsfriheden i det offentlige
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed