Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 9
Klimagæld og global retfærdighed
Robert Lange
Det skuffende COP15 topmøde er efterhånden overstået for længst, spørgsmålene er endnu ubesvarede, og den så højt besungede handling er totalt udeblevet. Klimagæld er et af de væsentligste elementer i en retfærdig fordeling af den globale opvarmnings byrder og en del af løsningen på den globale opvarmning.
Klimakrisen er resultatet af det globale nords virke i de forgangende hundrede til to hundrede år. Det kræver ikke hverken den store indsigt eller talmagi at indse, at den kapitalistiske industri, centreret primært i Europa og USA, står for den langt den største udledning af CO2 og forurening af havene, landjorden og atmosfæren.
Dermed er det globale Nord også ansvarlig for langt hovedparten af konsekvenserne af den globale opvarmning. Konsekvenser, hvis omfang og ødelæggelsespotentiale vi kun svært kan forestille os. Temperatur- og vandstandsstigninger, ørkenspredning, faldende nedbørsmængder og forskydninger i økosystemet vil først slå igennem og samtidig forvolde mest ødelæggelse i u-landende, lavtliggende område og områderne tæt på ækvator; altså det globale Syd.
Det er et faktum, at det globale Nords industri, og dertilhørende rigdom, har tilføjet det globle Syd stor skade. Både materielt og menneskeligt.
Klimagæld er en kompensation for denne skade, men også mere til. Den skal sikre, at lande bliver i stand til bedre at ruste sig mod fremtidige konsekvenser af klimaforandringerne. Samt at u-landes udvikling kommer til at gå retning af en samfundsstruktur, der ikke som i nord, er baseret på forurenende industri, men er baseret på bæredygtighed og vedvarende energi.
Hykleri
Som det var at forvente, anerkendte det globale Nord ikke kravene om at acceptere klimagælden, en gæld, som ifølge Mellemfolkeligt Samvirke beløber sig til noget i retning af 1.000 milliarder kroner hvert år efter 2020.
En meget stor sum penge, men hvis man lægger USAs og Europas forsvarsbudgetter sammen med de summer, der blev brugt på at holde finansverdens synkende skude oven vande, overgår dette de 1000 milliarder med flere længder. Men som bekendt endte COP15 i en rungende fiasko, og klimagælden blev ikke anerkendt med henvisning til, at det var man ikke parat til at betale, og man kunne heller ikke enes om fordelingen af det samlede beløb.
Danmarks andel af klimagælden ligger på 6 milliarder kroner, hvilket er lige over ¼ af forsvarsbudgettet på 21 milliarder kroner årligt. Netop retfærdighed er nøglen til dette spørgsmål, for det udstiller det globale Nords ledere.
På den ene side taler de om at udbrede demokrati og ret, og på den anden side anerkender de ikke fattige landes ret til erstatning for den vold, der er udøvet på dem. Militær og bankpakker opretholder kapitalens magt og profitabilitet, derfor prioriteres det over retfærdig løsninger på den globale opvarmning.
Hvor ansvaret skal placeres
Når politikerne påpeger det urimelige i, at deres skatteborgere skal betale klimagælden, har de fuldsætning ret. Klimagælden skal ikke betales af de fattige i den rige del af verden men af de rige i den rige del af verden. Det er dem, der har levet i luksus, fløjet i privatfly og varmet enorme villaer op.
De har pengene, det er bare at tage dem. Vi må derfor stå fast og som borgere i det globale Nord insistere på, at klimagælden skal betales af de kapitalister, der er blevet rige på at udbytte os og udlede CO2.
Se også:
SAA 296: Klimaløsninger
SAA 296: København efter topmødet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed