Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 15

CONSUME

Varm luft og kategoriforvirring

Anne A. Lange

CONSUME er et magasin om køn, forbrug og identitet, som med egne ord vil: “diskutere køn, identitet og kultur ud fra en undrende og kritisk vinkling, der stiller spørgsmålstegn ved det selvfølgelige. På den måde håber vi, at kunne åbne op for nye, alternative og mere rummelige identifikationsmuligheder.“

Dette lyder umiddelbart som et nytænkende og tiltrængt løft af kønsdebatten, som pt. lider under ofte at blive puttet i den snævre kategori: flere kvinder i bestyrelser, i direktørstillinger og i politik = ligestilling. Altså, hvis bare der var flere Helle Thorning’er og Lykke Friis’er, ville kvinders lige vilkår være vel forvaret og ligestillingsspørgsmålet en saga blot.

Derfor er intentionen om at udfordre kønsstereotyper i forhold til langt mere fundamentale aspekter som identitet og kultur i høj grad aktuel og et skridt i den rigtige kønsdebat-retning.

Damebladstest og hijabmode

Desværre må man sige, at redaktionen ikke engang tilnærmelsesvis magter at løfte den opgave, de har stillet sig selv.

På trods af få læseværdige artikler om blandt andet udviklingen inden for kønsforskningen siden 1970’erne, er bladet i hele sit udtryk en kopi af de magasiner, det prøver at gøre op med. Der findes tøjtips – det er blot genbrug, billeder af halvnøgne kvinder samt et grelt eksempel på en typisk damebladstest, som afslører om du er en rigtig mand, kvinde eller queer.

Hvis man ønsker at udfordre selvfølgeligheden ‘mand’ og ‘kvinde’, og ikke blot ændre de egenskaber vi knytter dertil, er det vel umuligt at være ‘en rigtig mand’ eller ‘en rigtig kvinde’? (I følge testen er en rigtig mand i øvrigt en, som læser M!, ser Tour de France og ikke vasker op. En rigtig kvinde, en som drikker café latte, dyrker pilates og gerne vil have en mand som Mr. Big.

Og nå ja, du er queer, hvis du er opmærksom på, hvornår du selv reproducerer kønsroller...) Det er muligt – og man kan håbe – at testen er ironisk ment, men det efterlader den i bedste fald overflødig.

En artikel med overskriften Jeg sætter min hijab, som jeg vil!, vækker umiddelbar interesse. Indholdet viser sig dog at være 7 kvinder, der er blevet stillet de knap så kvindekategoriudfordrende spørgsmål: “Hvor mange tørklæder har du?“ og “Hvordan vil du beskrive tørklædemoden?“

Den noget nedslående konklusion må desværre være, at CONSUME lover mere, end de kan holde. Hensigten er af de bedre, men indholdet er for det meste en skuffelse.

Du kan få de næste to numre af CONSUME ved at maile navn og adresse til redaktionen på: redaktionen@consume-mag.dk.

Se også:
SAA 296: Feminismens røde tråd
SAA 296: 100 års kvindekamp – hvor står vi nu?

Flere artikler fra nr. 296

Flere numre fra 2010

Se flere artikler af forfatter:
Anne A. Lange

Siden er vist 2196 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside