Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 303 – 4. november 2010 – side 16

Strejkerne i Frankrig ved en korsvej

Jørn Andersen

Udfaldet af kampen mod Sarkozys pensionsreform kan få afgørende betydning for den videre velfærdskamp i Europa. Men vil de faglige ledere fortsætte mobiliseringerne?

Siden starten af september har aktionsdag efter aktionsdag fået millioner på gaden og i strejke i protest mod pensionsreformen. ”Reformen” vil ikke kun forlænge pensionsalderen med 2 år. Den betyder også, at arbejderne selv skal betale mere, og arbejdsgiverne mindre, til pensionen.

Som i resten af Europa går Sarkozys plan ud på, at arbejdere, studerende og pensionister skal betale for krisen. Der er tale om det største koordinerede angreb på velfærden over hele Europa i mange, mange år.

Frankrig er en test

Udfaldet af de franske protester bliver fulgt opmærksomt fra storkapitalens bestyrelseslokaler og regeringskontorer over hele Europa. De håber, at præsident Sarkozy er den, der langt om længe er i stand til at give den franske arbejderklasse et afgørende nederlag.

Allerede i 1995 forsøgte den franske regering at angribe pensionerne. Efter en måneds demonstrationer og strejker måtte de trække planerne tilbage. (Se artikel inde i avisen.)

Siden har de franske magthavere oplevet flere nederlag: I 2005 stoppede det franske Non (efterfulgt af et hollandsk Nee) planerne om en EU-traktat.

I 2006 måtte de trække CPE-loven tilbage – efter den var vedtaget – efter store og militante protester blandt især unge studerende. Loven ville gøre det lettere at fyre unge.

Sarkozys mål er at undgå sine forgængeres skæbne. Men Sarkozy er allerede den mest upopulære præsident i mange år. Kun 29 pct. af befolkningen er mere eller mindre tilfredse med Sarkozy iflg. en meningsmåling i Le Figaro 23. oktober.

Omvendt støtter 65-75 pct. strejkerne og protesterne. Så der er meget på spil.

Hvis Sarkozy vinder, er det et signal til nedskæringspolitikere og arbejdsgivere over hele Europa om at gå i offensiven med deres krisepakker og angreb på løn og arbejdsforhold.

Omvendt, hvis strejkerne og protesterne vinder, så giver det inspiration til at stoppe velfærdsangrebene i resten af Europa.

Kan strejkerne vinde?

Mens dette skrives, har der lige været en uges efterårsferie i Frankrig. En uge tidligere blev loven formelt vedtaget i det franske parlament.

Alligevel var over en halv million på gaden om torsdagen i efterårsferien iflg. myndighederne (2 mio. iflg. fagforeningerne). Og som nævnt blev CPE-loven i 2006 trukket tilbage, efter den var vedtaget. Så intet er afgjort endnu.

Sarkozy har siden midten af oktober sat uropoliti ind mod både strejkende arbejdere og protesterende unge og truet med både høje bøder og fængsel.

Dette er dog langt fra i stand til at stoppe protesterne. Den reelle fare kommer fra en helt anden kant: De faglige ledere.

Protest fra oven og fra neden

Fra starten har protesterne været kendetegnet af en konflikt mellem ”protest fra oven” og ”protest fra neden”. De faglige ledere, som formelt styrer protesterne, har ikke samme mål som flertallet af de protesterende.

For de protesterende er det umiddelbare mål enkelt: At få loven af bordet. Men for mange handler det om meget mere:

”Det handler om pensioner, det handler om unge, som ikke får job, fordi arbejdere tvinges til at arbejde langt ind i alderdommen, det handler om Sarkozys beskidte regering. Vi har en parole: ’Arbejdsløs som 25-årig, udbyttet som 67-årig. Nej! Nej! Nej!’” sagde Djamila, en studerende fra Paris.

Kigger vi på de faglige ledere er billedet mere sammensat. Der er ingen tvivl om, at uden de fælles opfordringer fra alle store fagforbund ville protesterne ikke have været så store som de har været.

Men protesterne er ikke blevet organiseret fra oven. Overalt er det lokale aktivister, der har organiseret strejkerne, blokaderne osv. Det er ikke de faglige ledere, der har opfordret studenter og skoleelever til at deltage. De har selv taget initiativet.

Patrice, en sundhedsarbejder, sagde: ”Det føltes som om de gjorde det uden at have hjertet med. De forventede at have et par iscenesatte protester, og så ville det ende.”

Og mens de faglige ledere (som i Grækenland) kun har villet opfordre til enkelt-aktionsdage, er der fra gulvplan i stigende grad rejst krav om ”kontinuerte strejker”.

“Strategien med episodiske spagfærdige protester er forkert og vil mislykkes, medmindre vi optrapper vores bevægelse og lytter til græsrødderne, der ønsker, at vi går i reel aktion,” sagde Jean-Pierre Delannoy, tillidsmand blandt metalarbejdere i CGT.

Fagbureaukratiet

De faglige ledere udnytter ikke den brede opbakning til at gøre strejkerne effektive. Tværtimod snakkede de allerede inden efterårsferien om, at når loven var vedtaget, så var den ”legitim”. Underforstået, at så måtte protesterne stoppe.

På et fællesmøde mellem fagforbundenes ledere blev der vedtaget endnu 2 aktionsdage – men ingen optrapning af aktionerne.

Det faglige bureaukrati lever af at forhandle. Deres levevilkår er milevidt fra de fleste arbejderes: Højere løn, god pension, fri for beskidt og nedslidende arbejde osv.

For at bevare den position vil de gerne protestere, når regeringen ikke vil forhandle med dem. Men hvis en bevægelse fra neden kan slå regeringens planer tilbage, bliver de selv overflødige.

Fortsat aktion

Det afgørende for at strejkerne kan vinde er, om presset fra neden fortsat kan tvinge de faglige ledere til aktion. Eller at der opstår koordineringer fra neden, der selv kan tage initiativet.

Der er små tegn på, at sådanne initiativer begynder at opstå. Og i bl.a. Marseille-området har grupper af arbejdere været i kontinuert strejke i flere uger.

Om det lykkes at få strejkerne og gulvplans-initiativerne til at sprede sig afhænger i høj grad af den organiserede venstrefløj i NPA, Nyt Antikapitalistisk Parti.

Når kampen bliver politisk – og det er kampen om velfærd og krisepolitik over hele Europa – bliver socialistiske svar og socialistisk organisering afgørende. For NPA, som for arbejderklassen i hele Europa, bliver de kommende uger en vigtig test.

Se også:
SAA 303: Denis Godard rapporterer fra Paris: Oppe mod statsmagten
SAA 303: Frankrig: Fagforeningsledere signalerer tilbagetog
SAA 303: Frankrig: Den første sejr – strejken i 1995

Flere artikler fra nr. 303

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Krise og modstand - Frankrig

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2557 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside