Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 304 – 2. december 2010 – side 2

Apartheid Danmark

Pernille Cauchi

Hvis du fremover ønsker at bo sammen med din udenlandske ægtefælle i Danmark, skal du blot sørge for, at han/hun har en PhD eller kandidatuddannelse fra et af verdens bedste universiteter, kan forsørge sig selv og kan tale dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk, fransk eller spansk. Og så skal du stille med økonomisk garanti på 100.000 kr., og du skal have haft fuldtidsbeskæftigelse i mindst to og et halvt år inden for de sidste tre år.

Stramningen omkring familiesammenføring beskrives i dokumentet ”Nye Tider. Nye Krav”, en aftale udarbejdet mellem regeringen og Dansk Folkeparti som del af finansloven.

Det er i strid med al anstændighed, at borgernes mulighed for et liv i Danmark med deres partner og børn skal gøres afhængig af, om de er rige, har den rigtige adresse og har en IQ, der gør dem til en overskudsforretning.

Det er uanstændigt og umenneskeligt at beslutte, at nogen er bedre end andre og at fratage en gruppe borgere rettigheder, fordi de ikke har en god handelsværdi. Måske vil man i fremtiden foreslå, at folk skal stilles op på rækker, så man kan se om de har sul på kroppen, tjekke deres tænder for råddenskab og deres bryster for egnethed til længere tids avl???

For hvad drejer disse nye stramninger sig om? Stramningerne handler jo ikke om, at man vil undgå, at der kommer et par tusinde flere mennesker til Danmark, fordi vi ikke har råd. Også myten om at de tidligere stramninger med 24-års reglen skulle forhindre tvangsægteskaber har man droppet.

Regeringen og DF har lavet de mest fantastiske krumspring for, uden at kunne blive anklaget for racisme og brud på menneskerettighederne, at kunne diskriminere imod de befolkningsgrupper, som de ikke ønsker i Danmark. De udklækker reglerne under dække af, at Danmark er i økonomisk krise, og at vi som nation ikke har råd til at have mennesker boende, som ikke kan bidrage til samfundet.

Det, man ønsker fra VKO’s side, er at udstille ’de fremmede’ og specielt dem fra Mellemøsten eller med muslimsk baggrund som et problem, som en gruppe mennesker, som ikke er noget værd, som vi ikke vil have i Danmark, og som vi skal skille os af med, hvis de allerede er her. De kæmper utrætteligt for at ’vi’ så at sige skal have Danmark for os selv.

Enhver begrænsning af indvandring fra muslimsk side er af det gode, mener de. År for år finder de på nye stramninger, og som gammeldags diktaturstater anvendes salamitaktikken, der går ud på at skære skive for skive, stykke for stykke for at dæmonisere ’de fremmede’.

De jubler og praler i DF med, at Danmark har Europas strammeste lovgivning på området. For 100 år siden var stemmeret afhængig af, at man ikke havde ligget samfundet til last. Er det der vi er på vej hen?

Hver gang skruen strammes bliver det mere og mere flovt og ulideligt at være dansk statsborger. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at integrere folk, der søger husly blandt os, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at modarbejde de forsøg på dæmonisering, som ligger bag disse nye stramninger.

Se også:
SAA 304: Kærlighed uden grænser
SAA 304: Anti-Racistisk Netværk i Odense vil have Kærlighed uden Grænser
SAA 304: Kærlighed uden grænser i Århus
SAA 304: Villys destruktive kynisme
SAA 304: Introduktion til socialisme: Racisme er klassepolitik

Flere artikler fra nr. 304

Flere numre fra 2010

Se flere artikler af forfatter:
Pernille Cauchi

Siden er vist 2257 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside