Socialistisk Arbejderavis
Nr. 304 – 2. december 2010 – side 7
Klimakamp efter topmødet
Christine Kyndi
COP16 i Mexico er begyndt. Det er ikke mere end et år siden at COP15 blev fremlagt som stedet hvor verdens politikere skulle aftale en ambitiøs efterfølger til Kyoto-protokollen der udløber i 2012. Men resultatet af COP15 blev en katastrofe. Forventningerne op til COP16 er meget lave, og ingen tror på at den vil bringe os tættere på at løse problemet.
Alt det er på trods af at år 2010 blev det varmeste år der nogensinde er målt, med store oversvømmelser i Pakistan der har påvirket over 20 millioner mennesker, og med rekordhøje temperaturer og vilde skovbrænde i området omkring Rusland.
Skovbrandene i Rusland afsved en fjerdedel af landets afgrøder, og halvdelen af hveden. Det svarer til de konsekvenser som forskerne har beskrevet at global opvarmning vil få. Og efterhånden som det bliver værre vil vi se flere og større katastrofer.
Copenhagen Accord
COP15 endte med at Obama sammen med lederne fra Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika helt selv lavede og offentliggjorde den 2½ side lange ”Copenhagen Accord” uden overhovedet først at fremlægge den for de andre landes deltagere, der bare ”noterede sig” papiret og tog hjem.
Forhandlingerne i København fokuserede på to ting. For det første nye reduktionsmål for de forskellige lande fra 2012-2020. Det andet handlede om u-landenes reduktionsforpligtelser. Fra 2012 skal nogle af u-landene også til at reducere CO2 ifølge Kyoto-protokollen. Til gengæld kræver u-landene 2.000 milliarder kroner om året til omstilling.
Copenhagen Accord svarer ikke på nogen af delene, og den indeholder intet bindende.
Hvert enkelt land skal selv bestemme et mål for hvor meget CO2 de ville reducere – uden at de binder sig. Og i forhold til de penge u-landene krævede var der tale om langt færre penge end de bad om, og det er ikke rigtig klart hvor pengene skal komme fra – altså betyder det ingen ting. Først i 2015 skal der tages stilling til hvordan Copenhagen Accord har virket.
Af de fem der lavede ”Copenhagen Accord”, og dermed sørgede for at sabotere klimaindsatsen i hvert fald indtil 2015, så er Kina, USA og Indien de tre største kulproducenter i verden. Og tilsammen står de for ¾ af verdens kulforbrug. Sydafrika er den 5. største kulforbruger i verden. Og Brasilien har opdaget store oliereserver ude på havet som de har store planer med, og de fælder Amazonas regnskoven.
Hvad der skete under topmødet viste at politikerne ikke har tænkt sig at prøve at gøre noget ved den globale opvarmning, og at den egentlige skillelinie i forhold til dét ikke går mellem det globale nord og -syd, sådan som mange har fremstillet det. Lederne fra de globale syd viste sig at være lige så beskidte som ledere fra det globale nord.
De stores magt
Den konkurrence der er indbygget i kapitalismen skaber monopoler. De virksomheder der ikke har råd til at investere deres profit i dyrere og dyrere maskiner bliver udkonkurreret. Efterhånden bliver de store kapitaler større og meget magtfulde.
De enkelte lande er også i konkurrence, og deres magt afhænger af styrken af deres industri, banker osv. Et lands politikere vil ikke gøre noget der ville svække det lands konkurrenceevne i forhold til andre lande.
De ti største firmaer globalt i 2008 var Wal-Mart på førstepladsen, dernæst 6 olie- og 3 bilselskaber. I Danmark er det Mærsk der er den største, og alene hans containerflåde udleder ligeså meget CO2 som resten af Danmark gør tilsammen.
Mønstret gentager sig i andre lande, de største firmaer er tæt knyttet til afbrænding af fossile brændstoffer. De firmaer har en enorm politisk og økonomisk magt, og er ikke interesserede i at gøre noget ved den globale opvarmning. De har stået bag ved kampagner mod global opvarmning, støttet klimaskeptikere og har også udført direkte pres på politikerne for at få deres vilje. Fx krævede Merkel at europæiske biler skulle køre længere pr. liter benzin, men Volkswagen og Daimler (de to største firmaer i Tyskland) tvang hende til ikke at gøre det. Den forandring Merkel prøvede at få igennem er ubetydelig og latterlig lille i forhold til hvilke forandringer der skal ske for at stoppe den globale opvarmning, men alligevel mislykkedes det for hende.
Udsigterne til at politikerne skal handle bliver ikke bedre under den krise som vi vil befinde os i mange år endnu. Under krisen skærpes konkurrencen endnu mere. Både mellem de enkelte virksomheder, og mellem de enkelte lande. Det er derfor politikerne har så travlt med at støtte virksomhederne i deres lande med fx bankpakker, og derfor de skruer op for snakken om konkurrenceevnen.
Før krisen gav nogle politikere løfter om CO2-reduktioner og klimatilpasning – beskedne løfter baseret på markedslogik, men trods alt ville de gøre noget. Da krisen begyndte at slå igennem var der ikke mere råd til klimatilpasning, og det blev endnu vigtigere ikke at svække konkurrenceevnen i forhold til de andre lande.
Skal man stoppe den globale opvarmning kræver det et grundlæggende opgør med de mest magtfulde dele af kapitalistklassen. Disse kapitalister og de politikere der beskytter dem befinder sig både i det globale nord og -syd. Skillelinien går ikke mellem rige og fattige lande, men mellem de politiske og økonomiske magthavere som af økonomiske grunde ikke vil lave klimaomstilling, og mellem resten: størstedelen er arbejdere og bønder. Klimakamp er klassekamp, og vi er oppe imod de største multinationale, imperialismen, nyliberalismen... Hvis vi skal vinde kræver det en bred og radikal bevægelse der udfordrer de herskendes interesser.
Sort regering
I 2008 nedsatte regeringen klimakommissionen for at finde ud af hvordan Danmark kunne blive fri for fossile brændstoffer på langt sigt. Samme år afskaffede de kulstoppet, fordi det gik ud over konkurrenceevnen. Afskaffelsen af kulstoppet har betydet at man i flere elværker kan begynde at fyre med kul – det mest forurenende fossile brændstof.
Samtidig har efterspørgslen på vindmøller været så lav at de to vindmøllefirmaer Vestas og LM Glasfiber tilsammen har fyret 5-6.000 på under to år.
Mens regeringen lader som om den interesserer sig for klima, styrker den kul og skider på vindmølleindustrien.
Nu er klimakommissionens rapport kommet. Den taler om at man skal udbygge vindmøller, bruge biomasse og om energibesparelser på 25 %. Men i rapportens konkrete anbefalinger spiller udbygningen af vindmøller en meget lille rolle, og på den måde er der reelt kun øget brug af biomasse tilbage. Men biobrændsel er hverken ”CO2-neutralt” eller ”klimavenligt”, og det skaber store sociale problemer.
Klimakommissionens rapport stiller få krav til regeringen, og baserer sig på markedslogik: det er de store energiselskaber der må trække den grønne omstilling. Desuden skal energibesparelserne kun komme fra husholdninger og transport – ikke fra industrien.
Og da Lykke Friis skulle fremlægge sine forventninger til klimakommissionens rapport i en artikel i Information taler hun allermest om energiforsyningssikkerhed og uafhængighed af stater der ”ikke deler vestens værdier”. Ikke ét ord om den globale opvarmning og klimaet.
Klimajobs
Under topmødet skete der en ændring: klimakampen blev mere politisk. Ikke længere hovedsagligt baseret på videnskaben, med henvisninger til ppm, grafer og procenter.
Det giver mulighed for at gøre kampen mod global opvarmning bred og radikal. Efter krisen tror ingen længere på at markedet kan sørge for hverken sig selv eller CO2-reduktioner, man har set at politikere verden over måtte gribe ind for at redde vaklende banker og industri. Der er stort behov for at få skabt flere jobs.
Kravet om klimajobs, der medvirker til at reducere CO2-forbruget, kan bringe klima- og arbejderbevægelsen sammen. Et klimajob er et arbejde som medvirker til at reducere CO2-forbruget. Det drejer sig fx om at bygge vindmøller, isolere bygninger, udbygge den kollektive transport osv.
Byggefagenes Samvirke har udgivet en plan for 20.000 klimajobs alene inden for deres eget område. Men så længe de sætter deres lid til en kommende S-SF regering i stedet for til deres egne medlemmer bliver det aldrig til mere end en fin hensigt.
I 2009 da Vestas fyrede 650 på Isle of Wight i England besatte 18 Vestas-arbejdere fabrikken i 18 dage, de fik enorm støtte fra resten af deres kollegaer og fra mange andre. Besættelsen vandt støtte blandt fagforeninger, miljøbevægelsen osv. Selvom de tabte, skabte besættelsen enorm opmærksomhed og aktivitet omkring det område. Det var hvad der skete når kun 18 arbejdere besatte en fabrik.
Se også:
SAA 304: Klimatalspersoner: Et kæmpe nederlag for demokratiet
SAA 304: Stop gifttransporten
SAA 304: Klimaaftale: Kloden på udsalg
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed