Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 13. februar 2011 (Kun online)
Diktatoren, som revolutionen væltede
Simon Assaf
Diktatoren er faldet. Mubarak er væk. Israels mand, imperialismens mand, USA’s mand, Verdensbankens man, er væk. Mubarak er blevet fejet væk af en af de største massebevægelser i historien.
Den "moderate stærke mand", så elsket af imperialismen, præsiderede over et regime, der var kendetegnet af grusomhed, nepotisme og korruption, og som ikke nøjedes med at lukke munden på demokrati-aktivister. Det berørte alle egyptere og hele den arabiske verden.
Nu er konsekvenserne for imperialismen, Israel, diktaturer og oliestater usikker.
Mubarak kom til magten på ryggen af en enorm reaktions-bølge, der bredte sig ud over den arabiske verden efter en fredsaftale med Israel, som blev underskrevet af hans forgænger, Anwar Sadat, i 1979.
Han spillede en central rolle i ”tilbagetrækningen” (disengagement) – en amerikansk strategi for at bryde alliancen af arabiske lande, der modsatte sig Israel og imperialisme.
Camp David-aftalerne, som Egypten indgik med Israel i 1978, frigjorde kræfter for den israelske hær, så den blev i stand til at lancere sin dødbringende invasion af Libanon i 1982. Mubarak var tavs, da denne invasion endte med massakren på palæstinenserne i Sabra og Chatila.
Medskyldig
Mubaraks regime var medskyldig i Israels lange besættelse af Syd-Libanon. Han samledes arabiske regimer om at isolere Hizbollah og den libanesiske modstand under krigen i 2006 og hjalp med at finansiere USA's venner i Libanon.
Mubarak gav alle former for hjælp til at knuse den palæstinensiske intifada fra 1987 og beordrede egyptiske journalister til at beskrive den palæstinensiske modstand som "terrorister". Kun med hans hjælp kunne Israel fastholde sit greb om palæstinenserne i Gaza.
Han var en mand, USA kunne gøre forretninger med. Han sendte tropper, der kæmpede sammen med USA i Golfkrigen i 1990, og åbnede Suezkanalen for krigsskibe på vej til Afghanistan i 2001 og invasionen af Irak i 2003. Han gjorde Egypten til et gigantisk fængsel og udlånte sine torturkamre til ”særlige overførsler” i ”krigen mod terror”.
Mubarak åbnede landet for de værste følger af nyliberalismen. Han indførte privatisering af industrier og fremmede, at godsejerne vendte tilbage, efter at de var blevet fjernet i 1950'erne.
Hans drøm om at omdanne landet til ”Nilens tiger” dømte store dele af befolkningen til fattigdom. Lønnen for egyptiske arbejdere, for nogle under 30 kr. om måneden, har været uændret siden 1984 – samtidig med at inflationen er eksploderet.
Fagforeninger blev forbudt, aktivister fængslet og tortureret. Fabrikkerne blev overgivet til hans kumpaner eller globale virksomheder. Mubarak og hans korrupte venner – kendt som de ”tusind familier” – skrabede enorme rigdomme sammen. Han styrede landet som sit eget kongedømme, svindlede med valgene og fængslede sine modstandere.
Nu hvor Mubarak er væk, er Israel blevet isoleret, og hvert eneste regime i den arabiske verden er nu sårbart. Den stemning af fatalisme, der havde grebet den arabiske verden i årtier, er nu fordampet.
Denne revolution har tilintetgjort 30 års amerikansk og israelsk strategi i Mellemøsten. I begyndelsen af demonstrationerne beskrev den israelske avis Haaretz Israel som værende i "strategisk nød".
For imperialismen og dens allierede i Mellemøsten er det nu blevet til strategisk fortvivlelse.
Oversat fra Socialist Worker (UK), særnummer 2238a, 12. feb 2011:
http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=23886
Se også:
SAA 306: Mubarak er gået – tvunget væk af folkeligt oprør. Men Mubaraks regime er stadig ved magten
SAA 306: Egypterne har ændret historiens gang
SAA 306: Stemmer fra Egypten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe