Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 12. februar 2011 (Kun online)
Mubarak er gået – tvunget væk af folkeligt oprør. Men Mubaraks regime er stadig ved magten
Jørn Andersen
Hundredtusinder af egyptere er gået på gaden i en gigantisk folkefest, efter at vicepræsident Suleiman kl. 17 fredag meddelte, at præsident Mubarak er trådt tilbage efter næsten 30 år.
Diktatoren er faldet. Mubarak er væk. Israels mand, imperialismens mand, USA’s mand, Verdensbankens man, er væk. Mubarak er blevet fjernet af en af de største massebevægelser i historien.
”Vi har væltet regimet, vi har væltet regimet,” lyder råbene igen og igen på Tahrir-pladsen, mens millioner af egypter fester, danser, omfavner hinanden, beder, græder – og mindes de martyrer, der har ofret livet gennem de sidste 18 dage, og de sidste 30 år, for at det, der skete i dag, skulle blive virkelighed.
Det er endnu alt for tidligt at gætte på, hvad der vil ske de næste dage og uger. Mubarak er gået, men Mubaraks regime er stadig ved magten. Det folkelige oprør har vundet en enormt vigtig sejr, men vil det betyde reelle forandringer?
Hvad der imidlertid er helt klart er to ting: For det første, at for regimet var Mubaraks afgang den eneste måde, de kunne håbe på at genvinde kontrollen over Egypten.
For det andet, at hvis ikke de mobiliseringer, der væltede Mubarak, fortsætter og udvikles, så vil der ikke komme hverken demokratiske eller sociale forbedringer.
Militærdiktatur
Mubarak overgav magten til Det Øverste Militære Råd, under ledelse af forsvarsministeren, feltmarskal Tantawi. Så Egypten er nu i realiteten ledet af et militærdiktatur. Det er endnu uklart, om Suleiman vil indtage præsidentposten.
Det militære råds første erklæring havde tre budskaber: Dels at der ville blive valg til september, dels at folk skulle gå hjem. Vi vil få at se, om de vil holde deres første løfte, men at de vil forsøge at stoppe mobiliseringerne mod regimet er helt sikkert.
Det tredje budskab fra det militære råd var at takke Mubarak for hans store tjenester til nationen. Det var et signal, som understregede kontinuitet, ikke brud med Mubarak-æraen.
Der blev ikke givet nogen løfter om at retsforfølge alle dem, der har stået for tortur, mord, fængslinger under de seneste 19 dages oprør – eller gennem de seneste 30 år – af den simple grund, at de, der har ansvaret for undertrykkelsen, stadig er ved magten.
Der blev ikke givet løfter om ophævelse af undtagelsestilstanden, løsladelse af de tusindvis af politiske fanger, ophævelse af forbuddet med politiske oppositionspartier, som fx Det Muslimske Broderskab.
Og der blev ikke givet nogen løfter om hverken sociale reformer eller om at åbne grænsen til Gaza.
”Ordnet overgang”
Det nuværende militærdiktatur er dels resultatet af oprøret fra neden, dels af USA’s og EU’s forsøg på sammen med Mubaraks regime et sikre ”en ordnet overgang”.
Den tidligere chef for Det Internationale Atomenergiagentur, Mohammed El-Baradei, støttede i en meddelelse kort efter Mubaraks afgang en ”ordnet overgang” i form af et råd af militære og civile personer, som skulle sikre afholdelse af frie valg til september.
Hvis erfaringerne fra revolutionen i Tunesien kan være en ledetråd, så er der sikkert en del af bevægelsens ledere, der gerne vil indgå i et sådant råd. Men i Tunesien blev de hurtigt tvunget til at trække sig efter krav fra den fortsatte mobilisering efter Ben Alis fald.
Når fejringen af Mubaraks fald slutter, sent fredag aften eller sandsynligvis først lørdag, vil millioner af egyptere begynde at reflektere over, om ”ordnet overgang” er nok for nu, eller om den bevægelse, der væltede Mubarak, skal fortsætte mobiliseringerne og kræve indfrielse af de løfter, som det militære råd ikke gav.
Så lad os kigge på den bevægelse, der væltede Mubarak – og specielt den seneste uges optrapning.
Fra gadeprotester til oprør
I de vestlige medier har fokus været på de protester, der startede på Tahrir-pladsen 25. januar efter video-opfordringer fra en 26-årig kvinde fra 6. april-bevægelsen, en Facebook-gruppe af unge, der blev startet i foråret 2008 til støtte for de strejkende tekstilarbejdere i Mahalla el-Kubra.
Men den egentlige udløsende begivenhed var revolutionen i Tunesien, hvor en massebevægelse kulminerende i en generalstrejke den 14. januar tvang den vestligt støttede diktator Ben Ali til at flygte efter 23 år ved magten.
Det blev snart tydeligt, at protesterne havde langt dybere rødder end oppositionelle unge, demokratitilhængere og Det Muslimske Broderskab.
Alene antallet af demonstranter på Tahrir-pladsen, og i en lang række andre byer over hele Egypten, umuliggjorde Mubaraks forsøg på at slå protesterne ned ved hjælp af de sædvanlige midler, primært det ekstremt brutale sikkerhedspoliti.
Politibrutaliteten blev landet over besvaret med afbrænding af politistationer og af kontorer for Mubaraks NDP-parti.
Antallet af demonstranter steg og steg. Der var 15.000 på Tahrir, 20.000 i Alexandria og nogle tusinde i andre byer den 25. januar. Den følgende fredag demonstrerede 100.000’er, og protesterne spredte sig til endnu flere byer. Tirsdag den 2. februar var mellem 4 og 8 millioner på gaden i byer over hele Egypten – mellem 5 og 10 pct. af befolkningen!
Da de næste dages forsøg fra Mubarak-tilhængere på at terrorisere demonstranterne på Tahrir-pladsen slog fejl, forsøgte regimet at inddæmme protesterne til Tahrir.
Tahrir-pladsen blev både symbol på revolutionen og samtidig et levende bevis på, hvordan selvorganisering fra neden kan løse ofte ret komplekse opgaver – sikkerhed, madforsyning, pleje af syge og sårede osv. – og i den proces begynde at nedbryde mange af de skel, der forhindrer mennesker i at slås sammen mod undertrykkelsen: Skel mellem muslimer og kristne, mellem unge og gamle, kvinder og mænd osv.
Regimet håbede at køre folk trætte, og mandag den 7. februar lød en overskrift håbefuldt i Berlingske Tidende: ”Egypten vender tilbage til dagligdagen”. Samtidig begyndte vi at høre klager fra de mere velstillede middelklassekvarterer om, at protesterne skulle stoppe og livet gå videre.
Imens fortsatte hårde kampe uden for Tahrir – og uden for Cairo.
Arbejderklassen på banen
Men det afgørende stød kom – som i Tunesien – da den organiserede arbejderklasse trådte ind på scenen i større antal. Det skete især fra tirsdag i denne uge.
Den egyptiske arbejderklasses kampe, især siden 2004, er en af de vigtigste faktorer, der har skabt ”bagtæppet” for den nuværende opstand. De store strejkebevægelser i Mahalla i 2008 og i Alexandria og Suez i 2009 var et varsel om, hvad der var på vej.
Og ikke mindst i storbyer uden for Cairo – og i arbejderkvartererne uden for det det centrale Cairo – har opbakningen til oprøret været massiv.
Alene antallet af demonstranter fortæller, at rigtigt mange af dem har været arbejdere. Men arbejdere, der demonstrerer, har langt mindre magt end arbejdere, der strejker.
I tirsdags så vi de første større strejker. 6.000 arbejdere ved 5 Suez-kanal-selskaber strejkede for bedre løn- og arbejdsforhold sammen med tusinder andre steder.
Onsdag fortalte en egyptisk aktivist: ”Vores telefon ringer hvert tiende minut med nye rapporter om arbejdsnedlæggelser.”
Titusinder strejkede i onsdags: Jernbanearbejdere, buschauffører, arbejdere i militærindustrien, ved telefonselskaberne, i silkeindustrien, på medicinalfabrikker, offentligt ansatte osv. På det førende regerings-loyale dagblad, Al Ahram, strejkede trykkeriarbejdere og journalister – de krævede redaktørens afgang og støtte til revolutionen.
Arbejdere i jern- og stålindustrien krævede Mubaraks øjeblikkelige afgang, konfiskering af regimets røverkoster, opløsning af de statslige fagforeninger og nationalisering af privatiserede selskaber. De meddelte, at de havde dannet en uafhængig fagforening, og opfordrede til at danne arbejderkomiteer på alle arbejdspladser, der skulle overvåge produktion, distribution, priser og lønninger.
Endelig krævede de indkaldelse af en ”generalforsamling” for alle sektorer og politiske strømninger i folket, som skal udvikle en ny forfatning og vælge ægte folkekomiteer uden at vente på accept fra eller forhandlinger med regimet.
Torsdag var strejkerne endnu mere omfattende. Mange af dem meddelte, at de ikke gik i arbejde igen, før Mubarak var gået.
Nogle steder besatte arbejderne deres arbejdspladser, mens andre sluttede sig demonstrationerne. Men arbejderne i Cairo gik ikke kun til Tahrir. Nogle demonstrerede ved olieministeriet eller andre symboler på regimet.
Også andre demonstranterne begyndte at sprede sig fra Tahrir. Der var demonstrationer ved bl.a. parlamentet, indenrigsministeriet og den statslige TV-station, der i stigende grad blev berygtet for deres mere og mere utroværdige ”nyheder”.
Da Mubarak torsdag aften, trods forventninger om det modsatte, meddelte, at han ikke trådte tilbage, men blot overgav noget af sin magt til vicepræsident Suleiman, vakte det enorm skuffelse og vrede.
Men på det tidspunkt var demonstranterne allerede ved at indtage Cairo ”stykke for stykke”, som en af demonstranterne sagde.
Mubaraks regime var nødt til at ofre Mubarak for at bevare regimet.
Hvad nu?
Militæret har overtaget Egypten, men det vil stadig være presset fra to sider: På den ene side er der oprøret fra neden.
På den anden side er der håbet fra hærens chefer, hele den herskende klasse i Egypten og ikke mindst international kapital med USA i spidsen om, at hæren kan genetablere stabilitet uden at antaste det statsapparat, hvor hæren er den mest centrale del.
Formentlig vil hæren de næste par dage give nogle begrænsede indrømmelser: En eller anden slags valg, begrænsede demokratiske reformer og, måske, visse sociale indrømmelser.
Men samtidig vil de gøre det meget klart, at de forventer, at protesterne stopper. De vil forsøge at vise, at de har magten – men om det lykkes er mere end usikkert.
Demonstranterne og de strejkende vil gøre i klogt i ikke kun at lytte til, hvad de siger, men også at kigge nøje på, hvad de gør.
Uden reelt frie valg, lovliggørelse af alle oppositionspartier, afskaffelse af censuren og ophævelse af undtagelsestilstanden er der ikke meget demokrati.
Og i et land, hvor 40 pct. af befolkningen lever for under 2 dollars om dagen, er de sociale krav helt afgørende. Mindstelønnen er ikke blevet forhøjet siden 1980erne. Statsstyrede fagforeningers kontrol over arbejderne er først de seneste år begyndt at blive brudt – af store strejkebevægelser.
Militæret er afhængigt af USA. Og USA’s interesser er ikke kun strategiske: At den egyptiske stat er en loyal allieret med USA og Israel.
USA’s – og EU’s, Kinas og resten af verdens herskeres – interesser er også at sikre, at oprør fra neden ikke antaster deres fortsatte jagt på profit i en tid, hvor verdensøkonomien er i dyb krise.
Så af mange grunde kan militæret kun give få sociale og demokratiske indrømmelser. Dem vil demonstranterne og de strejkende kun kunne opnå ved at fortsætte og udvide mobiliseringerne.
Samtidig er bevægelsen blevet hærdet gennem det lange opgør med Mubarak. Den er blevet løjet for så mange gange, at den betragter ethvert løfte med mistillid. Selv om dens samlende krav nu er opfyldt, så er de reelle, underliggende krav det ikke.
Revolutionen i Egypten har vundet en vigtig sejr. Men den revolutionære proces er først lige begyndt.
Hvis den er i stand til at udvikle sig, vil det ikke kun være starten på en revolutionær udvikling i hele Mellemøsten. Det er også muligheden for at starte et opgør med fattigdom og undertrykkelse, nyliberalisme og imperialisme i resten af verden.
Se også:
SAA 306: Egypterne har ændret historiens gang
SAA 306: Diktatoren, som revolutionen væltede
SAA 306: Stemmer fra Egypten
SAA 306: Erklæring fra Revolutionære Socialister i Egypten
SAA 306: Egyptens strejkebølge breder sig
SAA 306: Er Egyptens hær på folkets side?
SAA 306: Egypten: Er dette en revolution eller bare et kup?
SAA 306: Det mener vi: Når masserne skriver historie
SAA 306: Revolution i Tunesien
SAA 306: Egypten: Pas på hæren
SAA 306: Egypten: Er Det Muslimske Broderskab en trussel mod revolutionen?
SAA 306: Interview med Hossam el-Hamalawy: Egypten: Oprør har ligget i luften
SAA 306: Egypten: Støttedemonstrationer i Danmark
SAA 306: Hykleri og demokrati
SAA 306: Tunesien, Egypten ..: Protesterne spreder sig
SAA 306: Efter den første Golfkrig: Amerikansk ”demokrati”
SAA 306: Egyptisk revolutionær: ‘Vi er forandret for altid’
SAA 306: Introduktion til socialisme: Permanent revolution i Egypten
SAA 306: Høje fødevarepriser giver appetit på forandring
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed