Socialistisk Arbejderavis

Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 8

Interview med Hossam el-Hamalawy

Egypten: Oprør har ligget i luften

Hossam el-Hamalawy

Hossam el-Hamalawy er en egyptisk journalist og aktivist, som blogger på websitet 3arabawy. Han har længe skrevet om krisen i Mubaraks regime, der er kulmineret i masse-oprøret i år.

Han talte om den umiddelbare baggrund for sidste uges omvæltning med forfatteren Mark Levine, historie-professor ved University of California Irvine. Interviewet blev bragt på Al Jazeera’s website den 27. januar.

Hvorfor skulle der en revolution i Tunesien til at få egypterne ud på gaderne i hidtil uset antal?

I Egypten siger vi, at Tunesien mere eller mindre var en katalysator, men ikke årsagen, fordi de objektive betingelser for en opstand fandtes i Egypten, og oprør har været i luften de seneste par år.

Faktisk havde vi allerede to mini-intifadaer eller "mini-Tunesier" i 2008. Den første var opstanden i Mahalla i april 2008, efterfulgt af en anden i Borollos, i den nordlige del af landet.

Revolutioner kommer ikke ud af det blå. Det er ikke på grund af Tunesien i går, at vi automatisk har en i Egypten den næste dag. Du kan ikke isolere disse protester fra de sidste fire års arbejder-strejker i Egypten, eller fra internationale begivenheder som palæstinensernes al-Aqsa-intifada og den amerikanske invasion af Irak.

Udbruddet af al-Aqsa-intifadaen var især vigtigt, fordi i 1980'erne og 90'erne var gadeaktivisme blevet effektivt lukket ned af regeringen som en del af kampen mod islamistiske oprørere. Den fortsatte kun med at eksistere inden for universiteterne eller partihovedkvarter. Men da Intifadaen i 2000 brød ud, og Al Jazeera begyndte at sende billeder af det, inspirerede det vore unge til at gå på gaden, på samme måde som vi har været inspireret af Tunesien i dag.

Hvordan udvikler protesterne sig?

Det er for tidligt at sige, hvordan de vil gå. Det er et mirakel, hvordan de fortsatte over midnat i går, hvor man var oppe mod frygt og undertrykkelse. Men når det er sagt, så har situationen nået et niveau, hvor alle har fået nok – for alvor fået nok. Og selv hvis sikkerhedsstyrkerne formår at nedkæmpe protesterne i dag, vil de ikke kunne nedkæmpe dem, der sker i næste uge, eller næste måned eller senere på året.

Der er helt klart sket en ændring i hvor modige folk er. Staten blev hjulpet af undskyldningen om at bekæmpe terrorisme i 1990'erne til at bekæmpe alle former for opposition i landet – hvilket er et trick alle regeringer anvender, herunder den amerikanske.

Men når den formelle opposition mod et regime går fra våben til masseprotester, så er det meget svært at konfrontere en sådan opposition. Man kan planlægge at fjerne en gruppe terrorister, der kæmper i sukkerrørs-markerne, men hvad vil man gøre med tusindvis af demonstranter på gaden? Man kan ikke dræbe dem alle. Man kan ikke engang garantere, at soldaterne vil gøre det – vil skyde på de fattige.

Hvad er forholdet mellem regionale og lokale begivenheder her?

Man må forstå, at det regionale er lokalt her. I 2000 startede protesterne ikke som protester mod regimet, men snarere mod Israel og til støtte for palæstinenserne. Det samme skete med den amerikanske invasion af Irak tre år senere.

Men når du går på gaden og bliver konfronteret med regimets vold, så begynder du at stille spørgsmål: Hvorfor sender Mubarak soldater ud mod demonstranterne i stedet for mod Israel? Hvorfor eksporterer han cement, som bliver brugt af Israel til at bygge bosættelser, i stedet for at hjælpe palæstinenserne? Hvorfor er politiet så brutalt med os, når vi bare prøver at udtrykke vores solidaritet med palæstinenserne på en fredelig måde?

Så derfor bliver regionale spørgsmål som Israel og Irak til lokale spørgsmål. Og på få øjeblikke begyndte de samme demonstranter, der råbte pro-palæstinensiske paroler, at råbe mod Mubarak. Det specifikke interne vendepunkt i form af protester var 2004, hvor oppositionen vendte sig mod indenlandske spørgsmål.

I Tunesien spillede fagforeningerne en afgørende rolle i revolutionen, da deres store og disciplinerede medlemsskare sikrede, at protesterne ikke så let kunne smadres, og medførte en bedre organisering af mobiliseringerne. Hvilken rolle spiller arbejderbevægelsen i Egypten i den nuværende opstand?

Den egyptiske arbejderbevægelse var under angreb i 1980’erne og 1990’erne af politiet, som brugte skarp ammunition mod fredelige strejkende i 1989 under strejker i stålværkerne og i 1994 under strejker i væverierne.

Men siden december 2006 har vores land i stigende grad været vidne til de største og mest vedvarende bølger af strejkeaktioner siden 1946, udløst af tekstilstrejkerne i byen Mahalla i Nil-deltaet, som er hjemsted for den største arbejdsstyrke i Mellemøsten med over 28.000 arbejdere. Det startede på grund af spørgsmål om løn og arbejdsforhold, men spredte sig til alle sektorer i samfundet undtagen politi og militær.

Som følge af disse strejker, har vi formået at få to uafhængige fagforeninger, de første af sin slags siden 1957: Der blev dannet en fagforening for opkrævere af ejendomsskat, hvor de nye fagforeninger omfatter mere end 40.000 offentligt ansatte, og derefter for sundhedsteknikere, hvor mere end 30.000 af dem så sent som i sidste måned startede en fagforening, der står uden for de statskontrollerede fagforeninger.

Men det er rigtigt, at én stor forskel mellem os og Tunesien er, at selv om det var et diktatur, havde Tunesien en halv-uafhængig fagforenings-føderation. Selv om ledelsen samarbejdede med regimet, var de menige militante fagforeningsfolk. Så da tiden kom for generalstrejker, kunne fagforeningerne organisere dem.

Men her i Egypten har vi et tomrum, som vi håber snart at fylde op. Uafhængige fagforeningsfolk har allerede været udsat for heksejagt – der er anlagt retssager mod dem af statslige og statsligt støttede fagforeninger. Men de er blevet stærkere, trods de fortsatte forsøg på at lukke munden på dem.

Selvfølgelig har overgrebene i de sidste par dage været rettet mod gade-demonstranter, som ikke nødvendigvis er fagforeningsfolk. Disse protester har samlet et bredt spektrum af egyptere, herunder elitens sønner og døtre. Så vi har en kombination af fattige og unge i byerne, sammen med middelklassen og elitens sønner og døtre.

Jeg tror Mubarak har formået at fremmedgøre alle sektorer af samfundet, undtagen hans nære kreds af kammerater.

Den tunesiske revolution er blevet beskrevet som i høj grad et oprør “ledet af unge”, hvor deres succes er afhængig af sociale medier som Facebook og Twitter. Og nu fokuserer folk på unge i Egypten som en vigtig katalysator. Er dette en “ungdoms-intifada”, og kunne det ske uden Facebook og andre nye medie-teknologier?

Ja, det er en ungdoms-intifada på gulvplan. Internettet spiller kun en rolle i at sprede ordet og billeder om, hvad der sker på jorden. Vi bruger ikke internettet til at organisere. Vi bruger internettet til at udbrede kendskabet til, hvad vi laver på jorden, i håb om at inspirere andre til handling.

Det er fantastisk at tænke på fagforeningernes afgørende rolle i den arabiske verden i dag, når man tænker på mere end to årtiers nyliberale regimer i regionen, hvis primære mål har været at ødelægge arbejderklassens solidaritet. Hvorfor er fagforeningerne så vigtige?

Fagforeningerne har altid vist sig at være ”den dræbende kugle” for ethvert diktatur. Se på Polen, Sydkorea, Latinamerika og Tunesien. Fagforeninger har altid medvirket til massemobilisering. Hvis du ønsker, at en generalstrejke skal vælte et diktatur, så er der intet bedre end en uafhængig fagforening til at gøre det.

Er der et større ideologisk program bag protesterne, eller handler det bare om at slippe af med Mubarak?

Enhver har hans eller hendes grunde til at gå på gaden, men jeg ville mene, at hvis vores opstand vinder, og han bliver væltet, vil du begynde at se splittelser. De fattige ønsker at skubbe revolutionen i en langt mere radikal retning – de vil presse på for en radikal omfordeling af værdierne og for at bekæmpe korruption, hvorimod de såkaldte reformatorer ønsker at holde igen og i større eller mindre grad ønsker forandring i toppen og at begrænse statens beføjelser en lille smule, men bevare kernen i statsapparatet. Men vi er ikke dér endnu.

Hvad er Det Muslimske Broderskabs rolle, og hvordan vil det, at de holder sig væk fra de nuværende protester, påvirke situationen?

Broderskabet har været ramt af splittelser siden udbruddet af al-Aqsa-intifadaen. Deres engagement i den palæstinensiske solidaritetsbevægelse, da den begyndte at konfrontere regimet, har været elendig. Dybest set, hver gang deres ledelse går på kompromis med regimet, især den seneste ledelse, har det demoraliseret deres kerneaktivister på gulvet.

Jeg kender personligt mange unge brødre, som har forladt gruppen. Nogle af dem er gået sammen med andre grupper eller er blevet uafhængige. Efterhånden som den nuværende gade-bevægelse vokser, og deres laverestående ledere bliver involveret, vil der være ske flere splittelser, fordi den højere ledelse ikke kan begrunde, hvorfor de ikke er del af den nye opstand.

Hvad med USA’s rolle i denne konflikt. Hvordan ser folk på gaden deres holdninger?

Mubarak er den næststørste modtager af amerikansk udenlandsk støtte efter Israel. Han er kendt for at være USA's bølle i regionen, et af værktøjerne for den amerikanske udenrigspolitik og for gennemførelsen af dens dagsorden om sikkerhed for Israel og en jævn strøm af olie, samtidig med at de holder palæstinenserne i snor.

Så det er ingen hemmelighed, at dette diktatur har nydt opbakning fra amerikanske regeringer siden dag ét, selv under Bush's forlorne pro-demokratiske retorik. Så man skal ikke blive overrasket af Hillary Clintons latterlige udtalelser, som mere eller mindre forsvarer Mubaraks regime, da en af grundpillerne i USA's udenrigspolitik er at holde regimer stabile på bekostning af frihed og borgerrettigheder.

Vi forventer ikke noget fra Obama, som vi betragter som en stor hykler. Men vi håber og forventer, at det amerikanske folk – fagforeninger, professorers foreninger, studenterorganisationer, aktivistgrupper – kommer ud og støtter os.

Det vi ønsker af den amerikanske regering er, at de helt holder sig væk. Vi ønsker ikke nogen form for støtte – kun at den fjerner støtten til Mubarak øjeblikkeligt og trækker opbakningen til ham tilbage, at den trækker sig tilbage fra alle mellemøstlige baser og holder op med at støtte staten Israel.

I sidste ende vil Mubarak gøre alt, hvad han er nødt til at gøre, for at beskytte sig selv. Han vil pludselig bruge den mest USA-fjendske retorik, hvis han mener, det vil hjælpe ham med at redde skindet. I sidste instans er han kun optaget af sine egne interesser, og hvis han mener, at USA ikke vil støtte ham, vil han kigge et andet sted hen.

Virkeligheden er, at enhver virkelig ren regering, der kommer til magten i regionen vil komme i åben konflikt med USA, fordi den vil kræve radikal omfordeling af værdierne og holde op med at støtte Israel eller andre diktaturer. Så vi forventer ikke nogen hjælp fra Amerika – bare at de lader os være i fred.

Første gang offentliggjort på Al Jazeera’s website, 27.1.11

Oversat fra Socialist Worker (USA), 31.1.11

Følg med på Hossam el-Hamalawy’s blog

Se også:
SAA 306: Mubarak er gået – tvunget væk af folkeligt oprør. Men Mubaraks regime er stadig ved magten
SAA 306: Erklæring fra Revolutionære Socialister i Egypten
SAA 306: Egyptens strejkebølge breder sig
SAA 306: Det mener vi: Når masserne skriver historie
SAA 306: Revolution i Tunesien
SAA 306: Egypten: Pas på hæren
SAA 306: Egypten: Er Det Muslimske Broderskab en trussel mod revolutionen?
SAA 306: Egypten: Støttedemonstrationer i Danmark
SAA 306: Hykleri og demokrati
SAA 306: Tunesien, Egypten ..: Protesterne spreder sig
SAA 306: Efter den første Golfkrig: Amerikansk ”demokrati”
SAA 306: Egyptisk revolutionær: ‘Vi er forandret for altid’
SAA 306: Introduktion til socialisme: Permanent revolution i Egypten
SAA 306: Høje fødevarepriser giver appetit på forandring