Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 2

Revolution i Tunesien

Jakob L. Krogh

Diktatoren Zine Al-Abidine Ben Ali flygtede den 14. januar fra Tunesien, som han havde reageret i 23 år. Det dræbende stød til Ben Alis diktatur blev givet af det tunesiske LO, Union Général des Travailleurs Tunissiens (UGTT).

Den 12. januar opfordrede UGTT til lokal generalstrejke i havnebyen Sfax, og den 14. januar til den landsdækkende generalstrejke, der drev Ben Ali på flugt.

Revolutionen i Tunesien understreger, at kombinationen af nyliberale reformer og den globale økonomiske krise kan udløse opstande med muligheden for at vælte regimer.

Lang march mod revolution

Ben Ali er blevet rost af IMF og Verdensbanken for sin økonomiske politik. Tunesiens officielle arbejdsløshed var på 14 pct., men reelt meget højere, især blandt unge, hvor den officielt var på 40 pct.

Dette udløste proteser, der ledte op til revolutionen. Den 5. januar 2008 blev en arbejdsløsheds-protest det første slag mod regimet. I Gafsa, en mineregion, besatte de det lokale hovedkvarter af UGTT.

Minearbejdernes enker og familier sluttede sig hurtigt til de arbejdsløse, hvilket udløste en strejkebølge af minearbejdere og skoleelever. Kravene var ikke så meget højere lønninger som flere job. Arbejdsløsheden betød, at en familie oftest var afhængig af én arbejders løn.

UGTT spillede en afgørende rolle i protesterne, selvom fagforeningen tidligere har indgået korrupte aftaler med mineledelsen om at begrænse ansættelserne i minerne. Protesterne blev slået brutalt ned af Ben Alis regime.

Flere UGTT aktivister, bl.a. Adnane Hajji, talsperson for protesterne, blev efterfølgende anholdt og dømt til lange fængselsdomme, men dog benådet i 2009.

Gnisten

Frustration over fattigdom, undertrykkelse og manglede muligheder levede sammen med kamperfaringerne videre. De protester, der afsluttede diktaturet, blev udløst, da Muhammad Bouazizi, en 26-årig grøntsagssælger, satte ild til sig selv den 17. december i protest mod, at politiet havde konfiskeret den vogn, han solgte grøntsager fra.

Det var studenter og skoleelever, der var de første til at protestere, hvilket fik regimet til at lukke universiteter og skoler og angribe demonstrationerne.

Politiets hårdhændede behandling gav bagslag og fik advokaterne, der også havde en stærk organisering fra tidligere protester, til at støtte protesterne. Og bevægelsen udviklede sig med omfattende solidaritetsstrejker den 6. januar.

Fagforeningernes rolle

Olivier Piot fra Le Monde Diplomatique rapporterede i ugerne op til Ben Ali’s fald, hvordan lokale aktivister i UGTT konstant diskuterede, hvordan de skulle presse fagforenings-ledelsen til at bryde endeligt med regimet.

En lokal fagforeningsleder i Tozeur fortalte 7. januar Olivier Piot, at UGTT-ledelsen ville indkalde til landsdækkende demonstration om tre uger, og tilføjede: ”Jeg er ikke sikker på, at det ikke vil være for sent, det har jeg fortalt ledelsen, men de er bundet til regimet. Personligt tror jeg, at vi fra nu af vil se fattigdistrikter i byerne og i syd gå op i flammer.”

UGTT-ledelsen erkendte hurtigt, at en strejke om tre uger ikke var nok og indkaldte til den regionale strejke 12. januar.

Bruddet mellem regimet og UGTT

Efter Ben Ali kom til magten ved et kup i 1987, brugte hans regime UGTT som en modvægt til en voksende islamistisk bevægelse. Han løslod fagforeningsaktivister, støttede gradvist højere lønninger og gav UGTT en vis grad af selvstyre og medbestemmelse i regimets politik.

Derfor var UGTT en væsentlig støtte for Ben Ali i 1990’erne. Den nyliberale politik svækkede den alliance. Da Ben Ali flygtede, forsøgte de tilbageværende ledere at genskabe alliancen ved at udnævne 3 ministre fra UGTT i den nye regering.

Få timer efter udnævnelserne 18. januar havde demonstrationer presset UGTT’s ministre til at trække sig og kræve en regering uden Ben Alis RCD parti. Det var første tegn på, at kampen i Tunesien ikke stopper, men vil kræve reelle demokratiske reformer og sociale forbedringer.

Inspirationen

En arabisk socialist sagde til Socialist Worker, da Ben Ali var flygtet: ”Jeg tror, vores sejr over Ben Ali udtrykker en ende på en æra i den arabiske verden.” Begivenhederne i Tunesien inspirerede til oprør i Egypten og protester i mange andre arabiske lande, og det satte en skræk i livet på diktatorer i hele regionen.

Revolutionen i Tunesien fortsætter, dels for at få lederne omkring Ben Ali smidt på porten, dels for at udviklet revolutionen, så den også giver sociale forbedringer.

Det afgørende bliver, om presset på ledelsen i UGTT fastholdes. Det eneste der kan sikre det er, at protesterne fortsætter, og at de socialister, der er i Tunesien, styrkes, så de kan blive en del af en selvstændig organisering på arbejdspladserne og i UGTT.

Se også:
SAA 306: Mubarak er gået – tvunget væk af folkeligt oprør. Men Mubaraks regime er stadig ved magten
SAA 306: Erklæring fra Revolutionære Socialister i Egypten
SAA 306: Egyptens strejkebølge breder sig
SAA 306: Det mener vi: Når masserne skriver historie
SAA 306: Egypten: Pas på hæren
SAA 306: Egypten: Er Det Muslimske Broderskab en trussel mod revolutionen?
SAA 306: Interview med Hossam el-Hamalawy: Egypten: Oprør har ligget i luften
SAA 306: Egypten: Støttedemonstrationer i Danmark
SAA 306: Hykleri og demokrati
SAA 306: Tunesien, Egypten ..: Protesterne spreder sig
SAA 306: Efter den første Golfkrig: Amerikansk ”demokrati”
SAA 306: Egyptisk revolutionær: ‘Vi er forandret for altid’
SAA 306: Introduktion til socialisme: Permanent revolution i Egypten
SAA 306: Høje fødevarepriser giver appetit på forandring

Flere artikler fra nr. 306

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Tunesien

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 2889 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside