Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 12
Introduktion til socialisme
Permanent revolution i Egypten
Jørn Andersen
Ud med Mubarak – men hvad så? Handler det ”bare” om at slippe af med en vestligt støttet, brutal diktator og skifte nogle folk ud i toppen? Eller handler det også om social forandring: At gøre noget ved ulighed og fattigdom, underkastelsen under vestlig imperialisme og over 20 års nyliberalisme?
Den russiske revolutionære socialist, Leon Trotskij, gav for godt 100 år siden nogle svar, der også kan hjælpe os i dag.
Rusland stod dengang i en situation, der minder om Egypten i dag. Rusland var styret af zarens diktatur. Over 80 pct. af Ruslands befolkning var bønder, mens zarens magt hvilede på de herskende på landet, godsejerne.
Men samtidig var der også en lille, men moderne arbejderklasse. Verdens største og mest moderne virksomhed fandtes i Skt. Petersborg: Putilov-værket med 30.000 arbejdere.
De russiske socialister diskuterede indbyrdes, hvad den kommende revolution ville bringe. De to hovedstrømninger, mensjevikker og bolsjevikker, var enige om, at det ville være en borgerlig-demokratisk revolution.
Revolutionen ville afskaffe zarstyret, indføre en form for demokrati og åbne for en kapitalistisk udvikling. Revolutionen kunne ikke blive socialistisk, fordi Rusland var for økonomisk tilbagestående, og arbejderklassen var for lille.
Arbejderne
Men i modsætning til mensjevikkerne mente Lenin og bolsjevikkerne, at den lille russiske kapitalistklasse aldrig ville bryde med zaren. Kapitalisterne ville ganske vist gerne have fire markeder og formelt demokrati. Men samtidig var de bange for, at de ikke kunne styre arbejderne uden zarens politi og militær.
Bolsjevikkerne mente, at det i stedet var arbejderklassen, med støtte fra bønderne, der måtte gennemføre den demokratiske revolution.
Det var Trotskij enig med bolsjevikkerne i. Men han drog nogle mere vidtgående konklusioner.
Trotskijs permanente revolution
Trotskij mente ikke, at arbejderklassen ville ”nøjes” med at vælte zaren, men ville gå videre og kræve mere grundlæggende sociale forandringer. Forandringer, som krævede en socialistisk revolution.
Trotskij byggede sin teori om ”permanent revolution” på Ruslands ”kombinerede og ujævne” økonomiske udvikling: Isoleret set var Rusland tilbagestående. Men samtidig var Rusland en del af en verdensøkonomi, som for længst var moden til en socialistisk arbejderrevolution.
Internt i Rusland ville ”landet følge byerne”, og i byerne var arbejderklassen den eneste reelt revolutionære klasse i Rusland.
Revolutionen
Det var 1905-revolutionen, der for alvor viste Trotskij arbejderklassens revolutionære potentiale, selv i det tilbagestående Rusland.
1917-revolutionen gav Trotskij ret: Det var arbejderne, der blev den afgørende kraft i at vælte zaren i februar 1917 – og dermed udløste et oprør på landet.
Arbejderne var imidlertid ikke selv klar til at tage magten, så de overgav den til liberale ”reform-kræfter” – en blanding af regimets folk, kapitalister og intellektuelle.
Men de liberale kunne ikke indfri arbejdernes og bøndernes basale krav om ”Brød, fred og jord”. De fortsatte deltagelsen i 1. verdenskrig, de beskyttede godsejerne mod bønderne, som ville fordele godsejernes jord, og de gjorde alt for at nedkæmpe arbejdermagten i byerne.
Dobbeltmagt
Fra februar til oktober 1917 var der ”dobbeltmagt” i Rusland: På den ene side arbejder- og soldaterrådene, på den anden side den formelle ”reform”-regering.
Den ene af de to måtte undertrykke den anden. Enten ville den formelle regering undertrykke oprøret ved hjælp af den reaktionære hærchef, Kornilov. Eller arbejdere, bønder og soldater ville vinde gennem ”Al magt til sovjetterne” (arbejder- og soldaterrådene).
Uden at Lenin og bolsjevikkerne i praksis tilsluttede sig Trotskijs teori om ”permanent revolution”, kunne revolutionen i oktober 1917 ikke have vundet. Omvendt måtte Trotskij erkende, at han behøvede et parti som bolsjevikkerne til at gennemføre sit perspektiv i praksis.
Egypten
I Egypten er det ikke godsejerne, men imperialismen, der er afgørende i at forhindre en progressiv udvikling. Men ellers er mange af mekanismerne genkendelige fra Trotskijs teori.
Selv om USA, EU og Kina nu siger, sammen med folk fra den ”liberale” elite i Egypten, at de ønsker reformer, så siger de samtidig, at det ikke må antaste de grundlæggende magtstrukturer: Statsapparatet, militæret, bindingen til imperialismen.
Så også i Egypten i dag er det op til arbejderne at tage lederskab i revolutionen og forene kampen for demokrati med kampen for social forandring.
Den gode nyhed er, at arbejderklassen i Egypten i dag er langt større end i Rusland i 1917. Men der mangler en større organisation af revolutionære socialister.
Se også:
SAA 306: Mubarak er gået – tvunget væk af folkeligt oprør. Men Mubaraks regime er stadig ved magten
SAA 306: Erklæring fra Revolutionære Socialister i Egypten
SAA 306: Egyptens strejkebølge breder sig
SAA 306: Det mener vi: Når masserne skriver historie
SAA 306: Revolution i Tunesien
SAA 306: Egypten: Pas på hæren
SAA 306: Egypten: Er Det Muslimske Broderskab en trussel mod revolutionen?
SAA 306: Interview med Hossam el-Hamalawy: Egypten: Oprør har ligget i luften
SAA 306: Egypten: Støttedemonstrationer i Danmark
SAA 306: Hykleri og demokrati
SAA 306: Tunesien, Egypten ..: Protesterne spreder sig
SAA 306: Efter den første Golfkrig: Amerikansk ”demokrati”
SAA 306: Egyptisk revolutionær: ‘Vi er forandret for altid’
SAA 306: Høje fødevarepriser giver appetit på forandring
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed