Socialistisk Arbejderavis

Nr. 308 – 8. april 2011 – side 7

Udfordring for Enhedslistens venstrefløj

Jørn Andersen

Enhedslistens knæfald for krigspropagandaen har været et chok for mange. Det stiller ikke kun spørgsmål ved EL som anti-imperialistisk parti. Det rejser også mere grundlæggende spørgsmål om, hvilken anti-kapitalistisk venstrefløj, vi har brug for – ikke mindst med udsigten til en kommende S-SF-R-regering.

Selv om vi nu kan glæde os over, at Enhedslisten har trukket støtten til krigen mod Libyen, så er der tilsyneladende ingen fortrydelse:

Frank Aaen sagde iflg. enhedslisten.dk: “Siden sidste fredag er det lykkedes at stoppe Gaddafis angreb på civilbefolkningen. Det var en rigtig beslutning at stoppe hans angreb, og vi er glade for at have været med til det.” (30. marts)

Anti-imperialisme?

Alle EL-ledelsens antagelser om USA’s og NATOs hensigter med angrebet har vist sig at være fejlvurderinger fra ende til anden – som næsten alle andre på den internationale anti-kapitalistiske venstrefløj straks gennemskuede.

Alligevel fastholder man, at det var rigtigt at tillade USA og NATO at etablere en militær tilstedeværelse – foreløbig kun fra luften – midt imellem de to centre for den revolutionære bølge: Tunesien og Egypten.

I stedet burde man fra starten have sagt, at revolutioner og oprør fra neden kun kan se imperialistiske stormagter som fjender, ikke som redningsmænd.

EL har været med til at legitimere begrebet ”humanitær intervention”, som ellers havde mistet enhver troværdighed i Irak og Afghanistan. Det vil gøre det lettere for USA/NATO at gennemføre kommende krige – med menneskelige ofre langt større end hele Benghazis befolkning.

ELs ledelse retfærdiggør sin støtte til krigen med henvisning til årsmøde-vedtagelsen i 2009: “Et nyt FN i en ny verden”. Libyen-krigen har bekræftet os i, at denne vedtagelse var forkert og har været med til at skabe illusioner om, hvad FN er for en størrelse.

Men selv blandt dem, der støttede vedtagelsen, var der næppe mange, der havde fantasi til at forestille sig, hvad den ville blive brugt til blot 2 år senere.

Skræmmende

Det skræmmende er ikke så meget, at der er enkeltpersoner i EL, der har fået Christiansborg-kuller. Det er langt mere skræmmende, at det er hele folketingsgruppen, hele forretningsudvalget og næsten hele hovedbestyrelsen, der er faldet for krigspropagandaen.

Det er et katastrofalt svigt. Et svigt over for de titusinder, der har protesteret mod imperialistiske krige siden 2001, og som i EL så et håb om, at deres perspektiv kunne få en offentlig stemme.

Og det er et svigt over for det perspektiv om revolution, socialisme og anti-imperialisme, der for mange af os er grunden til, at vi overhovedet er medlemmer af EL.

Ikke et enkelt-tilfælde

Selv om støtten til Libyen-krigen er langt det største svigt, så er det en del af en længere proces.

Det handler ikke kun om folketingsgruppens støtte i 2010 til at sende krigsskibet Absalon til Somalias kyst for i NATO-regi at beskytte multinationale selskabers transporter mod lokale pirater.

Den beslutning blev trods alt efterfølgende underkendt af hovedbestyrelsen i en beslutning, hvor HB så sig nødsaget til at understrege, at EL fortsat gik ind for NATO’s opløsning. Gør EL stadig det?

Det handler heller ikke kun om, at Frank Aaen & Co. ikke føler sig i stand til at kræve besættelsestropperne ud af Afghanistan øjeblikkeligt, men først når der er etableret en anden form for international militær tilstedeværelse.

Parlamentarisk over-fokusering

Det handler om noget langt dybere. Om at EL’s organisation og politik bliver mere og mere parlamentarisk over-fokuseret og tilpasset Christiansborg-virkeligheden.

I ELs princip-program hedder det:

“Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække. ... Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.”

Men kigger vi på pressemeddelelser, udtalelser fra ELs talspersoner, enhedslisten.dk, medlemsbladet osv., så handler de med ganske få undtagelser om ELs parlamentariske udspil.

I medlemsbladet og på enhedslisten.dk ser vi igen og igen portrætter af Christiansborg-politikerne og de få kommunale spidser. Antallet af ansatte på Christiansborg er dobbelt så stort som på landskontoret.

Til gengæld er der et stort set totalt fravær af bud på, hvordan bevægelsen uden for kan udvikles.

Op til klima-topmødet i 2009 var, med ganske få undtagelser, alle ressourcer afsat til kommunalvalg – ikke til at vinde argumentet om, at klimaretfærdighed (lige som alle andre fremskridt) kræver organisering og kamp blandt helt almindelige arbejdere, studerende osv. Kravet om klimaretfærdighed forblev en parlamentarisk dagsorden og ikke en dagsorden om at opbygge bevægelse og modstand fra neden.

EL er kun perifert involveret i at opbygge en faglig venstrefløj fra gulvplan. ELs faglige netværk – en af de få fremadrettede vedtagelser de seneste år – får meget lidt støtte fra EL’s organisation.

Hvornår har vi sidst set EL’s faglige talspersoner kræve handling over for fagtoppens passivitet mod krisepolitikken, velfærds-angrebene, fyringerne i det offentlige? For slet ikke at snakke om selv at tage konkrete initiativer?

Og da EL i december 2010 var med til at arrangere ”Kærlighed uden grænser” var det helt sikkert et prisværdigt initiativ. Men initiativet blev skæmmet af mistanken om, at det næppe var kommet, hvis ikke det blev set som noget, der kunne give parlamentarisk bonus. Og af at EL’s repræsentanter i initiavet – af hensyn til alliancen med det ultra-nyliberale Radikale Venstre – bevidst fravalgte at få talere på demonstrationen, der kunne repræsentere de socialdemokrater og især SF’ere, som var mod deres partis VKO-følgagtige udlændingepolitik.

EL under en S-SF-R-regering

Det rigtigt skræmmende i EL’s knæfald for krigs-propagandaen er, at presset mod EL vil blive endnu større under en kommende “rød” regering.

Vil EL være i stand til at sige Nej til en elendig finanslov, hvis det betyder, at regeringen vælter?

Vil princippet om at stemme mod den mindste forringelse bliver erstattet af at stemme for det mindste onde? Det er jo netop den type af argumenter, vi har set for Libyen-krigen.

På dette parlamentariske plan er det svært selvtillidsfuldt at sige, at EL ikke vil bøje sig for presset under en kommende “rød” regering.

Fraværet af et udenoms-parlamentarisk fokus gør EL ekstremt sårbar. Når EL ikke har fokus på at opbygge styrken uden for det parlamentariske cirkus, så ender man med at måtte vælge mellem større eller mindre parlamentariske onder.

Anti-kapitalistisk venstrefløj

Mange i EL ønsker ikke at følge EL-toppens vej og er skræmte over udviklingen.

Det gælder både medlemmer, som har slidt i årevis for at opbygge en EL, der kunne kombinere det at bygge bevægelse nedefra og samtidig være et parlamentarisk talerør for den udenoms-parlamentariske kamp.

Og det gælder mange nyere medlemmer, der har søgt mod EL som en naturlig følge af de seneste års krigsmodstand, velfærdsprotester, ungdomshus-protester, offentligt ansattes kamp mod nedskæringer, klimatopmøde-aktiviteter, anti-racistiske protester osv. osv.

Det er de samme grunde, der gjorde, at jeg og resten af Internationale Socialister gik ind i EL i foråret 2006.

Men mange af os står nu over for en udfordring: Hvordan kan vi fortsat være loyale mod vore principper om socialisme, revolution og anti-imperialisme – og de folk vi deler dem med – mens EL mere og mere fremstår som et rent parlamentarisk projekt?

Vil vi fortsat se til – og ganske vist stemme imod, når vi får chancen – mens anti-kapitalisme i stigende grad bliver reduceret til et appendix, et tilbehør til festlige lejligheder?

Venstrefløjen i EL må organisere sig

Nogle har meldt sig ud af EL i frustration. Andre vil undlade at forny deres medlemskab næste gang, der skal betales. Det er meget forståeligt, men en dårlig idé.

Kampen om EL er ikke tabt, og der er stadig en markant forskel på EL og SF på en hel stribe af områder.

Men hvis ikke den venstrefløj i EL, der har revolution, socialisme og anti-imperialisme som “guide-lines” for deres politiske orientering, snarest begynder at diskutere sammen og organisere sammen, så vil udviklingen i EL fortsætte. Og den vil fortsætte uden en synlig stemme, der peger i en anden retning.

Vi må diskutere sammen for at gen-formulere et revolutionært, anti-imperialistisk perspektiv for den anti-kapitalistiske venstrefløj.

Og vi må organisere sammen for at opbygge netværk, der sammen med andre – i og uden for EL – kan blive afgørende for at bygge bevægelse og modstand fra neden.

ELs parlamentariske over-fokusering er ikke kun et problem for medlemmer af EL. Det er et problem for hele venstrefløjen.

På mange måder har venstrefløjen i EL mere til fælles med venstrefløjen i SF, og nogle gange endda i Socialdemokratiet, end med højrefløjen i EL, når vi taler om at opbygge bevægelse og modstand.

Vores muligheder for at organisere sammen med folk uden for EL er i øjeblikket hæmmet af, at venstrefløjen i EL ikke er organiseret og diskuterer sammen.

Om opbygningen af en revolutionær, anti-imperialistisk venstrefløj i Danmark på sigt kan ske alene inden for EL er nok mere end tvivlsomt. Men det er ikke det akutte problem.

Det akutte problem er, at venstrefløjen i EL i øjeblikket ikke er synlig, fordi vi ikke diskuterer og organiserer sammen.

Hvilken form en sådan organisering skal have er en helt åben diskussion. At den er nødvendig er imidlertid ikke længere til diskussion.

Læs som PDF

Flere artikler fra nr. 308

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 7713 gange.

Redirect = 0