Socialistisk Arbejderavis
Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 2
Interview
Erfaringer fra en strejkende på CSC
Jesper Juul Mikkelsen + Anne A. Lange
Socialistisk Arbejderavis har talt med en af de strejkende CSC-arbejdere. Her vil vi videregive erfaringer fra den kamp, han har været en del af.
Hvorfor vil du være anonym i dag?
Der har været fyringer. Og nu virker det som om, den mindste forkerte bevægelse kan have konsekvenser. Men jeg vil gerne tilbage til CSC.
Hvad har du lært af konflikten?
Før strejken kendte jeg ikke noget til det med konflikter. Lockout var et ukendt begreb for mig. Nu har jeg lært, hvad en fagforening er for noget. Jeg vidste godt, hvad jeg betalte for, men jeg vidste ikke, hvad jeg kunne bruge min fagforening til.
Før følte jeg ikke rigtigt et sammenhold. Jo, hvis der var juridiske problemer på arbejdspladsen, kunne de hjælpe, men jeg har aldrig tænkt på fagforeninger på den her måde. Det er en gruppe på 500 mennesker, der er fælles om noget. Det er den samme fagforening, der har skabt de gode arbejdsvilkår vi havde.
Hvad synes du om politiets rolle?
Jeg ved ikke om politiet må blande sig i en arbejdskonflikt, når vi bare står og blokerer. Men firmaet får jo politieskorte. Vores skattepenge går til at skruebrækkerne kan blive kørt til arbejde i en bus med en indsatsleder bag og bliver hentet igen, når de skal hjem om eftermiddagen. Har de ikke travlt med noget andet? Der sidder måske to chefer og to skruebrækkere i bussen, så jeg ved ikke om det bare er show off. Men politiet bruger ressourcer på den slags.
Har du fået et bedre billede af hvad arbejdsretten er?
Det virker som arbejdsgiverretten. Vi har da vundet flere retssager, men har ikke fået noget ud af det. De tabte sagen om skruebrækkerne, men der er ingen konsekvens. Så kører de rundt i om skruebrækkerne er vikarer eller konsulenter. Det er mere arbejdsgivernes retsinstans.
I har været ud på andre arbejdspladser og fortælle om konflikten. Hvad er stemningen derude?
Folk var positive! Men der er ikke sket ret meget. Stilladsarbejderne har været ude i sympati med os i et par dage og nogle malere og murere har været der. Men ellers har det været Fremtidsfighters og nogle andre unge. Men der har ikke været nok sympatikonflikter.
Jeg har hørt at tillidsfolkene i forskellige virksomheder tidligere havde netværk. Det kan være, det er det, der skal til.
Hvad er det vigtigste, den her kamp handler om?
En del af den aftale (som CSC forsøger at presse igennem) går på at man i fremtiden ikke må ramme ”vitale dele” ved en strejke. Men der er ingen definition af, hvad ”vitale dele” er for noget. I en virksomhed som CSC, kan den mindste lille server være ”vital”. Så det er selve strejkeretten, folk kæmper for nu. Vi ville aldrig nogensinde kunne få lov at konflikte hvis det går igennem.
Indtil nu har vi forsøgt at være lovlige. Vi har ikke lyst til at gøre ulovlige ting. Det er lovlige mennesker, der arbejder hos CSC, så vi kæmper for strejkeretten.
Vi plejer at sige at fagforeninger skal være kamporganisationer. Opfatter du, det er muligt?
Vi er i en generation, hvor alle kæmper for sig selv. Men jeg tror på, at en større gruppe kan skabe større virkninger. Efter vi har set denne og flere konflikter, vil det gå op for folk, hvad fagforeninger egentlig er for noget.
Jeg tror stadig ikke, folk kan se, hvad de skal bruge en fagforening til. Men man kan se, på de ting der foregår rundt omkring i Europa og Verden nu, at en stor gruppe mennesker kan gøre mere end hvad enkelte individer kan gøre.
Information er afgørende. Folk skal have forståelse for, hvorfor fagforeningen er der. Jeg vidste f.eks. intet. Jeg vidste godt at for mange år siden, var det fagforeningerne, der tilkæmpede sig menneskelige arbejdsforhold.
Men der er mange nu, der ikke kan se det. Men jeg tror at når flere kommer ud i konflikt, og der er mange, der står til at miste deres arbejdsrettigheder, vil folk begynde at indse, at de er nødt til at være en del af noget. Fagforeningerne må arbejde på tværs! Det er ikke nok at være alene. Godt nok er vi 500 i PROSA CSC, men det er ikke nok.
Vi har fundet ud af at vores direktør er gift med en eller anden fra arbejdsgiverforeningen. Det siger noget om, hvem vi er oppe mod. Oppe i toppen sidder de og snakker sammen. På den anden side står PROSA og medlemmerne og mangler ledelse. Vi savner lidt toppen og noget ledelse.
Hvad kan andre lære af denne her konflikt?
Måske skulle man have gjort noget inden med andre fagforeninger og tillidsfolkene skulle have talt med andre tillidsfolk. Og muligvis have optrappet konflikten tidligere. Man har været meget afventende i forskellige situationer.
Og jo, vi har lært, man ikke må oplære sin skruebrækker. Der er store konsekvenser ved at gøre det. Og så er der det, at man er nødt til at arbejde på sammenholdet. Hvis man har en fagforening, der er splittet, kan man ikke kæmpe mod en virksomhed.
Vi er splittet på CSC næsten 50-50. Der er dem, der gerne vil ind og arbejde videre under de vilkår, der er og dem, der vil kæmpe til den bitre ende. Men det er svært, for alle sidder i gæld. Folk skylder penge for hus og alt muligt.
Havde vi haft sympati fra andre – leverandører og folk – havde vi måske kunne tvinge en forhandling igennem.
Den 23.6. dømte arbejdsretten til fordel for CSC og de har således opsagt overenskomsten med PROSA. HK overtager nu overenskomstretten på CSC.
Se også:
SAA 310: CSC: Et unødvendigt nederlag
SAA 310: Interview: Solidaritet på tværs
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed