Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 318 – 16. marts 2012 – side 3

Det går stærkt i SF

Jørn Andersen

Det er næsten lidt synd for SF’s Villy Søvndal. Nu havde han ellers lige fundet en sag, der kunne sætte lidt glans på den slidte glorie: ”Det skal nu være bandlyst at bruge oplysninger fremskaffet ved hjælp af tortur i de danske myndigheders efterforskning,” sagde han til søndags-Berlingeren 11. marts.

Men få timer senere fastslog en pressemeddelelse, at ” Kursen er uændret”. Villy havde ”udtalt sig forkert”. Nu havde Villy fået hjælp fra den socialdemokratiske justitsminister Bødskov til at udtale sig rigtigt.

Der er åbenbart et eller andet ved at være udenrigsminister og partiformand for det mindste parti i en regering, der inviterer til farceagtig optræden. Men det er ikke det eneste, Villy Søvndal har til fælles med Lene Espersen.

For partiformanden må se sit parti tabe opbakning i samme hast som sin konservative forgænger. I starten af 2010 lå SF til 18-19 pct. i meningsmålingerne. Ved valget i september var halvdelen hoppet fra: 9,2 pct. blev det til for SF.

Siden er endnu godt 2 pct. hoppet fra. SF er nu under 7 pct. og mindre end Enhedslisten. Det går stærkt i SF.

Mere lighed, nå nej

Men det er ikke kun SF’s meningsmålinger, det går stærkt med. Også politikken flytter sig – endda meget hurtigt.

Kort inden valget skrev SF i ”5 faste mål for en ny regering”:

”De næste fire år er vigtige. Danmark er ved at blive et ulige land. En ny regering skal gøre Danmark mere lige. En ny regering skal måle sig selv på stigende lighed.”

6 måneder senere må SF’s skatteminister og chef-strateg, Thor Möger Pedersen, indrømme, at hans egen skattereform vil skabe mere ulighed.

Men det gør ikke så meget ifølge ministeren, bare den har ”en rimelig social balance ... er fuldt finansieret. Og så skal den bidrage til, at det bedre kan betale sig at arbejde.”

Ordene kunne lige så vel være udtalt af Venstres chef-strateg Claus Hjort Frederiksen.

Men skatteministeren er skam ikke upopulær. Hans nye venner roser ham til skyerne: ”Signalerne omkring ulighed er rigtig gode,” lyder det fra den liberale tænketank, Cepos. Dansk Industri er lige så begejstret for såvel skattereform som angrebet på førtidspensionister og fleksjobbere.

Sørgeligt, men forudsigeligt

Man kan kun ynke SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, der er sat på den umulige opgave at forsvare SF’s politik over for Enhedslistens kritik.

Han har måttet ty til at kalde EL et ”klient-parti” og senest: ”Det virker, som om Enhedslisten ikke befinder sig i den samme økonomiske realitet som os andre.”

Her er Jesper Petersen dog, formentlig ubevidst, i nærheden af problemets kerne: Ja, SF, resten af regeringen og den borgerlige opposition befinder sig i den økonomiske realitet, der bekymrer de 1 % – den danske elite, kapitalejerne og spekulanterne.

Men det flertal, der stemte VKO ud for kun 6 måneder siden, havde håbet på det modsatte: At SF var garanten for, at en ”rød” regering ville sætte fokus på de økonomiske realiteter for almindelige arbejdere, studerende, pensionister og fattige.

Det er sørgeligt, at det håb om forandring er ved at blive slukket. Sørgeligt, fordi SF’s svigt kaster mange tilbage i armene på de borgerlige – og dermed åbner for endnu hårdere angreb.

Men det var forudsigeligt, at S-SF, med eller uden De Radikale, ville føre nedskæringspolitik i en krisetid: Når man fra starten afviste at tage pengene fra de rige, kunne det ikke være anderledes.

Det var forudsigeligt, at SF var det parti, der ville bløde mest i den proces – fordi SF trods alt fremstod som ”forandrings-partiet”.

Men selv på Socialistisk Arbejderavis kunne vi ikke forudsige, at det ville gå stærkt i SF.

Et lille lys i mørket er, at nogle SF’ere nu er ved at få nok – se fx www.sfdebat.dk. Men har de også fået så meget nok, at de begynder at erkende, at man ikke kan føre politik både for eliten og for ”de 99 %”?

Se også:
SAA 318: Hvornår stopper det?
SAA 318: Liberal politik overfor førtidspensionisterne: Regeringen fortsætter hvor VKO slap
SAA 318: 2. udgave: SF-kandidat Tesfayes socialisme: Hverken moderne, praktisk eller socialisme

Flere artikler fra nr. 318

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
SF

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2918 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside