Socialistisk Arbejderavis

Nr. 318 – 16. marts 2012 – side 4

Overenskomst

En tæsket hund

Jakob Nerup

De lignede en stor undskyldning for sig selv, de faglige topbosser, da de for pressen forklarede hvorfor de havde lagt navn til det dårligste overenskomstresultat siden krigen. Industriforliget dikterer lønstigninger som kun halverer reallønstabet de næste 2 år.

Ingen forbedringer i øvrigt. En kold skulder til skifteholdsarbejdere, og lærlinge, ingen længere opsigelsesvarsler til kollegerne på timelønsområdet og stadig den udemokratiske 50 % regel for HK’erne. Som en tæsket hund har forhandlerne lagt sig for industridirektørernes fødder. Uden modstand og endda logrer den med halen. Skam jer!

Vi havde jo forventet at fagtoppen ville bøje af. Men at de skulle gøre det som siv i vinden, og give de multinationale danske virksomheder alle pengene uden modstand, var alligevel en fæl overraskelse.

For når industriforliget er på plads, så retter resten af arbejdsmarkedet ind. Ikke fordi lønmodtagerne ønsker det, men fordi de store multinationale dikterer det gennem arbejdsgiverforeningerne. Nu skal danske lønarbejdere leve på yderligere smalhals de næste år, samtidig med at fyringerne tager til, dagpengeperioden halveres, efterlønnen næsten er væk og krisen i øvrigt betales af os.

Sagt på en enkel måde så har fagbevægelsen svigtet sig selv og medlemmerne. Fagbevægelsen har gentaget mantraet om, at den væsentligste forskel til de gule er, at rigtige fagforeninger laver overenskomster og står sammen kollektivt.

Når man sælger sig så billigt og ikke stiller sig op og forsvarer sine medlemmer, så er der mange som vil drage den enkle konklusion – at fagforeningerne ikke kan bruges til så meget. Det vil forstærke medlemsflugten fra de rigtige fagforeninger, fordi mange lavtlønnede vil sige, at de dyre kontingenter alligevel ikke giver dem noget. Så kan de lige så godt melde sig i de gule eller helt ud.

Når en vagthund holder op med at gø fordi den er bange og bare lægger sig ned, så vil de mest kyniske sige – så skyd den dog. Men så enkelt er det ikke. For de danske lønmodtagere har i den grad brug for den kollektive organisering i disse krisetider. Vi har bare ikke brug for pryglede hunde.

Forhistorien til denne elendigheds overenskomst kan give os en forklaring på problemet, og måske en del af løsningen. Og det er ikke kun krisen som er årsagen.

Direktørerne har opsagt klassesamarbejdet

Krisen har siden 2008 ramt den danske arbejderklasse rigtig hårdt. Reallønnen er faldet, arbejdsløsheden mangedoblet og hjørnestene som understøttelse og efterløn er stærkt svækket. Krisen er, som i resten af Europa, blevet brugt til chokangreb på arbejderklassens løn- og levevilkår. Men det forklarer kun de meget aktuelle angreb og ikke den generelle tilstand.

Siden 2. verdenskrig har dansk fagbevægelse og kapitalen i Danmark været enige om, at kapitalismen skulle fungere via klassesamarbejde. Det altafgørende element i klassesamarbejdet har været store sociale kompromisser om velfærdsstatens opbygning og det velordnede/forhandlede arbejdsmarked, tilsammen kaldet den danske model.

I mange år, mens økonomien voksede, fungerede det. Kapitalisterne blev rigere, men samtidig blev de danske lønmodtagere også lidt bedre stillet hvert år. Fremtiden var lys.

Siden 70’ernes krise og den globale tendens til mindre profit har kapitalen skiftet kurs. Nyliberalisme hed den politik som Thatcher og Reagan stod for i 1980’erne. I 1990’erne blev det socialdemokratiske regeringer som over hele Europa overtog den nyliberale nedskæringspolitik. I det nye årtusinde er det ikke kun nyliberalismen vi skal slås mod.

I Danmark har kapitalen offensivt angrebet velfærdssamfundet og arbejderklassens vilkår. Arbejdsgiverorganisationerne har sammen med borgerlige politikere (også de ledende i Socialdemokratiet og SF) ført an i felttoget mod velfærd for arbejdsløse, gamle, syge, børn osv.

Arbejdsgiverne har direkte angrebet den model de selv er en del af på arbejdsmarkedet. De store arbejdsgiverforeninger fremelsker udliciteringer, underbetalte østarbejdere, udflagning af arbejdspladser til Asien, underbetaling via vikarbureauer, afskaffelse af overenskomster, fagforeningsfjendtlig optræden osv. De har med andre ord opsagt klassesamarbejdet i praksis.

Fagbevægelsen lever i en illusion

Den kgl. danske fagbevægelse agerer som om alting er som i det sidste årtusinde. De appellerer til arbejdsgivernes pligter som aftalepartnere og trygler om deres forståelse. Fagbevægelsen har et enormt apparat og bureaukrati til at opretholde den forhandlende model, så der er mere end stor interesse i at opretholde illusionen om at modellen fungerer.

Men overordnet får de intet andet ud af det end nederlag og efterfølgende medlemsflugt. Fordi de ikke kan stå som kollektivt værn mod angrebene og i særdeleshed fordi de ikke på medlemmernes forventning taler magten midt imod. Det er som om det kun er fagbevægelsen der samarbejder i den danske model, men modparten dikterer kapitalens model.

Fagbevægelsen har kun sin kollektive styrke at byde ind med, når kapitalen presser og krisen kradser.

Vi må sande, at når vores modstander er gået i offensiven, så skal vi i modoffensiv. Vi skal ikke bare acceptere flere fyringer og mere i posen til direktørerne. Vi skal sige stop. Vi skal forlange at reallønnen ikke falder og at velfærdssamfundets beskyttelsesmekanismer ikke forringes.

Det starter med tre skridt fremad. Det første kan vi tage ved at stemme nej til overenskomsten. Det andet skal foregå i vores forestillingsverden, hvor vi skal udskifte illusionen om klassesamarbejdet, med den virkelige verdens klassekamp.

Det tredje skridt tager vi sammen, flere og flere, hvor vi udskifter fagtoppen med kampvillige ledere, som tør stille sig forrest for medlemmernes krav, uanset om andre fagbosser eller direktører stiller an.

50 % reglen:
Sprang op som en løve – faldt ned som et lam

Et trist eksempel på dette er HK Privat. De har i flere år ført stærke kampagner mod den udemokratiske 50 % regel, der forhindrer op mod 100.000 HK’ere i at få overenskomst. Reglen siger, at en organiseret arbejdsgiver kan nægte overenskomst, hvis ikke 50 % af HK’erne er medlem af HK, hvilket skal dokumenteres. Det bruger den enkelte direktør til at fastholde HK-ansatte i en ansættelse uden rettigheder.

Den regel vil HK’erne selvfølgelig af med. Til overenskomsten i 2010 deltog næsten hver anden HK’er i afstemningen (på de fleste områder deltog kun hver tredje eller fjerde). 9 ud af 10 HK’ere stemte nej, fordi 50 % reglen ikke blev fjernet.

Det var et af de stærke budskaber som HK’erne sendte med valget af den nye formand, Simon Tøgern, som er kendt SF’er og mere faglig markant. HK/Privats massive nej var dog ikke nok til at sikre at overenskomstforslaget ikke blev vedtaget.

Derfor skulle reglen væk til denne overenskomst. Men vi fik en kold skulder af både arbejdsgivere og de andre fagbosser. Så reglen lever videre i bedste velgående.

Det triste består i HK ledelsens knæfald uden kamp. De brølte højt om kravet, men de faldt ned som spæde lam, da de andre sagde nej. Hvorfor? Fordi de synes, at det taktisk giver en fordel i andre forhandlinger!

Siden hvornår har dansk fagbevægelses medlemmer fået fordele ud af at være svage. Det er en logik som kun duer for toppen i fagbureaukratiet. Konsekvensen er ikke kun et svækket HK Privat, men også at endnu flere medlemmer opgiver fagforeningen og melder sig ud.

Industriforliget

- Timelønnen stiger med 1,27 % fra 106, kr. til 107,35 kr. i 2012 og igen med 1,35 kr. i 2013. Begge dele før skat. Inflationen er på 2,5-3 % om året.

- Lærlinge- og elevsatser reguleres pr. 1. marts 2012 med 2,25 procent og pr. 1. marts 2012 med 2,25 procent. HK-elever tjener ca. 75 kr. i timen, så det er 1,69 ekstra, før skat!

- HK får ret til at vælge talsperson uden tillidsmandsbeskyttelse – hvem tør mon det hos en arbejdsgiver der ikke vil have overenskomst!

Jakob Nerup skriver i personlig kapacitet

Se også:
SAA 318: Interview med Søren Grønborg, tillidsmand på Carlsberg: “Det kan godt betale sig at sige hertil og ikke længere”
SAA 318: Fynsk Forår fortsætter ...
SAA 318: Indien: Verdenshistoriens største strejke

Flere artikler fra nr. 318

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Overenskomst 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2681 gange.

Redirect = 0