Socialistisk Arbejderavis
Nr. 318 – 16. marts 2012 – side 5
Interview med Søren Grønborg, tillidsmand på Carlsberg
“Det kan godt betale sig at sige hertil og ikke længere”
Jesper Juul Mikkelsen
Det ser skidt ud for den danske fagbevægelse, men for at finde bud på veje ud af krisen, tog Socialistisk Arbejderavis til Carlsberg, for at lave et interview med Søren Grønberg, som er tillidsmand og har succes med at organisere sine kollegaer.
Nu er der så forhandlet et udkast til en overenskomstaftale på plads. Hvad er din holdning til den?
Hvis man tager overenskomsten i hvert fald for os her, så er der overhovedet ikke noget at komme efter. Der er kommet lidt på uddannelsen og der er kommet lidt på genetillæg, som i forvejen er alt, alt for lav. Men helt overordnet skulle vi i op og have 7,25 mere i timen, hvis bare du skal holde reallønnen, for de sidste to år.
Så det er faktisk en stor lønnedgang?
Det er en stor lønnedgang for folk. Man hørte jo også, at de stod derinde på de bonede gulve og sagde, at nu var der så plads til at tillidsmændene lokalt skulle forhandle noget hjem, men det er altså svært i dag.
Hvad stemmer folk så til overenskomsten?
Stemningen er helt klart ‘nej’ herindefra.
Er stemningen også til et nej i bredere dele af arbejderklassen?
Det tror jeg ikke den er. Desværre ikke. Jeg tror folk de er blevet skræmt. De der kampagner der har kørt med krise som bare bliver ved med at rulle, og at de rykker arbejdspladserne til udlandet. Det er helt bevidst kørt fra deres side i de sidste 3-4 år. For at skræmme folk til ro.
Fagbevægelsen styrtbløder for medlemmer, hvorfor gør den det?
Jamen, det gør den simpelthen fordi medlemmerne og tillidsfolkene ikke føler de får den nødvendige opbakning fra 3F. 2011 havde 3F udråbt til tillidsmandens år, men det eneste man har fået ud af det, er en CD vi fik tilsendt. 2012 har de så udnævnt til at være medlemmernes år, vil de give dem en CD eller? Jeg tror desværre ikke, at det vil ændre på, at medlemmer fortsat melder sig ud.
Hvad er det der er galt, mere grundlæggende?
Der bliver større og større afstand fra fagbevægelsen og så ud til os menige medlemmer. Samtidig er fagbevægelsen ikke længere en kamporganisation. De går faktisk mere op i at please arbejdsgiverne, end de går op i at varetage deres medlemmers interesser. Det er min helt klare holdning.
Vores lokale fagforening i 3F bliver nu Københavns største fagforening, efter at vi bliver sammenlagt. I forbindelse med sammenlægningen går man væk fra et gammelt fast princip, hvor vi havde valgte faglige sekretærer over til ansatte sekretærer, udpeget fra toppen i 3F.
Hvad kommer det så til at betyde?
Før i tiden kunne man sætte en modkandidat op på en generalforsamling, hvis der var en sekretær man var utilfreds med og så kunne man jo så se hvem der fik flest stemmer til en urafstemning. Det bliver fjernet fuldstændig nu her fra den 1. januar 2013. Det bliver endnu et tilbageslag for fagbevægelsen. Jeg tror de kommer til at miste endnu flere medlemmer på det der.
Der må da kunne laves noget larm fra de venstreorienterede tillidsfolk?
Det er bare ikke lige til. Du skal jo regne med, at det er venner og bekendte som har fået folk ind og sidde på de forskellige taburetter, fra de ”rigtige” partier vel og mærke. Når de først sidder fast på de der taburetter, så skal der meget til for at få dem væk fra den skide taburet. Så på den måde, så er det altså svært at råbe op.
Nu har jeg ikke nogen personlig intention om at gøre karriere inde i 3F eller i fagbevægelsen, så når jeg siger dem imod, plejer jeg at sige: ”nå, der røg mine karrieremuligheder, endnu engang”. Det er altid sjovt at stikke lidt til dem.
Men man kan tydeligt se, at dem der hopper til højre når de siger hop til højre, eller hopper på tungen når de siger, de skal hoppe på tungen. Det er dem som gør en karriere i fagbevægelsen i øjeblikket.
Så fagbevægelsen er sådan nogle karriere-maskiner?
Det er det – de går på de samme lederkurser, som vores chefer på Carlsberg går på. Cheferne i fagbevægelsen går på nøjagtig de samme kurser som cheferne ude i erhvervslivet, så det er det samme de lærer, og det er da også derfor vi kæmper på to fronter.
Fagbevægelsen gør mere for at please arbejdsgiverne end de gør for at tilfredsstille deres medlemmer. Og det er fandens at se når de står der inde i fjernsynet og smiler til hinanden og giver hånd til hinanden, sikke da et skuespil!
Hvad siger du så til dine folk når du skal fortæller dem hvorfor de skal være i en fagforening?
Jeg siger jo, at sammen er vi stærkest. Og ude på arbejdspladsen er det ekstremt vigtigt, at man bakker sin lokale tillidsmand op. Når han har 100% opbakning og 100% organiserede medlemmer bag sig, så ved ledelsen også godt, at man er stærkere end hvis der står nogen udenfor.
Hvad skal der til for at få 100% organisationsprocent som i er på Carlsberg?
Det kræver, at man som tillidsmand går rundt og snakker med sine kollegaer om, hvorfor de skal være medlemmer. Man skal ikke presse dem til at starte med.
Vi har da også haft eksempler på nogle som ikke ville være medlem, hvor jeg har ringede ned til dem og sagde: ”at kollegaerne ikke ville tappe for eksempel julebryg, hvis de ikke meldte sig ind i fagforeningen”, og så kom de med indmeldingsblanketterne en halv time efter, men altså...man behøver ikke presse dem lige fra starten af.
Jeg har i hvert fald haft held med, at få dem ind ved bare at fortælle, at sammen står vi stærkest. Det er jo igennem en samlet flok, at vi har fået de ting igennem, som vi har fået i gennem tiden. Og det kan man ikke, hvis man ikke står sammen 100%. Ligeså snart arbejdsgiverne finder ud af, at der er nogen der er udenfor fagbevægelsen, så angriber de med det samme.
De tillidsmænd jeg kender, syntes det kan være svært at undgå at blive et redskab for ledelsen på arbejdspladsen, hvad er dit råd til dem?
Jeg kan godt forestille mig, at der er mange tillidsfolk der føler sig som en lus mellem to negle. Men jeg tror, det er vigtigt at gøre sig selv fuldstændig klart, at man ikke har nogen intentioner om, at blive leder via sit faglige arbejde. For så ved man, hvor man står.
For det andet, når chefen kommer hen og siger: ”det og det er fortroligt, det er mellem dig og mig”. Så siger jeg: ”Hvis du har sagt det til mig, er det ikke fortroligt, for det du siger til mig, det er altså noget der går ud over mine kollegaer, hvis du ikke vil have det ud, så må du lade være med at sige det”. Så på den måde der bliver det helt klart, hvor jeg står.
I øvrigt har min taktik altid været den, at hver gang der har været bare den mindste optakt til noget bøvl med ledelsen, så har jeg lavet et uenighedsprotokollat, som jeg har sendt ud til 3F, 95% af alle de uenighedsprotokollater jeg har sendt, har 3F ikke villet køre, men bare det at arbejdsgiveren får lov til at skrive under på det, får dem til lige at bakke lidt tilbage.
Det kan godt betale sig at sige hertil og ikke længere. Bare den symbolværdi det er, at chefen får lov at skrive under på, at vi ikke er enige i deres beslutning, det er vigtigt.
Se også:
SAA 318: Overenskomst: En tæsket hund
SAA 318: Fynsk Forår fortsætter ...
SAA 318: Indien: Verdenshistoriens største strejke
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed