Socialistisk Arbejderavis
Nr. 318 – 4. april 2012 (Kun online)
Århus 31. marts
30-1 til anti-nazisterne
Jørn Andersen
Over 5.000 deltagere i den største anti-nazistiske manifestation i Danmark i over 20 år gav 31. marts i Århus EDL-fascisterne et ydmygende nederlag.
Demonstranterne kom fra nær og fjern. Der var busser fra Malmö og Oslo, fra Aalborg, Randers, Fyn og København. Men langt de fleste kom fra Århus selv, hvor nazi-vold i flere år har ramt etniske og seksuelle mindretal, venstrefløjen og andre, som bare tilfældigvis kom på tværs af de århusianske nazi-bøller.
Den 31. marts sagde de godt 5.000 demonstranter: ”Nu er det nok”.
Demonstrationen ”Århus for Mangfoldighed” var en stærk manifestation af kravet om en by, et land, et Europa, en verden, som respekterer retten til forskellighed. Som giver plads til alle, der giver plads til alle.
Demonstrationen var i sig selv mangfoldig: Fagforeninger, studenterorganisationer, politiske organisationer fra DSU til den anti-kapitalistiske venstrefløj, etniske og anti-racistiske organisationer og mange flere satte hver deres præg på demonstrationen.
EDL-fascisterne kunne ikke engang samle halvdelen af deres eget succes-kriterium på 300 i Mølleparken. Deres møde samlede ikke nye tilhængere. Tværtimod måtte de lukke ned før tid og eskorteres væk i politibiler. Et ydmygende nederlag.
Dagen blev en klar sejr for anti-nazisterne, der mødte op i langt større antal, end de fleste havde turdet håbe.
Bataljen i Mølleparken
En åbenlys svaghed ved den anti-nazistiske demonstration var, at den ikke brugte sit antal og sin mangfoldighed til at gå ned i Mølleparken og gøre det klart for nazisterne, at de ikke var velkomne i Århus.
Den opgave var der kun et lille mindretal af demonstrationen, som sammen med lokale unge påtog sig. Flere mindre grupper når under råb som ”Ingen fascister i vores gader” ret tæt på EDL-demoen og overdøver til tider EDL-talerne, inden de bliver stoppet af politiet.
Politiet lukker herefter EDL-demoen ned og fragter dens tilbageværende deltagere ud af byen. Undervejs ryger der nogle ruder i transport-vognene som en sidste hilsen til nazisterne.
Selv om aktionen mod nazisterne nok var konfrontativ, så blev der råbt betydeligt mere, end der blev kastet med ting i Mølleparken – og det meste af det var nazisternes sten, der blev kastet tilbage.
De der konfronterede nazisterne i Mølleparken havde også deres del af æren for, at nazierne blev ydmyget. Det gjorde, at de måtte pakke sammen før tid og ikke kunne gå derfra på en organiseret måde.
Så alt i alt succes også her. Men som Projekt Antifa skriver i deres opsummering: ”Dagens største optur var dog ikke at EDLs forsøg på at opbygge en samlet europæisk Defence League fejlede så gedigent, men derimod at det lykkedes den århusianske venstrefløj at samle 4.000 demonstranter på trods af hetz fra politi og presse.”
Venstrefløjen efter demonstrationen
Ikke desto mindre har der siden lørdag kørt store diskussioner om især bataljen i Mølleparken.
At Århus-borgmesteren mener, at der er tale om ”professionelle ballademagere”, der er ”kommet til Aarhus udefra”, overrasker nok ingen. Han forsøgte 10 dage før at lave en aflednings-demonstration – som i stedet blev en opvarmning til ”den store” demonstration den 31.3.
Måske overrasker det heller ikke, at SF-formanden i Århus, Leon Rix Iversen, citeres i Politiken for at sige, at ”Idioter stjal fokus med vold”.
Men også Enhedslistens Per Clausen stemte i blot 4 timer efter demonstrationens afslutning under overskriften ”Flot demonstration mod racisme – trist afslutning”, hvor han bl.a. sagde: ”Sådanne voldelige metoder er uacceptable og medvirker i hvert fald ikke til styrke den brede folkelige modstand mod racismen”.
Tidligere hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten, Elizabeth Japsen, fortsætter senere på dagen på Modkraft.dk med at skrive om ”Småborgerlige stenkastende individualister”, som hun opfordrer til at holde sig væk.
Århus Stiftstidende er langt mere moderat: ”Lettelse efter Demo-dag” lød overskriften dagen efter. Vagtchefen ved Østjyllands Politi siger: ”Vi har fire kolleger, der er lettere tilskadekomne. ... Det er ikke noget alvorligt, det er knubs.”
Én ting er, at det er naivt at forestille dig, at der ikke ville være nogen, der ville konfrontere nazisterne. Knapt halvdelen af de anholdte var fra Gellerup-området i Århus – folk, der var direkte mål for nazisternes islam-had – og altså ikke ”sortklædte københavnske autonome”. Ingen af de 5 (!) sigtede var fra København. Så både Århus-borgmesterens og Japsens billeder er altså noget mere forenklede end virkeligheden.
Men bag det ligger en opfattelse af, at der ikke må være noget der forstyrrer det ”pæne” pressebillede – og i bedste fald en naiv strategi for, hvordan man kan bekæmpe nazisterne.
Konsekvensen af at lade pressebilledet styre er, at nazisterne får lov til at mødes offentligt i fred – og dermed får mulighed for at tiltrække de ”bløde” racister, hvis holdninger ”pæne” politikere og medier gennem en årrække har gjort alment anerkendte.
Der er et fysisk element i at bekæmpe nazismens muligheder for at vinde en platform (se til slut). Demonstrationen i lørdags gjorde det klart, at der er en stor udfordring for alle anti-nazister i at vinde argumentet i bredere kredse om, at nazister ikke bare er ”politiske modstandere”.
De er en direkte fare for arbejderbevægelsen, for venstrefløjen og for talrige minoriteter. Derfor skal de forhindres i at få en platform, så længe de er små. Også selv om pressen er fjendtlig.
Pressen
Der er en del pæne billeder fra den flotte demonstration, men stort set ingen interviews med deltagerne eller referater af talerne.
Derimod har både Politiken og Information (og naturligvis Ekstrabladet) plads til næsten medfølende interviews med deltagerne i nazi-demonstrationen. ”Der er en hetz mod os,” får den pelsklædte demonstrationsleder lov til at sige uimodsagt i Politiken. Og naturligvis er der langt flere billeder fra Mølleparken end fra demonstrationen – i alle medier.
Til gengæld finder disse værnere om den folkelige deltagelse i den demokratiske proces det åbenlyst uinteressant at undersøge, hvad der har motiveret godt 5.000 til at deltage i den største anti-nazistiske manifestation i Danmark i over 20 år. – Måske ikke så overraskende: Deres vigtigste formål er at sælge aviser.
Pointen er ikke, at man skal ignorere pressen. Men at regne med en konflikt-fri kamp, når det handler om at stoppe nazister, er at føre Christiansborg-spin ud i bevægelserne.
Men det værste ved denne ”pænhedens forargelse” er, at den trækker fokus væk fra den store sejr det var, at nazisterne blev ydmyget i lørdags i Århus, og at over 5.000 samledes om at sige ”Nok er nok”.
Et slag er vundet, men kampen er ikke slut
31. marts blev et ydmygende nederlag for forsøget fra den del af den fascistiske scene på at styrke sig. Men der er andre kandidater. Og i Århus gjorde White Pride sig kun indirekte (gennem Vederfølner-taleren) til en del af seancen den 31.3.
Så man skal ikke forvente, at nazi-volden i Århus vil stoppe pga. en enkelt succesrig demonstration. Nazi-volden vil fortsætte, indtil der bliver opbygget en bredere, aktiv bevægelse, som har rødder på byens uddannelsessteder og arbejdspladser.
Men uanset hvor ubehagelig nazi-volden er, så er det en langt større fare, hvis det lykkes nazi-miljøet at etablere sig som en mere ”legitim” politisk kraft.
Én ting er små grupper af nazi-bøller. Noget helt andet er, hvis den hårde kerne kan komme ud i det offentlige rum og tiltrække blødere racister og anti-muslimer til deres politiske projekt. Den mest sandsynlige kandidat til at forsøge dette er habit-nazisterne i Danskernes Parti.
Vi ved, både fra 1930erne og første halvdel af 1990erne, at det netop er i krisetider, at det kan blive en mulighed for dem, hvis ikke venstrefløjen er klar med et modsvar.
Socialisters svar
Det modsvar, vi har behov for, består af tre elementer.
For det første, at venstrefløjen faktisk leverer brugbare svar på, hvordan vi kan mobilisere mod krisepolitikken.
Uden dette kan vi kun føre forsvarskamp, men ikke fjerne forudsætningen for, at nazisterne kan vokse: Kapitalismens krise, dens umenneskeliggørelse af samfundet og nedbrydelsen af solidariteten mellem mennesker. Det tager tid, hårdt arbejde og politisk klarhed, men hvis vi ikke gør det, vil vi igen og igen se racister og fascister lukrere på deres syndebukke-politik.
For det andet, at vi faktisk organiserer en reel anti-racistisk bevægelse. Det var ærgerligt, at mobiliseringen til demoen 31.3 kun i ringe grad foregik gennem at bygge netværk på skoler og arbejdspladser, men mest gennem medier og Facebook. Men successen for demonstrationen giver et godt afsæt til så at gøre det bagefter.
Mobiliseringen af anti-racistiske grupper i de større byer i månederne og årene efter bomben i Søllerødgade i 1992 var – sammen med opbakningen fra fagforeninger – vigtige brikker i, at det lykkedes at komme ud over ”the usual suspects”.
Det gjorde det muligt at have et langt bredere netværk – både til at mobilisere, når nazisterne og Den Danske Forening stak hovederne frem. Men også til at tage den ideologiske debat i hverdagen om, hvordan racismen splitter os og bliver brugt til at aflede opmærksomheden fra de reelle problemer i Krise-Danmark.
For det tredje, så er det nødvendigt at vinde argumentet i en bredere kreds om, hvorfor nazisterne skal konfronteres.
De argumenter starter ikke med den fysiske konfrontation. De starter først og fremmest med at forklare, hvorfor vi siger ”Ingen platform til nazister” og at nazister ikke skal have ytringsfrihed. Vi skal vinde argumentet om, at nazister og organiserede racister ikke skal have lov til at sprede deres hadske budskaber – hverken på arbejdspladser eller skoler eller i byer og boligkvarterer.
Til sidst: Nazisterne er ikke det største problem for langt de fleste. Det er krisepolitikken. Men mobiliseringen til en forsvarskamp mod racisme og fascisme kan blive et vigtigt afsæt til også at begynde at mobilisere til modstand mod krisepolitikken – uanset regeringens farve.
I kampen mod fascisme og racisme skal vi forsøge at favne så bredt som det er muligt. Men kernen i bevægelsen må være venstrefløjen og fagbevægelsen. Den bløde humanisme er velkommen, men appeller om ”pænhed” hjælper meget lidt i kampen mod racisme og nazisme og er helt ubrugelig i kampen mod krisepolitikken.
Plads til alle, der giver plads til alle – ingen platform til nazister!
Se også:
SAA 318: 2. udgave: Interview: København for Mangfoldighed
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed