Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 319 – 26. april 2012 – side 9

Rosa Luxemburg og kampen om det tyske socialdemokrati

Jørn Andersen

En af de største tragedier i forrige århundredes historie er, at den revolutionære venstrefløj under den revolutionære bølge fra 1917-23 ikke var i stand til at føre revolutionerne til sejr, da millioner af arbejdere var klar til at slås. Den eneste undtagelse var de russiske bolsjevikker.

Havde revolutionerne vundet i lande som Tyskland og Italien, var vi sluppet for Hitlers nazisme og Mussolinis fascisme. Begge kom til magten på ryggen af arbejderklassens nederlag.

Den russiske revolution ville ikke være blevet isoleret, som den blev, og vi ville ikke have oplevet den stalinistiske kontrarevolution.

Kontrasten mellem Rusland og Tyskland er en afgørende brik til at forklare nederlaget for den revolutionære bølge.

En afgørende forskel

Rusland var langt mindre industrielt, og dermed kulturelt, udviklet end Tyskland. Tyskland havde en langt stærkere arbejderbevægelse. Alligevel sejrede revolutionen i Rusland, men tabte i Tyskland.

Den afgørende forskel lå hos arbejderklassens politiske organisationer. I Rusland var den revolutionære venstrefløj organiseret selvstændigt, hvorimod den i Tyskland nærmest var usynlig, bortset fra i de interne diskussioner i SPD (det tyske socialdemokrati).

Så da protesterne mod krigen startede i begge lande i 1915-16, kunne den russiske venstrefløj, bolsjevikkerne, handle. De kunne forbinde modstand mod krigen med zarens undertrykkelse og krigens forarmelse.

Rosa Luxemburgs tyske venstrefløj kun kunne protestere som enkeltpersoner. I arbejderklassen bredt blev de stadig opfattet som blot et mindretal i krigspartiet SPD – ikke som et politisk alternativ.
Det var først under selve revolutionen, at de organiserede sig selvstændigt og åbent i ”Spartakus-forbundet”.

Luxemburg og SPD

Rosa Luxemburg og andre havde ganske vist i årevis kritiseret SPD’s reformisme. Hendes ”Reform eller revolution” udkom i 1899, hendes analyse af ”massestrejkerne” i 1906.

Men kort før revolutionen var der måske 3-4.000 revolutionære (mod op mod en million i SPD/USPD). De havde ingen fælles organisation. Ingen redskaber til kollektiv afklaring og handling.

Selv om ”Spartakus-forbundet” voksede hurtigt under revolutionen, så savnede de – i modsætning til bolsjevikkerne – et trænet lag af aktivister, som kunne handle og diskutere sammen, og som derfor var rustede til at navigere i den komprimerede klassekamp, som en revolution er.

Det betød fx at Luxemburg kom i mindretal, da hun insisterede på, at det var vigtigt at skabe opbakning ved at stille op til parlamentsvalg og arbejde i fagforeninger.

Mest tragisk førte det til, at de lidt for revolutions-ivrige – inkl. Karl Liebknecht – lod sig lokke til en konfrontation med statsmagten i januar 1919 på et tidspunkt, hvor de revolutionære langt fra havde styrken til at vinde.

Det var ikke kun et voldsomt tilbageslag for revolutionen. Det betød også, at Luxemburg, Liebknecht og mange andre blev dræbt.

Et unødvendigt nederlag

Den afgørende lære af den tyske revolution er, at et revolutionært parti ikke først skal opbygges, mens revolutionen er i gang.

Luxemburgs fejl var ikke det, at hun tog kampen om SPD’s retning. Fejlen var, at hun ikke samtidig opbyggede en organisation af revolutionære, som var kendt i arbejderklassen, og som var trænet i at handle og diskutere sammen.

Se også:
SAA 319: Enhedslisten: Kamp-parti eller valgparti?

Flere artikler fra nr. 319

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1248 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside