Socialistisk Arbejderavis
Nr. 321 – 1. juli 2012 – side 13
Interview efter trepartsforhandlingerne
”Der har også været meget tudefjæs fra fagforeningens ledere”
Anne A. Lange
I juni måned har vi været vidner til et drama i den danske fagbevægelse og på den politiske scene. I perioden op til trepartsforhandlingerne begyndte mange almindelige medlemmer og tillidsmænd at blive mere og mere skeptiske omkring det som man hørte om hvad der blev lagt op til i forhandlingerne.
Et af initiativerne var et møde d. 1. juni i Horsens for tillidsfolk under overskriften ”Signaler fra virkeligheden”. Til dette møde deltog Carsten Sørensen, der er tillidsmand for økonomi og it-staben i Silkeborg Kommune. Vi har sat ham i stævne for at forstå, hvad der sker i denne tid. Vi må vende blikket mod fagbevægelsens medlemmer og forstå, hvad der sker bag kulissen.
Hvorfor tog du til møde i Horsens?
Jamen, det gjorde jeg, fordi der var mange på min arbejdsplads, der snakkede om det her og var imod, at vi skulle sælge helligdage og fridage. Jeg spurgte, hvad vi skulle gøre? Og der var blandt andet en der sagde ”Jamen, er vi de eneste?”.
Derfor havde jeg det forslag med, at vi skulle lave et landsdækkende tillidsmandsmøde, så vi kunne finde ud af, hvor mange der egentlig var imod de her.
Det, der egentlig også var godt ved det her møde, var overskriften der hed ”Signaler fra virkeligheden”. Altså, at vi almindelige mennesker, kom ind i de her trepartsforhandlinger og fortalte, hvad vi mente. Det har længe været over-Danmark, der har talt om 12 minutter mere og konkurrence mig her og der. Og det er slet ikke det, som folk gerne vil.
Folk vil ikke arbejde mere
I appellen I sender til fagtoppen efter mødet i Horsens, står der også at ”Det arbejdende Danmark har allerede betalt med efterlønsordninger, løntilbageholdenhed og lønnedgang.” Er det også noget, du har kunne mærke på din arbejdsplads?
Ja. I høj grad. I hvert fald vil folk ikke sælge helligdage og fridage med det her.
Også fordi, der er så stor arbejdsløshed. Vi har i kommunen sidste år fyret 650. 4 af vores kollegaer.
Hvad har dine kollegers reaktion været på det?
Det er de sure over! Og de synes, at det er for meget, at vi ikke kan gøre mere ved det. At vi ikke kan gøre noget ved det. Folk var lammede.
Dit forslag om at lave et landsdækkende tillidsmøde gik igennem, men så blev konceptet ændret til at være et fagforeningsmøde. Hvordan kan det være?
I mellemtiden var trepartsforhandlingerne jo brudt sammen. Og det at man faktisk kom igennem med, at trepartsforhandlingerne brød sammen på, at fagforeningens top ikke kunne levere mere arbejde, det gjorde jo, at momentum gik lidt ud af det. Så jeg tror ikke, det var blevet enormt tilløbsstykke. Så det med at ændre stedet fra Nørrebrohallen, var nok godt nok.
Hvad fik forhandlingerne til at bryde sammen?
Det er vigtigt at sige, at Metals hovedbestyrelse bare blev symbolet på det.
Alle formændene fra fagbevægelsen, inklusive Harald Børsting, har fået tæv på møde efter møde i ugen op til sammenbruddet. Vi havde Harald Børsting i Østjylland om onsdagen op til, hvor der var 175 tillidsfolk, der klædte ham af. Der var ingen, der argumenterede for at vi skulle sælge de fridage. Han var i den grad i modvind og det vidste han også, da han gik ind i lokalet. Og han var rigtig sur, da han gik.
Dagen efter var der landsdækkende tillidsmandsmøde i Odense med min egen fagforeningsformand, Formanden for HK Danmark, Kim Simonsen, der også sidder med i forretningsudvalget i LO. Det var blevet indkaldt for at han kunne møde nogle tillidsfolk og få at vide, hvordan det stod til. Og det fik han så også at vide.
Han fik af vide fra flere, at folk ikke ville være med til det her. Blandt andet sagde Benedicte Toftegård fra Aller, at hvis han ikke fattede det budskab, så var han politisk tonedøv.
Hun fortalte senere om hvordan, diskussionen om helligdagene var kommet til deres klub.
De havde haft et klubmøde, hvor de diskuterede nogle lokale ting om arbejdstid. Men så kommer det her med fridagene også op. Og tillidsmændene skriver i en udtalelse at ”Vi er vrede over, at I vil sælge de her fridage.” Hvortil nogle fra salen råber: ”Vi er ikke vrede, vi er rasende!”
Det tror jeg udtrykker stemningen rigtig godt. Selv røde tillidsfolk opdager endnu ikke, hvad der foregår. Og det er det, jeg mener med, at det ikke er Torkild Jensen eller Metals hovedbestyrelse, der har stået for det her. Det er et massivt pres nedefra som på en eller anden måde i løbet af ret kort tid har forplantet sig op igennem systemet.
På den måde, har det ikke været særligt organiseret. Man har jo ikke gjort det her i mange år, selvom vi har haft en borgerlig regering. Folk er ude af trit.
Men på trods af det, har der jo været et enormt pres, som er kommet fra tillidsmænd, der har fortalt videre om stemningen på deres arbejdspladser. Og det er er i den grad blevet registreret. På den måde har presset været indenfor systemet. Det har endnu ikke været noget, vi har set på gader og stræder, men der har været et pres.
Men så er der jo sket det, at regeringen har lavet en skattereformsaftale. Og det får både Harald Børsting og Thorkild Jensen til at sige, at nu er de klar til at genoptage forhandlingerne. Hvordan kan det være?
Jamen de er jo frygteligt trætte af, at de ikke kan komme tilbage til det der forhandlingsbord. De tror, at den eneste vej er forhandlingsbordet, og de tror, at der ligger enormt meget på forhandlingsbordet. Men jeg tror sgu ikke, at der lå særligt meget.
Jo, der lå en masse ting som kræver en løsning, men regeringen vil jo ikke diskutere det. Derfor trak de stikket. Regeringen vil hellere snakke om øget arbejdsudbud end om forbedring af arbejdsmiljøet, uddannelse til de unge eller om at gøre noget ved løndumping.
Der var nogen der talte om, at trepartsforhandlingernes sammenbrud var et tegn på, at fagbevægelsen nu for alvor er i krise. Er du enig i det?
Nej, jeg har det faktisk omvendt. Jeg synes, at det der er sket, er lige præcis det modsatte. Det kan godt være, at der er en krise i fagbevægelsen – og det er der. Men det her viser, at der er en vej ud. Og så viser det her, at vi kan meget med sammenhold og solidaritet.
For det her har vist, at der pludselig er mange mennesker der gør noget sammen. Det har jeg kunne mærke på min egen krop, på mit arbejde. At vi er rigtig mange, der er enige om det samme. Og det er jo helt klassisk solidaritet og sammenhold. At vi står skulder ved skulder. Så kan vi enormt meget. Så jeg har svært ved at se krisen.
Der har også været meget tudefjæs fra fagforeningens ledere. Det er noget vås, at det skulle være så skidt, at de her forhandlinger er brudt sammen. Jeg ser, at der faktisk er en masse folk der står sammen om at forhindre en forringelse.
Så den lammelse, du talte om tidligere, er måske ikke så stærk længere?
Nej. Vi kunne jo pludselig få regeringen til at trække sig. Det var jo det, der skete. Og det er stort. Men man skal jo ligesom opdage det.
Men alle har ikke den følelse. For der er hele tiden nogen, der forsøger at tale det her ned og stiller spørgsmålstegn ved om det nu var fornuftigt at trække sig, mens fagtoppen står og hælder vand ud af ørerne.
Hvis så de vender tilbage til forhandlingsbordet. Kommer der så nogle flere faglige konferencer eller skal der ske nogle andre ting?
Jeg tror ikke, de kommer tilbage til forhandlingsbordet lige nu. For de har ikke noget at sælge lige nu. Og i fagtoppens optik er det den eneste måde at få noget igennem på. De vil jo i hvert fald ikke gå ud og mobilisere medlemmerne.
Men vi har jo vedtaget, at vi vil arbejde frem mod at lave noget ved folketingets åbning. Så laver vi et tillidsmandsmøde i september, der leder hen mod det.
Og så skal vi forsøge at forbinde os med nogle flere grupper. Både faglige folk, men også syge, der bliver ramt af flexjobreformen osv.
Men indtil videre er det ikke særligt organiseret. Man har jo ikke gjort det her i mange år, selvom vi har haft en borgerlig regering. Folk er ude af trit.
Men på trods af det, har der jo været et enormt pres, som er kommet fra tillidsmænd, der har fortalt videre om stemningen på deres arbejdspladser. Og det er er i den grad blevet registreret. Folk i mellemlaget og helt ind i Socialdemokratiet har været ude og tage det her op. Formanden for HK Østjylland, som er socialdemokrat var jo f.eks. ude og spørge Harald Børsting om ikke det her egentlig handler om at presse lønningerne.
På den måde har presset været indenfor systemet. Det har endnu ikke været noget, vi har set på gader og stræder, men der har været et pres.
Se også:
SAA 321: En sejr for arbejderklassen
SAA 321: Nej til de gule – nej til regeringens asociale reformer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed