Socialistisk Arbejderavis
Nr. 321 – 1. juli 2012 – side 16
En sejr for arbejderklassen
Jørn Andersen
Den, der ikke kan skelne sejr fra nederlag, lærer aldrig at vinde. For arbejderklassen i Danmark var kampen om helligdagstyveriet en sejr.
Vi har i mange år været så vant til at tabe, at det ofte er svært at anerkende en sejr, når vi ser den. Så når det sker, glemmer vi at reflektere over, hvorfor vi vandt. Det gør det sværere at vinde den næste sejr.
Helligdagstyveriet
Trepartsforhandlingerne var SRSF-regeringens forsøg på at komme i offensiven ved at få os til at arbejde mere.
Det har fra starten været et vigtigt mål for hele regeringen. Det var ikke De Radikale, men S og SF, der foreslog, at vi skulle arbejde ”12 minutter mere”.
Det meste af fagtoppen var med på ideen. Medlemmernes begejstring var til gengæld meget lille. Alligevel sagde fagtoppen Ja tak til invitationen til trepartsforhandlinger.
Men nu havde medlemmerne fået nok. Fra hundredvis af arbejdspladser kom der protester til fagforeninger og forbund. Der blev holdt tillidsmandsmøder, hvor bl.a. Harald Børsting (LO) og Kim Simonsen (HK) fik klar besked: ”Vi har allerede betalt med forringelser af efterløn og dagpenge.”
Da Metal-formand Thorkild Jensen 7. juni blev sat på plads af sin egen hovedbestyrelse, var presset blevet så stort, at fagtoppen måtte sige Nej til at fjerne helligdage eller feriedage.
Dagen efter bekræftede finansminister Corydon, at det var det eneste indhold i trepartsforhandlingerne: Han stoppede dem straks.
Venner og fjender
Hellig- og feriedagene var sikret – for denne gang. Men ikke nok med det: Vi fik på ganske få uger illustreret hvem, der er vore venner og fjender.
Det første, vi skal diskutere med kolleger og medstuderende, er, at regeringen er vores modstander. For kun 9 måneder håbede mange på en anden kurs fra en ”rød” regering.
Men kampen om helligdagene har bøjet det i neon: SRSF-regeringen er sammen med arbejdsgiverne og de borgerlige vores fjender. De vil angribe igen og igen.
Det andet er, at regeringen er svag. Der skulle hverken demonstrationer eller strejker, kun protester og nogle få tillidsmandsmøder, til at stoppe dens planer.
Det åbenlyse spørgsmål er: Hvorfor finder vi os i en krisepolitik til gavn for de rige, bankerne og erhvervslivet, når deres planer kan stoppes af protester? Hvorfor ikke næste gang forsøge med strejker og demonstrationer?
Utilfredshed, skuffelse og vrede
Hvilket leder frem til den tredje og vigtigste pointe: Kampen om helligdagene har vist, at socialister ikke står alene med deres vrede og skuffelse over SRSF-regeringen.
Når der har været hundreder af protester til fagforeningerne, så betyder det, at der har været tusinder af mennesker, der har protesteret.
De 300 tillidsfolk, alene i HK, der samledes i Odense for at give Kim Simonsen klar besked, afspejlede en utilfredshed blandt tusinder af kolleger. Metals hovedbestyrelse havde ikke sat Thorkild Jensen stolen for døren, hvis ikke en meget stor del af deres 118.000 medlemmer havde udtrykt utilfredshed.
Venstres fremgang i meningsmålingerne betyder ikke, at folk er blevet mere borgerlige, end da de i september stemte VKO ud. Det betyder, at de er skuffede og vrede og flygter fra S og SF.
Så socialister og fagligt aktive kan henvende sig til kolleger, medstuderende osv. med selvtillid for at diskutere, hvad der skal gøres for at ændre kursen.
Hvem kan føre sejren videre?
Men der står et spørgsmål tilbage: Hvilke kræfter kan omsætte vreden til aktivitet?
Det første sted, mange kigger hen, er til fagtoppen. Men det meste af fagtoppen foretrak – også denne gang – forhandlinger med regeringen frem for at organisere medlemmerne til kamp og modstand.
At vente på fagtoppen fører ikke til noget. De mobiliserer kun, når de selv ser en interesse i det. Og det gør de åbenlyst ikke lige nu.
Hvem kan så organisere vreden? Et kig ud over landskabet peger på tre forskellige kræfter:
* de netværk af tillidsfolk og fagligt aktive, der protesterede mod helligdagstyveriet
* Enhedslisten, som for mange er det eneste politiske håb, der er tilbage
* de mange små initiativer, der gennem de seneste måneder har protesteret, og som til en vis grad er begyndt at finde sammen: Fynsk Forår, møde for studerende og arbejdere/arbejdsløse i Århus 14. juni, Folkeforsamling (fleksjob- og førtidspension) 4. juni, Occupy osv.
Hvis disse kræfter på magisk vis kunne bringes sammen, så kunne vi nå langt. Men det sker kun hvis ”nogen” tager et initiativ. Og her peger pilen i første omgang på Enhedslisten.
Hvad vil det sige at være i opposition?
Efter skatteforliget meddelte EL, at nu var man ”i opposition” til regeringen. Hvad det betyder parlamentarisk står hen i det uvisse.
Men udenomsparlamentarisk kunne EL med sine nu over 9.000 medlemmer blive en vigtig kraft i at samle til aktiv modstand. Det forpligter.
EL har netop lanceret kampagnen ”Regeringen må tilbage på sporet”. Til september starter en kampagne for 4 års dagpenge. Glimrende – men de må gøres til mere end bare partikampagner.
De må gøres til kampagner, der samler aktive fra de faglige og sociale bevægelser i hver eneste by landet over til at diskutere fælles initiativer. Og som også inviterer skuffede SF’ere, socialdemokrater og andre med.
Et forum for fælles debat og aktivitet på tværs af faglig og politisk tilknytning kan blive afgørende for, om vi vinder de næste kampe.
Hvis EL svigter?
EL har hidtil ikke vist sig specielt initiativrig uden for det parlamentariske cirkus. Men med snakken om at være ”i opposition” har vi da lov at håbe på nye toner.
Mens vi venter på EL skal vi naturligvis også rejse behovet for tværgående netværk såvel på den faglige scene som i ”de små initiativer”. Og tage initiativer, der rækker ud over egne rækker.
Uanset om vi er fagligt aktive, er antiracister eller krigsmodstandere, er i en uddannelses-organisation eller en klima- eller miljøbevægelse, så står vi med en fælles virkelighed: Ingen af os kan få indfriet selv små dele af vores mål, medmindre vi får ændret det generelle politiske billede.
Og da krisepolitikken er det område, hvor styrkeforholdene i dag bliver afgjort, er det her kræfterne må samles.
Regeringen og dens velbetalte venner bruger sommerferien til at planlægge nye angreb. Lad os bruge den på at forberede et efterår med en mere samlet modstand.
Billede: Enhedslisten har meldt sig ind i oppositionen. Hvad det konkret betyder er endnu uvist.
(Foto: Mette Kramer Kristensen)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed