Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 322 – 17. august 2012 – side 12

Egypten

Revolutionen, Broderskabet og militærrådet

Dennis Strøm Petersen

Kampen om udformningen af det egyptiske samfunds fremtid er langt fra slut. De revolutionære kræfter har endnu ikke sejret, men er også langt fra blevet besejret.

De 4 væsentligste aktører, som i høj grad overlapper hinanden, er henholdsvis arbejderklassen, den revolutionære bevægelse (og herunder venstrefløjen), Det Muslimske Broderskab (MB) og det gamle regime, repræsenteret ved Det øverste Militærråd (SCAF). De fire aktørers aktuelle positioner vil her bliver skitseret.

Den revolutionære bevægelse

Den revolutionære bevægelse bliver stadigt stærkere organiseret og vokser i antal. Især venstrefløjen i bevægelsen har gennem hele revolutionen spillet et vigtigt rolle mht. både opbygning af fagbevægelsen, organisering og støtte til strejker, opbygning af venstrerevolutionære samarbejder der kan stille op til valg og ikke mindst pladsbesættelserne i især Cairo, Alexandria og Suez.

Men det er en ganske ung bevægelse, som grundet massiv repression fra regimets side har haft meget svære vilkår under Mubarak og som stadig presses hårdt af det regerende militærråd.

Af svagheder kan nævnes: mangel på et reelt lederskab, en samlet organisation og kun begrænset succes med at opbygge enhedsfronter.

Desuden er både liberale og venstreorienterede dele af den revolutionære bevægelse hæmmet af en stor islam-forskrækkelse, der forhindre dem i at have et taktisk fornuftigt samarbejde med de islamiske bevægelser, herunder det Muslimske Broderskab.

Det Muslismske Broderskab

Det Muslimske Broderskab er den største massebevægelse i Egypten og har den stærkeste og ældste organisation. De vandt det første parlamentsvalg efter Mubaraks fald, og deres kandidat, Mursi, vandt desuden præsidentvalget over SCAFs kandidat efter et større drama.

Denne parlamentariske succes, har dog udstillet og forværret de interne modsætninger i MB og har accelereret den svækkelse af bevægelsen, der har har stået på lige siden demokrati-, freds- og arbejderbevægelserne begyndte at røre på sig for ca. 10 år siden.

MBs lederskabet består primært at rige forretningsmænd, virksomheds- og godsejere. Denne del af bevægelsen har de samme klassemæssige interesser som SCAF (om end de to grupper konkurrerer indbyrdes).

Basen i bevægelsen, som udgør det helt store flertal, er derimod arbejdere, fattige bønner og landarbejdere. Deres forståelse af bevægelsen er, at den med udgangspunkt i Islam, skal kæmpe for at forbedre forholdende for under- og middelklassen. Det betyder, at toppen og bundens tilgang til de revolutionære aktiviteter i mange tilfælde er direkte modstridende.

Det muslimske broderskabs parlamentariske succes, stiller toppen til ansvar for deres løfter om forbedrede sociale forhold. Dette ansvar hverken kan eller vil toppen leve op til. Derfor er det vigtigt, at den revolutionære bevægelse og venstrefløjen taler med det muslimske broderskabs menige medlemmer og deltager i de kampe og protester som de er en del af. Denne strategi forsøger de Revolutionære Socialister i Egypten at udfylde.

SCAF

Det øverste militære råd repræsenterer Egyptens magthavere de seneste 60 år. Militæret ejer og kontrollerer en stor del af Egyptens økonomi. De sidder stadig tungt på magten, og regimet har på mange områder været mere repressivt efter Mubaraks fald.

De er dog på ingen måde urokkelige og er nu under et langt større pres fra arbejderklassen og de revolutionære bevægelser. De har den seneste tid forsøgt at sætte sig fuldstændigt på magten, ved bl.a. at opløse det folkevalgte parlament.

Under præsidentvalget så det i lang tid ud til, at de ville indsætte deres egen kandidat, Ahmed Safiq, i stedet for den reelle vinder Mursi fra det muslimske broderskab. Men dette skridt blev de forhindret i at tage af massive folkelige protester, hvortil selv broderskabet så sig nødsaget til at mobilisere.

Arbejderklassen

Den helt afgørende aktør i revolutionen er arbejderklassen. Det var dem der fik protestbølgen til at rulle i årene op til februarrevolutionen, og det var dem, der med omfattende strejker satte dødsstødet ind over for Mubarak. Arbejderbevægelsen rører stadigt kraftigt på sig, senest med store strejker på de enorme tekstilfabrikker i Mahalla, hvor strejkebølgen i sin tid startede.

Den absolut største svaghed for arbejderklassen er manglen på organisation. Frem til 2010 har der ikke eksisteret uafhængige fagforeninger i Egypten. Mange er dog opstået op til og efter revolutionen. Men de er stadig i deres spæde barndom og især mangler de evnen og værktøjerne til at koordinere på tværs af fag og geografisk områder. Samme problem gælder for de politiske arbejderpartier.

Men det går frem ad. Der er en stigende opmærksomhed på betydningen af, at arbejdere skal stå sammen på tværs af sektorer og fag. Og mange er meget bevidste om, at deres kamp ikke er ren økonomisk kamp, men et politisk opgør med regimet, lokale topchefer og magthavere.

Det er af central betydning for kampen mod SCAF og for bedre sociale, samt økonomiske, vilkår, at revolutionære formår at række ud til og organisere almindelige arbejdere. Og det er vigtigt, at man ikke lader sig bremse af forskellig religion eller kultur. Det vigtige er, at alle arbejdere har en fælles interesse i at knuse det regime, der berøver dem værdien af deres arbejde og forringer deres liv.

Se også:
SAA 322: Anmeldelse: En rundtur i Egyptens arbejdsmarked fyldt med helte og skurke
SAA 322: Syrien: Assad-styret i 11. time?

Flere artikler fra nr. 322

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Dennis Strøm Petersen

Siden er vist 1427 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside