Socialistisk Arbejderavis
Nr. 322 – 17. august 2012 – side 15
Syrien
Assad-styret i 11. time?
Sebastian Skjønberg Andersen
Assads jerngreb om Aleppo og Damaskus, to af Syriens største og vigtigste storbyer, svækkes langsomt, hvilket afkræfter styrets påstand om, at oprøret er begrænset til provinsbyerne.
Men kan oprørene bevare deres position i de centrale byer, og kan overtagelserne føre til en 'ægte' sejr, der kan skabe et reelt socialistisk alternativ til Assad?
Oprøret i Syrien er stadig i udvikling og har nu spredt sig til de to storbyer Aleppo og Damaskus. En af grundene til, at overtagelserne af disse to storbyer er mulig på nuværende tidspunkt, skyldes tildels den Frie Syriske Armé (FSA), en bevæbnet gruppe, der primært består af deserterede soldater, generaler og frivillige.
En af problematikkerne ved FSA er, at de står midt imellem en splittet opposition, der primært består af to grupper, henholdsvis Syriens Nationale Råd (SNC) og Den Lokale Koordineringskomité (LCC). Den basale forskel på disse oppositionsgrupper er, at SNC mener, at vejen til at afskaffe Assad-styret skal findes ved vestlig militærintervention, hvorimod LCC mener, at oprøret skal opbygges fra neden, bl.a. ved massiv folkelig modstand og strejker. Men hvem skal man så lytte til?
En venligtsindet vestlig militærintervention?
For det første er det vigtigt at afkræfte myten om 'den venligtsindede vestlige militærintervention'. Den vestlige interesse ligger ikke i at befri den syriske befolkning fra Assad-diktaturets jernlænker, men i at få kontrol over et vigtigt punkt i Mellemøsten. Vestlig intervention vil kun føre til en udskiftning af kransekagefiguren, men vil ikke gøre op med den neoliberale diskurs som befolkningen kæmper imod. Syrien vil under vestlig kontrol bryde alliancen med Iran og samtidigt vil syriens støtte anti-israelske modstandsgrupper forsvinde.
I denne forbindelse skal det også nævnes kort, at Rusland heller ikke har interesser i, at Syrien kommer under en form for Amerikansk/vestlig kontrol. Syrien er det sidste land i Mellemøsten, hvor Rusland stadig har en reel indflydelse og derudover en flådebase. Dette er nogle af grundene til, at Rusland, har nedlagt veto imod tre resolutioner fra FNs sikkerhedsråd.
Hvem kan vælte Assad?
Men kan den syriske befolkning vælte Assad-styret alene? Det værd at bemærke, at Assad-styret allerede står yderligere svækket efter et bombeangreb fra oprørerne. Bombeangrebet har angiveligt dræbt fire vigtige militærgeneraler fra den såkaldte 'sikkerhedscelle', hvis funktion er at håndtere denne 'interne krig'.
Hermed ikke sagt, at styrken til at vinde opstanden ligger i militæraktioner fra små guerillagrupper, men oprørets forsvar mod Assad-styret militær og lejesoldater er et vigtigt udgangspunkt. Styrkeforholdet mellem Assad-styret og FSA er naturligvis også meget ulige fordelt, oprørenes styrke ligger altså ikke i våben, men i det store folkeligt flertal.
Syriens urbanisering, især over de sidste ti år, gør, at disse storbyer er et utroligt knude-punkt. Men hvis disse kampe skal føre til Assad-styrets kollaps, må oppositionen samle befolkningen om nogle fælleskrav – og hvis omvæltning ikke blot skal føre til en udskiftning fra Assad til en marionet styret af imperialistiske interesser, så må vestlig intervention holdes udenfor, så vidt som muligt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed