Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 324 – 2. november 2012 – side 8

2. oktober

Nej til forringelser og nedskæringer

Jørn Andersen

Under parolen ”Ja til velfærd og tryghed – Nej til forringelser og nedskæringer” lykkedes det nogle få håndfulde aktivister på 19 dage at samle godt 2.000 mennesker til demonstration ved Folketingets åbning. Det var den hidtil største protest mod SRSF-regeringens krisepolitik.

Men demonstrationen kunne have været meget større, hvis nogle af de større fagforbund havde stået bag og udnyttet deres store netværk af tillidsfolk og faglige aktivister til at mobilisere.

Eller hvis Enhedslisten offensivt havde kastet sin parti-organisation og de knapt 10.000 medlemmer ind i mobiliseringen. (EL udsendte dog 2 medlems-mails, hvor demonstrationen var nævnt med et par linjer mellem en masse andet.)

Et stort spørgsmål

En demonstrations størrelse afhænger oftest af to ting: Handler den om noget, som mange mennesker har en mening om? Og: Hvor stort et netværk har dem, der indkalder?

Demonstrationen 2. oktober handlede helt sikkert om noget, mange brændte for. Et par uger senere viste en meningsmåling, at 80 pct. af befolkningen – stort set hele arbejderklassen – mente, at de dagpenge-truede skulle reddes.

Regeringspartiet SF var under mobiliseringen til demonstrationen – under store mediebevågenhed – i gang med formandsvalg, hvor regeringens nedskæringer var det mest centrale tema.

Dagpenge og andre forringelser var klart øverst på den politiske dagsorden i medier, fagforeninger og blandt politisk aktive. Så det store spørgsmål er et andet:

Hvorfor skulle det overlades til 25-30 aktivister fra den yderste venstrefløj at organisere en protest mod noget, som så stor en del af befolkningen var optaget af?

Politisk tomrum

Svaret skal søges i et mere generelt politisk problem: Både fagtoppen og Enhedslisten, men også mange fagligt og politisk aktive, havde forventninger til, at en ny regering også ville betyde en ny politisk kurs.

Fagbevægelsens ledere forventede, at man nu skulle ”sidde med ved bordet”. Efter det mislykkede ”helligdagstyveri” (ved 3-parts-forhandlingerne) viste det sig, at det ikke kom til at ske – i hvert fald ikke til en pris, som medlemmerne ville betale.

Enhedslisten forventede parlamentarisk indflydelse. Det har EL kun fået i meget begrænset omfang de første måneder. Efter skattereformen blev det klart for enhver, at regeringen kiggede mere kærligt efter Venstre end efter EL. Og lige nu er spørgsmålet ikke om SRSF indgår finanslov med Venstre, men hvornår det sker.

Men hverken fagbevægelsen eller EL har (endnu?) formået at omstille sig til en situation, hvor man – hvis man vil påvirke regeringen – er nødt til at mobilisere uden for det parlamentariske cirkus.

Det efterlader et politisk tomrum – som aktivisterne op til 2. oktober efter bedste evne forsøgte at udfylde.

Få aktivister er ikke nok

Demonstrationen 2. oktober var alt for lille til at svække den samlede offensiv fra regering, arbejdsgivere og borgerlige ideologer. Men den har illustreret to vigtige ting:

For det første, at der burde have været en større protest, indkaldt af langt stærkere kræfter. Den har, sammen med bl.a. Vejlegården-mobiliseringen, skubbet på en erkendelse, der – alt for langsomt, men alligevel – begynder at spredes i nogle faglige kredse: Fagbevægelsen må i offensiven, hvis ikke vi de næste få år skal miste meget af det, vi har kæmpet for i generationer.

For det andet, at det er muligt at finde en vej ud af Enhedslistens parlamentariske overfokusering.

Organiseringen af en venstrefløj, der tænker i protest og modstand uden for de christiansborgske mure, er den største udfordring, vi står over for i dag.

Det kan ikke ske uden at involvere en stor del af ELs medlemmer og vælgere (og mange andre). Men om ELs ledelse og organisation er en medspiller i at løse den udfordring, er desværre endnu et ubesvaret spørgsmål.

Se også:
SAA 324: Social massegrav – nu er det nok
SAA 324: Det mener vi: Op med hovedet (så blikke kan mødes)
SAA 324: Protester sejrer i Portugal
SAA 324: Største reallønsfald i 30 år
SAA 324: Akutpakke 2: Et hold-kæft-bolsje til dagpengetruede

Flere artikler fra nr. 324

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1934 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside