Socialistisk Arbejderavis
Nr. 325 – 14. december 2012 – side 4
Rifondazione Comunista
Lene Junker
For 10 år siden deltog jeg i European Social Forum i Firenze. “En anden verden er mulig” – lød det på mange sprog, for det var det fælles slogan for en ny bevægelse, som gik i luften under WTO topmødet i Seattle i 1999.
Bevægelsen var kritisk overfor den nyliberale globale økonomi, fordi den skabte større ulighed, fattigdom og mindre demokrati.
I Danmark dannede vi ATTAC i oktober 2001 og mange deltog i European Social Forum i Firenze.
European Social Forum overgik alles vildeste forhåbninger. 40.000 deltog i de mange debatter og massemøder og 1 million demonstrerede mod Bush, Blair og Foghs planer om krig mod Irak.
Der deltog folk fra hele Europa, men de fleste kom fra Italien. Firenze var mangfoldig, energisk, reformistisk, revolutionær – strittede i alle retningerne trods en udbredt vilje til fælles kamp.
Det italienske venstrefløjsparti, Rifondazione Comunista, gjorde hele forskellen. De havde fra starten kastet sig ind i den nye bevægelse.
Under G8 topmødet i Genova året før, betød deres klare politiske udmeldinger, at der blevet reageret prompte mod politiets drab på en ung demonstrant. Rifondazione Comunista havde kastet alle kræfter ind i at opbygge og mobilisere til European Social Forum. De var meget tydeligt tilstede som parti, og samlede 10.000 til et møde med deres leder, Fausto Bertinotti.
Han beskrev krigstruslerne og imperialismen som indbygget i kapitalismen, og argumenterede for vigtigheden af masseprotester med Irakkrigen. Det var et fantastisk møde, hvis betydning man først rigtig forstod dagen efter, da en million mennesker fyldte Firenzes gader.
Den demonstration bevirkede at det Europæiske Sociale Forum næste dag besluttede at gøre 15. februar 2003 til en global protest mod Irakkrigen. 15. februar blev så stor en succes, at New York Times udnævnte antikrigsbevægelsen til “den anden supermagt”.
Mange hundredtusinder har medvirket og bidraget, men uden Rifondazione Comunistas politiske retning for bevægelsen og uden deres evne til at samle og mobilisere til massemøder, aktioner og demonstrationer, havde det ikke være muligt at skabe enhed og fælles handling.
I dag 10 år efter er Rifondazione Comunista en skygge af sig selv. Fra 2004 bevægede de sig til højre for at blive “klar” til at indgå i Romano Prodis centrum-venstre regering.
Det er der flere forklaringer på. Vigtigst er, at krigene fortsatte, ligesom den nyliberalistiske globalisering fortsatte med uformindsket kraft. Venstrefløjen og bevægelserne fandt hverken politiske eller organisatoriske modtræk til dette og blev svækket.
Med Bertinotti i spidsen tog de venstrereformistiske kræfter i partiet over, fik godt 7% af stemmerne ved valget og blev en del af regeringen. Prodis regering førte nyliberal politik og forlængede Italiens deltagelse i Afghanistan krigen, præcis som Helle Thornings regering gør det.
Rifondazione valgte at forblive i Prodis regering, for at undgå at Berlusconi og højrefløjen kom til magten. Det skete alligevel i 2008, hvor Berlusconi vandt en overbevisende valgsejr.
Rifondazione mistede alle sine pladser i det italienske parlament og næsten hele sin troværdighed blandt partimedlemmer og vælgere.
Højrefløjen har siden 2008 haft “let” spil. Kun grådighed og korruption har fjernet den fra regeringstaburetterne. Siden 2011 har Italien være ledet af burokraten Mario Monti. Han er tidligere EU-kommisær og rådgiver for Coca Cola og Goldman Sachs.
Rifondazione Comunista i Italien tabte sin stærke position som socialistisk alternativ på gulvet med et brag. De stod i et valg mellem at bygge modstand eller tilpasse sig.
Forskelle til trods, så er det det samme valg vi i Enhedslisten står med idag. Vi har nu 2 gange støttet en finanslov, som viderefører VKO’s politik med ALT hvad det indebærer.
Vi har ikke prioriteret ret mange kræfter at opbygge modstand, kritisere det kapitalistiske system eller udfolde det socialistiske alternativ.
Se også:
SAA 325: Enhedslisten og dagpengekravene, der blev væk
SAA 325: Venstrefløjen efter finansloven
SAA 325: Hvad mener vi med: Revolutionært parti
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed