Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 325 – 14. december 2012 – side 15

Hvad mener vi med

Revolutionært parti

Jørn Andersen

At det er nødvendigt med et revolutionært parti for at vinde en socialistisk revolution, er en af de mest centrale dele af marxismen. Men det er samtidig også en af de mest omdiskuterede dele, selv blandt folk, der kalder sig marxister.

Behovet for et revolutionært parti ser ved første øjekast ud til at stå i modsætning til et andet centralt element i marxismen, nemlig at ”Arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv” (Karl Marx, 1864). Men et nærmere kig afslører, at de to ting hænger tæt sammen.

Marxister mener det meget bogstaveligt, når vi siger, at en socialistisk revolution er en social proces, der involverer det store flertal af arbejderklassen.

Men det rejser spørgsmålet: Hvordan kommer vi fra en situation som i dag, hvor kun et lille mindretal i arbejderklassen er involveret i organiseret protest eller modstand mod systemet, og til en revolution, hvor millioner er aktive?

Svarene fra henholdsvis reformister og anarkister på det spørgsmål er både meget forskellige og forbavsende ens.

Det parlamentariske projekt

Reformismen handler ikke om arbejderklassens ”selv-frigørelse”. Reformismen handler om, at ”nogle andre” – parlamentarikere, fagbureaukrater, kort sagt velmenende reformatorer – gradvist skal forandre det nuværende system på vegne af arbejderklassen.

Det skal ske ved, at disse reformatorer gradvist får opbakning fra et flertal til at gennemføre socialistiske forandringer parlamentarisk. Arbejderklassens flertal er i den proces reduceret til at være heppekor, supporters, vælgere.

Reformister ender altså med at forkaste spørgsmålet: De har ikke brug for millioner af menneskers egen-aktivitet, kun for passiv opbakning og begejstring for et projekt, folk ikke selv er en aktiv del af.

Det anarkistiske svar

Revolutionære anarkister derimod fastholder, at revolutionen er en masse-proces. Men det er en proces, som helt frem til selve revolutionen primært er ideologisk.

Anarkisten Alexander Berkman skrev i 1929 i ”Den kommunistiske anarkismes ABC”, at ”den sociale struktur hviler på grundlag af ideer, hvilket indebærer, at det at ændre strukturen forudsætter ændrede ideer. Med andre ord må de sociale ideer ændre sig først, før en ny social struktur kan bygges.” (Berkmans fremhævelser.)

For Berkman er den praktiske konklusion, at revolutionen skal forberedes ved at armere flertallet i arbejderklassen med ideerne om, at ting kan være anderledes.

Væren og bevidsthed

Såvel reformister som anarkister opererer altså med en slags ”ideologisk vækkelse”, hvor flertallets handlinger spiller en meget underordnet rolle.

For marxister er det først og fremmest folks egne handlinger, der får det store flertal til at opnå øget bevidsthed om styrken i kollektiv kamp. Eller lidt mere slogan-agtigt: ”Væren kommer før bevidsthed” og ”ideer forandres i kamp”.

Når Berkman i samme bog skriver, at “revolution er et oprør, der er blevet bevidst om sit mål”, så har han fuldstændig ret. Men det er en bevidsthed, der opstår sammen med oprøret – ikke i en adskilt, rent ideologisk proces.

Det betyder, at i ikke-revolutionære tider vil flertallet også have ikke-revolutionære ideer. Erfaringerne om styrker og svagheder i tidligere kampe overlever hos de fleste kun som en tåget erindring – og bliver ikke givet videre til den næste generation.

Når kampen senere igen blusser op, og tidligere erfaringer er glemt, ender man ofte med at begå de samme fejl – og lide nederlag.

Det revolutionære mindretal

Alt dette fører til to konklusioner: For det første, at de, der er revolutionære i ikke-revolutionære tider, må sikre, at erfaringerne fra tidligere kampe ikke bliver glemt.

For det andet, at revolutionæres start- og slutpunkt er at deltage i den konkrete klassekamp, gøre nye erfaringer sammen med folk, der vil slås, og bringe tidligere erfaringer ind i diskussionen om, hvordan kampen kan udvikles.

I en revolution bliver dette særligt akut. Netop fordi en revolution aktivt involverer millioner af mennesker, så har flertallet ikke prøvet det før.

I en revolutionær proces er det derfor op til organiserede socialister at bringe erfaringerne fra tidligere sejre og nederlag ind i debatten om den fortsatte kamp. Hvis det ikke sker, er revolutionen dømt til at lide nederlag.

Og netop fordi en revolution aktivt involverer millioner af mennesker, så er små revolutionære partier ikke nok til at bringe erfaringerne ind i diskussionen på tusindvis af arbejdspladser, skoler, boligområder osv.

En sejrrig revolution kræver et masseparti af aktive revolutionære med erfaring i at kombinere historiske og aktuelle erfaringer. At bygge et sådant parti er den vigtigste opgave for alle, der ønsker en socialistisk revolution.

Se også:
SAA 325: Rifondazione Comunista
SAA 325: Venstrefløjen efter finansloven
SAA 325: Underskriftsindsamling: Fordel arbejdet – sæt arbejdstiden ned

Flere artikler i serien Hvad mener vi med ...?

Flere artikler fra nr. 325

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2287 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside