Socialistisk Arbejderavis
Nr. 326 – 26. januar 2013 – side 10
Arbejderråd: Kimformen til et fremtidigt samfund
Anders Bæk Simonsen
Fra de tidligste erfaringer med arbejderråd og frem til i dag, er der en række kendetegn, der går igen. Det sker selvom arbejderråd dukker frem i vidt forskellige fag og brancher, under vidt forskellige styreformer – og under vidt forskellige himmelstrøg. Denne artikel vil gøre ophold ved nogle af de tidligste og desværre også mest gennemførte eksempler på arbejderråd.
Kommunen i Paris
Den første og eneste gang Karl Marx oplevede arbejderrådenes store potentiale som den organiseringsform, der grundlæggende kunne ende borgerskabets tyranni, var i 1871, da de parisiske arbejdere greb magten over deres by og forsvarede kommunen mod både den franske centralregering og prøjsiske belejring.
Her stillede 340.000 parisiske arbejdere, bevæbnede under Nationalgarden, sig op mod både den herskende klasses franske regering og de prøjsiske belejrere. Her var det gardens egen basis, altså de fattige arbejder-soldater, der i råd valgte deres egne officerer og, ligeså betydningsfuldt, kunne trække dem tilbage i selvsamme øjeblik, hvor soldaterne ikke længere havde tillid til disse. Yderligere betød det også en reorganisering af hele hæren i valgbare komiteer. Denne demokratisering af hæren spredte sig til selve Kommunen bl.a. med valg til administrative poster og samme løn til alle fra embedsmænd til fabriksarbejdere.
Den franske hær slagtede kommunens arbejdere og soldater, da den havde fået sin ryg dækket fra den prøjsiske hær, der trods konflikt med Frankrig heller ikke ønskede, at Kommunen skulle blive et forbillede for (de tyske) arbejdere. Over 30.000 mennesker blev dræbt af den franske stats hær.
Strejken over kommaer, der (næsten) væltede Tsaren
Erfaringerne med arbejderråd levede sammen med sangen “Internationale” videre i en bredere europæisk arbejderklasse. Og da den russiske Tsar under ‘den blodige søndag’ massakrerede fredelige demonstranter i Skt. Petersborg i 1905, blev det startskuddet på en længere periode med arbejderklasse-protester i Rusland i en strejkebevægelse, der omfattende en million mænd og kvinder.
Arbejderklassen i Rusland var stadig relativt lille, men i hastig vækst med flere millioner arbejdere på få årtier. De var koncentreret i de store byer og vokset frem ud af primært våben- og tekstilindustri. Alligevel var det typografernes strejke over et simpel lønspørgsmål, der især fik betydning. Den russiske revolutionære, Leon Trotskij, skrev: “strejken som startede med kommaer og endte med at styrte enevælden”.
Fra typograferne bredte strejken sig til hele trykkebranchen i Moskva og derefter til hele landet spredt ud gennem jernbanearbejdernes solidaritetsaktioner. Inden for 2 måneder fandtes der arbejderråd (sovjetter), der alene i Skt. Petersborg repræsenterede 147 fabrikker, 34 værksteder og 16 fagforeninger.
På samme måde som i tilfældet med Pariserkommunen, havde man i disse råd på den enkelte arbejdsplads en mulighed for kollektiv at bestemme og organisere arbejdet, samtidig med at man kunne vælge og tilbagetrække delegerede til en bredere strejke koordinerende komité i byen.
Arbejderne valgte i alt 562 delegeret og strejkekomiteen udviklede sig hurtigt til en form for arbejderregering, der udfordrede Tsaren og hans stat. Derfor blev det også sovjetternes rolle, at på alle måde organisere de arbejdende masser, lede strejker og demonstrationer, stoppe pogromer – altså forfølgelse af jøder – og bevæbne arbejderne.
Det lykkedes at organisere madforsyninger, tvinge regeringen til at opfylde løfterne om pressefrihed og almen amnesti, gennemføre en kampagne for 8-timers arbejdsdag og organisere en vellykket generalstrejke for at forsvare mytteristerne fra flådestationen Kronstadt, som stod over for henrettelse.
Det tog Tsar-styret 18 måneder med bedrag og blodsudgydelser, før de fik undertrykt revolutionen fuldstændigt. Generalprøven i 1905 lærte de revolutionære nødvendigheden af en bedre koordinering af sovjetterne og overbevidste dem om at være forberedte på en voldelig konfrontation med staten.
Krigen
Da hele Europa blev kastet i krig i 1914, valgte arbejderklassens repræsentanter (de socialdemokratiske partier og fagforeningerne) at bakke op om magthaverne i deres egne lande, der sendte Europas befolkninger i krig mod hinanden. Der blev erklæret borgfred på fabrikkerne, hvilket betød tvangsarbejde, rationaliseringer og forbud mod strejker uden organiseret protester fra fagforeningerne.
I hele Europa medførte den hastige udvikling af krigsindustrien også, at en ny klasse af arbejdere kom til. De traditionelt faglærte maskinarbejdere mistede status til ufaglærte kvinder og bønder, der kom ind på fabrikkerne og i løbet af blot få måneder var udlært til at fungere som en del af produktionen. Ledelsen overalt i sværindustrien udnyttede denne udvikling til at gå til angreb på de faglærte maskinarbejderes positioner og privilegier.
De faglærte fandt ud af, at de kun kunne forsvare sig, hvis de gjorde deres kamp til en bredere kamp mod selve krigsindustrien, og derfor måtte de også inddrage hele arbejdsstyrken i kampen. Det betød også en organisering uden for de traditionelle fagforeninger, der havde accepteret krigsindustriens logik og samarbejdet med ledelserne på fabrikkerne.
Initiativet måtte altså tages udenom fagforeningerne, og det betød nye organisationsformer. Forskellige navne som arbejderkomiteen i Sheffield, kommissionerne i Italien, tillidsmandsbevægelsen i Tyskland og fabrikskomiteerne i Rusland dækker over den samme organisering på bunden af fabrikkerne i deciderede arbejderråd eller arbejderrådslignende organer. Sovjetternes overtagelse af magten i Rusland i 1917 kan på den måde forstås som et højdepunkt i et generelt oprør mod krigens vanvid. Modsat fagforeningerne, der organiseres på baggrund af opdeling af arbejderne i fag og branche, var – og er – arbejderråd en organisering af arbejderklassen i dens helhed.
Andre højdepunkter var den Tyske Revolution i 1918 hvor de fleste større byer i Tyskland fik demokratiske arbejderråd, der erstattede den gamle magt og tvang den tyske kejser på flugt. I øvrigt også i 17 sønderjydske byer, heriblandt Haderslev, Sønderborg, Tønder og Åbenrå, der dengang var en del af det tyske rige.
Men også i Italien nåede man en situation, hvor arbejderne gennem fabriksbesættelser reelt kontrollerede industrielle centre, mest tydeligt i Torino i 1920. Alligevel tabte alle disse bevægelser og revolutionsforsøg og blev inden for en kort årrække erstattet af den mørkeste reaktion i form af fascistiske regimer.
Den russiske undtagelse
Erfaringerne fra den russiske generalprøve i 1905 havde brændt sig fast i den russiske arbejderklasses bevidsthed. Hver gang en ny bevægelse voksede frem, også under 1. Verdenskrig, blev sovjet-ideen igen afprøvet i praksis. Trotskij beskrev krigårene som en “elementær skole i kamp”, som den svækkede arbejderklasse måtte gennemgå, inden man denne gang kunne væltede Tsaren.
I meget grove træk kan man forklare sovjetternes succesfulde magtovertagelse i følgende:
Modsat situationen i Vesteuropa havde der i en lang årrække eksisteret et selvstændigt revolutionært parti (bolsjevikkerne). De havde konsekvent argumenteret mod imperialisternes krig og forstod, at arbejderklassens befrielse ikke gik gennem arbejderklassens gradvise overtagelse af parlamentet, men ved at styrke og organisere arbejderklassens egne magtorganer – den samme type arbejderråd, som Marx havde “opdaget” under Pariserkommunen.
De havde også forstået, at en situation hvor to sideløbende magter eksisterende side om side, den arbejdende befolknings magt i sovjetterne og den herskendes klasses magt i staten, ikke er stabil og vil ende med den ene klasses sejr over den anden. Hvis arbejdermagten, sovjetterne, ikke skulle gå til grunde, skulle denne magtform havde selvtillid nok til at gribe magten i et opgør med statsmagten.
Denne forståelse er opsummeret i sloganet “Al magt til sovjetterne” og i ønsket om at knuse den borgerlige statsmaskine. Endelig havde den massive undertrykkelse i Rusland også umuliggjort eksistensen af et stort fagforeningsapparat, som man så i det stærkt industrialiserede Europa. Dette sociale lag, og dets politiske udtryk i de socialdemokratiske partier, retter sig mod arbejderklassen, men søger konstant at forhandle inden for de rammer, som kapitalismen dikterer, selv om det betyder død og ødelæggelse, som man så i første verdenskrig.
Med denne indstilling sørgede bolsjevikkerne for at indkalde til regionale og nationale konferencer for civilsamfundets sovjetter. Her fik de generaliserede svar over for arbejdsgivernes sabotage og den kontrarevolutionære fare, der lurede. Spørgsmål om afmilitarisering af industrien, arbejderklassens ledelse af fabrikker og skabelsen af røde garder blev på den måde koordineret på et regionalt og nationalt niveau.
Det er ikke tilfældigt, at erfaringerne med arbejderråd i ovenstående tilfælde opstår i forbindelse med krig og kriser. I disse situationer er det ikke sikkert, at man kan regere på den samme måde som før, og det er heller ikke sikkert, at man vil lade sig regere på samme måde som før.
Arbejderråd er et meget følsomt organ i den forstand, at de lynhurtigt reflektere folkeviljen, da lederne konstant er udskiftelige. Derfor er det en organiseringsform, der kan vokse frem under samfundets kriser, hvor lederskabet hele tiden udfordres af almindelige mennesker, som forandres og radikaliseres i store bevægelser.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed