Socialistisk Arbejderavis
Nr. 328 – 16. april 2013 – side 5
BUPL burde se skriften på væggen
Mille Stockner
Den manglende sympatikonflikt til fordel for lærerne viser behovet for, at fagbevægelsens græsrødder øger presset på fagtoppen.
Jeg mener, det er svagt og et udtryk for manglende forståelse for situationens alvor, at der ikke har kunnet opnås enighed blandt især de offentlige fagforeninger – BUPL og FOA – om at varsle sympatikonflikt til fordel for lærerne og Danmarks Lærerforening. Der kommer hele tiden nye afsløringer, der viser, at de frie forhandlinger reelt er sat ud af kraft – og at der er tale om aftalt spil mellem regeringen og KL.
Senest kunne Dagbladet Politiken 7. april afsløre, at Finansministeriet har indgået en kontrakt med Moderniseringsstyrelsen, der forhandler med de statsansatte lærere, om at dette års overenskomstforhandlinger skal være en “løftestang” for at nedbringe statens udgifter, dvs. forringe de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold.
Fagtoppens undskyldning for ikke at starte sympatistrejker lyder, at lærerne ikke selv har bedt om dette skridt – men der er også en pointe i at tænke og handle selv. Lærerne har haft meget travlt med at forsøge at undgå, at befolkningen vender sig imod dem, og deres strategi har fra dag ét været at signalere forhandlingsvilje og ikke at ville en konflikt. Derfor har lærerne svært ved offentligt at bede om en sympatikonflikt.
Presset på fagtoppen skal øges
Men fagbevægelsen må være blinde eller snorksove, hvis den ikke kan se skriften på væggen. Regeringen er i gang med et opgør med fagbevægelsen. Danmarks Lærerforening er en stor og stærk organisation – og hvis først lærerne knægtes, vil regeringen (og arbejdsgiverne) få markant lettere ved at forringe arbejderklassens vilkår og indføre et meget usikkert og ubehageligt arbejdsmarked med indskrænkelse af mange rettigheder.
Jeg har som fagligt engageret og tillidsrepræsentant henvendt mig til min fagforening, BUPL, med et ønske om, at de tog initiativ til sympatikonflikt. Men det blev relativt hurtigt skudt ned. Med, efter min mening, vage og vattede formuleringer om, at det ikke var “hensigtsmæssigt” lige nu og undskyldninger om tidsfaktoren (fire ugers-varsling). Selv ikke da Dennis Kristensen fra FOA udsendte en invitation til sympatikonflikt kendte BUPL sin besøgelsestid.
Men jeg mener, at vi medlemmer skal blive ved med at presse fagtoppen hele tiden. Det kan være, at de vågner op en dag, hvis vi bliver ved? Derfor vil jeg opfordre alle til at tale med deres kolleger, tillidsrepræsentanter osv. og forsøge at lægge pres på deres fagforenings top.
Mille Stockner er tillidsmand i BUPL
Se også:
SAA 328: Kender HK sin besøgstid?
SAA 328: Det mener vi: Lærerkonflikten giver klarsyn
SAA 328: Regeringen er svag: Lærerne kan vinde – men ikke alene
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe