Socialistisk Arbejderavis
Nr. 329 – 24. maj 2013 – side 2
Kunne lærerne havde vundet?
Lene Junker
Under lærerkonflikten havde lærerne mange gode kort på hånden, rigtig mange af dem blev flittigt brugt, og der blev taget mange stik hjem.
Først og fremmest er DLF en stærk og velfungerende fagforening, hvor 97% er organiseret, og vi havde mange penge at konflikte for. Vi havde en god sag: Tid til forberedelse, kvalitet i undervisningen, ordentlige arbejdsvilkår og demokrati på arbejdspladsen.
Under lockouten blev frustration og vrede vendt til kollektiv handling. Lockouten satte nye standarder for den faglige aktivitet. Rigtig mange var aktive, vi satte dagsordenen og vandt støtte i befolkningen og i andre faggrupper.
Vi havde stormøder, lokale og landsdækkende demonstrationer, som var med til at styrke sammenholdet og vise vores styrke. Samarbejde mellem alle lærerfagforeninger og andre offentligt ansattes fagforeninger blev udbygget, og nogle støtteerklæringer fra LO-fagforeningerne blev det også til.
Alt det som vi kunne havde gjort
Alligevel udspillede den faglige aktivitet sig inden for rammerne af lærernes professionsideal og Den danske model, udmøntet af DLF.
Vi ville gerne undervise – ikke konflikte. Vi gav indrømmelser på alt – undtagen forberedelsestid. Vi appellerede til dialogen og til modstandernes forståelse, uden rigtig at tro på den. Vi sagde nej tak til sympatistrejker. Vi bad regeringen om at gribe ind og slutte lockouten, selvom den samme regering havde startet lockouten.
Kort sagt, vi blev aldrig rigtig farlige for regeringen og KL. Derfor kunne den forberede indholdet af regeringsindgrebet og gennemføre det på det mindst ringe tidspunkt.
Vi spillede aldrig de trumfkort, som er indbygget i selve aftalesystemet, nemlig sympatikonflikten og udvidelse af konflikten. Vi inviterede aldrig til TR-møder – landsdækkende eller lokale – for at invitere hele fagbevægelsen ind i kampen. Vi havde heller ingen plan for hvad, vi ville gøre, når regeringen greb ind i overenskomsten.
Det sammenhold og fællesskab, som blev opbygget under lockouten, er det bedste værn og våben fremover. Her gælder kampen kollektive aftaler i den enkelte kommune eller på den enkelte arbejdsplads.
Fagbevægelsen – solidariteten og venstrefløjen
De fleste faglige ledere er tydeligvis ikke klar til at kæmpe mod regeringen. De havde også accepteret Helligdagstyveriet sidste år, hvis ikke det var for protester fra menige medlemmer, tillidsfolk og lokale fagforeninger.
Under lærerlockouten så vi også en lang række af menige fagforeningsmedlemmer, tillidsfolk og lokale fagforeninger støtte lærerne på forskellige vis. Det er opmuntrende og peger i den rigtige retning.
Enhedslisten støttede lærerne fra starten. Folketingsgruppen, Fagligt Landsudvalg, Lærernetværket, byrådsmedlemmer og lokale Enhedsliste-afdelinger. Ordene var mange og rigtige i byrådssale og i Folketing, debatter i medierne og på Facebook og i de omdelte flyers.
Men der er brug for faglige aktivister, som kan starte debatten om solidaritet og fælles kamp på arbejdspladserne og i fagforeningerne og derfra omsætte dem til handling sammen med utilfredse socialdemokrater og SF´ere.
Der er brug for en ny faglig venstrefløj, som kan organisere solidariteten og modstanden fra neden, presse de faglige ledere til at handle – eller handle selv.
Som den stærkeste kraft på venstrefløjen bør Enhedslisten spille en afgørende rolle i at opbygge en ny faglig venstrefløj. Desværre er der kun få tegn på, at dette sker.
Fremtidens kampbetingelser
Regeringen bliver mere og mere ligegyldig overfor sine vælgere og har valgt at se stort på sine dårlige meningsmålinger. I 2012 kunne et behersket pres fra arbejdspladser og fagforeninger få den til at droppe Helligdagstyveriet. I dag er regeringens krisepolitik sat på skinner, og der skal meget mere til for at presse den.
Indtil lærerlockouten havde regeringen “kun” angrebet svagere grupper, som arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere. Nu er den også lykkedes med at sætte sin magt igennem overfor en stærk og velorganiseret gruppe og vinde dette slag.
Lærerne var stærke nok til at modstå KL’s lockout. Men at modstå en samlet front af arbejdsgivere og regering krævede, at den samlede fagbevægelse kom med i kampen i form af sympatikonflikt mv.
Første maj blev den hidtil største demonstration mod regeringens politik. Derefter er kritikken haglet ned over den fordi, tusinder er faldet ud af dagpengesystemet og flere vil følge. Den forsøger sig med endnu en lappeløsning, som fortsætter med at undergrave de faglige organisationer, men fastholder krisepolitikken.
Regeringen er ikke færdig med sin krisepolitik og det er arbejdsgiverne heller ikke. Angrebene vil fortsætte.
Uanset hvem, det rammer næste gang, så er lærernes kamp et “skoleeksempel” på, at en aktiv og synlig modstand kan vinde sympati i befolkningen og solidaritet fra andre arbejdere. Men den er også et “skoleeksempel” på, at hvis ikke den solidaritet omsættes til aktiv handling gennem sympatistrejker mv., så kan man ikke vinde.
Se også:
SAA 329: Var sympati-aktioner en mulighed?
SAA 329: Lærerkonflikten fra start til slut
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed