Socialistisk Arbejderavis
Nr. 331 – 5. september 2013 (Kun online)
Mellemøstlige og nordafrikanske socialistiske organisationer
Vi står bag det syriske folks revolution – Nej til udenlandsk intervention
Erklæring fra Revolutionære Socialister (Ægypten), Den Revolutionære Venstre-strømning (Syrien), Unionen af kommunister (Irak), Al- Mounadil-a (Marokko), Socialistisk Forum ( Libanon), Arbejdernes Venstre-Forbund (Tunesien)
Mere end 150.000 mennesker er blevet dræbt, hundreder af tusinder skadet og handicappet og millioner fordrevne i og uden for Syrien. Byer, landsbyer og bydele er blevet helt eller delvist ødelagt ved hjælp af alle former for våben, herunder krigsfly, Scud-missiler, bomber og tanks – alle betalt af sved og blod fra det syriske folk. Alt dette blev gjort under påskud af at forsvare fædrelandet og opnå militær balance med Israel – hvis besættelse af syrisk jord i virkeligheden er beskyttet af det syriske regime, som har undladt at besvare Israels fortsatte aggression.
Men på trods af de enorme tab, der er nævnt ovenfor, som rammer alle syrere, og den ulykke, der er påført dem, har ingen international organisation eller større land – eller for den sags skyld mindre – følt behov for at yde praktisk solidaritet eller støtte til syrerne i deres kamp for deres mest grundlæggende rettigheder, menneskelig værdighed og social retfærdighed.
De eneste undtagelser var nogle af Golfstaterne, mere specifikt Qatar og Saudi-Arabien. Men deres mål var at kontrollere karakteren af konflikten og styre den i en sekterisk retning ved at forvrænge den syriske revolution og forsøge at standse den, som en afspejling af deres dybeste frygt for, at den revolutionære flamme vil nå deres egne kyster. Så de støttede mørkemændene fra takfiri-grupperne, der for hovedparten kommer langvejs fra, for at påtvinge en grotesk vision om et styre baseret på den islamiske sharia. Disse grupper har, igen og igen, deltaget i skrækindjagende massakrer mod syriske statsborgere, der modsatte sig deres undertrykkende foranstaltninger og aggressioner i de områder, der var under deres kontrol eller var under angreb. Kig på det seneste eksempel med landsbyerne i Latakia-provinsen.
En stor blok af fjendtlige kræfter, fra hele verden, konspirerer imod den syriske folks revolution, der brød ud i takt med, at opstandene bredte sig over en stor del af den arabiske region og Maghreb gennem de seneste tre år. Folkenes opstande forsøgte at sætte en stopper for den historie af brutalitet, uretfærdighed og udbytning og opnå retten til frihed, værdighed og social retfærdighed.
Men det provokerede ikke kun de lokale brutale diktaturer, men også de fleste af de imperialistiske kræfter, som søger at sikre tyveriet af vore folks rigdomme i al evighed, ud over de forskellige reaktionære klasser og kræfter i alle disse områder og omkringliggende lande.
Ligesom i Syrien omfatter den alliance, der kæmper mod folkets revolution, et væld af reaktionære sekteriske kræfter, anført af Iran og konfessionelle militser i Irak og, desværre, Hizbollahs angrebsstyrker, som er ved at drukne i sumpen af forsvar for et dybt korrupt og kriminelt diktatorisk regime.
Denne uheldige situation har også ramt en stor del af den traditionelle arabiske venstrefløj, som har stalinistiske rødder, både i selve Syrien eller i Libanon, Egypten og resten af den arabiske region – og på verdensplan – som tydeligt er forudindtaget til fordel den elendige alliance omkring Assad-regimet. Begrundelsen er, at nogle ser det som et “ukueligt” eller endda et “modstands-” regime. De siger dette på trods af dets lange historie – gennem hele den periode, det har været ved magten – om at beskytte den zionistiske besættelse af Golan-højderne, dets konstante blodige undertrykkelse af forskellige grupper, der modsætter sig Israel, det være sig palæstinensiske eller libanesiske (eller syriske), og at regimet har været passivt og underdanigt siden oktober-krigen i 1973 over for Israels aggressioner på syriske områder. Denne forudindtagethed vil få alvorlige konsekvenser for almindelige syreres holdning til venstrefløjen i almindelighed.
FN og især Sikkerhedsrådet var ude af stand til at fordømme forbrydelserne fra et regime, som det syriske folk forkastede kontinuerligt og fredeligt i mere end syv måneder, mens kuglerne fra snigskytter og shabbiha [væbnede militser, der støtter det herskende Ba’ath-parti] ramte demonstranterne én efter én og dag efter dag, og mens de mest indflydelsesrige aktivister blev tilbageholdt og udsat for de værste former for tortur og blev ryddet af vejen i fængsler og arresthuse. Alt imens forblev verden fuldstændigt tavs og i en tilstand af total benægtelse.
Situationen fortsatte, stort set uændret, efter at menneskene i revolutionen besluttede at gribe til våben og fremkomsten af, hvad der blev kendt som Den Frie Syriske Hær (FSA) – hvis kommando og soldater i vid udstrækning kom fra den regulære hær. Dette førte til en rædselsvækkende optrapning af forbrydelser fra regimet.
Russisk imperialisme, den vigtigste allierede for Ba’ath-regimet i Damaskus, som forsyner det med alle mulige former for støtte, er fortsat på udkig efter at blokere ethvert forsøg på at fordømme disse forbrydelser i Sikkerhedsrådet. USA, den anden side, ser ikke et reelt problem i en fortsættelse af status quo, med alle dens konsekvenser og ødelæggelse af landet. Dette gælder, trods de trusler og skræmmekampagner, som USA’s præsident har benyttet sig af, hver gang nogen i oppositionen har rejst spørgsmålet om regimets brug af kemiske våben, lige indtil den seneste optrapning, hvor det blev anset for at overskride en “rød linje”.
Det er klart, at Obama, som giver indtryk af, at han vil gå videre med sine trusler, ville have følt stor forlegenhed, hvis han ikke gør det, da det ikke kun vil påvirke synet på præsidenten negativt, men også på billedet af den mægtige og arrogante stat, han leder, i de underdanige arabiske landes og hele verdens øjne.
Det forestående angreb mod de syriske væbnede styrker er i realiteten ledet af USA. Men det sker med forståelse og samarbejde af allierede imperialistiske lande, selv uden at rationalisere det gennem den sædvanlige farce, kendt som international legitimitet (nemlig de beslutninger truffet af FN, som var og forbliver repræsentative for stormagternes interesser, uanset om de indbyrdes er i konflikt eller i alliance, afhængigt af omstændighederne, forskelle og mellemværender blandt dem). Med andre ord vil angrebet ikke vente på Sikkerhedsrådet på grund af det forventede russisk-kinesiske veto.
Desværre er der mange i den syriske opposition, der satser på dette angreb og den amerikanske holdning i almindelighed. De tror på, at dette ville skabe mulighed for, at de kan gribe magten, springe over bevægelsen og masserne og deres selvstændige beslutninger. Det bør således ikke være en overraskelse, at repræsentanterne for denne opposition og Den Frie Syriske Hær (FSA) ikke havde nogen forbehold over for at give oplysninger til USA om foreslåede mål for angrebet.
I alle tilfælde er vi enige om følgende:
- Den vestlige imperialistiske alliance vil angribe flere positioner og vitale dele af den militære og civile infrastruktur i Syrien (med flere tilskadekomne, som sædvanlig). Men, som man var ivrig efter at meddele, vil angrebene ikke have til formål at vælte regimet. De har kun til formål at straffe, med Obamas ord, den nuværende syriske ledelse og redde ansigt på den amerikanske administration, efter alle truslerne vedrørende brug af kemiske våben.
- Den amerikanske præsidents intentioner om at straffe den syriske ledelse stammer ikke, på nogen som helst måde, fra Washingtons solidaritet med lidelserne hos de børn, der faldt i Ghouta-massakrerne, men fra hans loyalitet over for, hvad Obama kalder USA’s vitale interesser og landets egen sikkerhed, foruden Israels interesser og sikkerhed.
- Den syriske hær og dens regionale allierede, ledet af det iranske regime, vil højst sandsynligt ikke have nok mod til at følge op på, hvad der så ud til at være trusler fra deres højtstående embedsmænd om, at ethvert vestligt angreb på Syrien vil antænde hele regionen. Men denne mulighed er stadig på bordet, som en sidste mulighed med katastrofale resultater.
- Det forestående vestlige imperialistiske angreb har ikke til hensigt at støtte den syriske revolution på nogen måde. Det vil søge at presse Damaskus til forhandlingsbordet og tillade Bashar al-Assad at trække sig tilbage fra forgrunden, men at holde regimet ved magten, mens det i høj grad forbedrer betingelserne for at styrke den amerikanske imperialismes position i det fremtidige Syrien mod russisk imperialisme.
- Jo mere de, der deltager i den fortsatte folkelige mobilisering – og som er mere opmærksomme, principfaste og dedikerede til Syriens fremtid og dets folk – erkender disse kendsgerninger, deres konsekvenser og resultater og handler i overensstemmelse hermed, jo mere vil det bidrage til at hjælpe det syriske folk til at kunne vælge en ægte revolutionær ledelse. I processen med en engageret kamp baseret på de nuværende og fremtidige interesser for deres folk, vil dette skabe et radikalt program i overensstemmelse med de interesser, som kunne fremmes og omsættes til praksis på vejen til sejr.
Nej til alle former for imperialistisk indgriben, uanset om det er fra USA eller Rusland.
Nej til alle former for reaktionære sekteriske interventioner, uanset om det er fra Iran eller Golfstaterne.
Nej til Hizbollahs intervention, som fortjener den maksimale fordømmelse.
Ned med alle illusioner om det forestående amerikanske militære angreb.
Åbn alle våbendepoter for det syriske folk til at kæmpe for frihed, værdighed og social retfærdighed.
Sejr til et frit demokratisk Syrien og ned med Assad-diktaturet og alle diktaturer for evigt.
Længe leve det syriske folks revolution.
-
Revolutionære Socialister (Ægypten),
Den Revolutionære Venstre-strømning (Syrien),
Unionen af kommunister (Irak),
Al-Mounadil-a (Marokko),
Socialistisk Forum (Libanon),
Arbejdernes Venstre-Forbund (Tunesien)
Offentliggjort lørdag den 31. august 2013
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2368, 1. sep. 2013
Se også:
SAA 331: Både regimet og Vesten er trusler mod den syriske revolution
SAA 331: Erklæring fra syriske revolutionære socialister: ‘Vores revolution har ingen andre venner end folket’
SAA 331: Den egyptiske revolution: Militærregimet står nu blodigt og nøgent tilbage
SAA 331: Udtalelse fra de egyptiske Revolutionære Socialister om massakren i Cairo: Ned med militærstyret! Ned med Al-Sisi, lederen af kontrarevolutionen!
SAA 331: Afghanistankrigen – den katastrofale krig
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed