Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 10

Fortsat oprør i Syrien

Jørn Andersen

USA’s krig mod Syrien er udsat på ubestemt tid, men oprøret fortsætter trods svære betingelser.

Oprøret i Syrien begyndte i marts 2011. Kort forinden var diktatorerne i Tunesien og Egypten blevet væltet af massive folkelige demonstrationer.

I Syrien begyndte det ikke som et oprør, men som et krav om reformer. Trods Assad-regimets snigskytter og militære angreb fortsatte demonstranterne i ugevis med at protestere ubevæbnet. Først da det blev for blodigt, begyndte demonstrationerne at blive beskyttet af bevæbnede civile.

Assad-regimet svarede igen med bombeangreb på de byer, hvor protesterne var stærkest. Det seneste halvandet år har der reelt været tale om en borgerkrig mellem Assad-regimet på den ene side og oprørere af forskellig art på den anden.

Socialt oprør

Militariseringen af konflikten har fået mange til at nægte, at der er tale om et “rigtigt” oprør. Nogle ser det som en “meningsløs” borgerkrig med radikale islamister, CIA-agenter – og en nærmest uskyldig Bashar al-Assad.

Men de seneste 20-30 år har Assad-regimet ført en politik, der minder meget om Ben Alis i Tunesien og Mubaraks i Egypten.

Det begyndte i midt-80’erne med angreb på lønninger, social sikkerhed og støtte til dagligvarer. De seneste 15 år har der været meget mere samarbejde med privat kapital, afvikling af “social-staten” – og parallelt hermed en styrkelse af den undertrykkende stat.

I 2005-7 flygtede ca. 1,5 millioner mennesker til Syrien fra Irak-krigen. Og både den militære tilbagetrækning fra Libanon i 2005 og især finanskrisen i Dubai i 2008 betyder, at mange migrant-arbejdere vender hjem – og holder op med at sende penge hjem til familien.

Ulighed

Store mængder jord er blevet privatiseret. Og i 2008-10 ramte en tørke-katastrofe især bønderne hårdt. Titusinder af bønder måtte flytte ind til storbyernes forstæder – sammen med hjemvendte migrant-arbejdere og irakiske flygtninge. Og netop disse forstæder har været oprørets centre.

I 2010 tjente 61 % af de syriske arbejdere under 190 $ (ca. 1050 kr.) om måneden. Mange måtte bo 2-3-4 mennesker pr. værelse. Arbejdsløsheden, især blandt unge, var høj.

Så samtidig med at overklassen blev rigere og rigere, blev livet for arbejdere og bønder hårdere og hårdere.

Som en bonde fra Deraa sagde til en journalist en uge før oprøret startede i 2011: “Man kan ikke blive ved med at presse folk på den måde. Det kan man bare ikke. Alt hvad der kræves er en gnist.

”Gnisten kom i form af oprørene i Tunesien og Egypten.

Svag klassekamp

I Egypten havde der været store demonstrationer til støtte for den 2. palæstinensiske Intifada i 2000. Herefter store demonstrationer mod Irak-krigen i 2003. Fra 2004 den anti-kapitalistiske bevægelse “Kifaya”. Og ikke mindst større strejker fra 2006-8 og frem.

Syrien har ikke haft en sådan proces til at bygge netværk mellem oppositionelle i nær samme omfang. Derfor har oprøret haft et meget mindre klasse-baseret udtryk – selv om de sociale (klassemæssige) modsætninger er store.

Det betyder, at der endnu ikke er den organiserede kraft af arbejdere, der kan lamme regimet. I Egypten var det formentlig den afgørende faktor, der fik generalerne til at indse, at de måtte ofre Mubarak i 2011.

Demokrati fra neden

Alligevel er der opstået en noget mere demokratisk styreform i mange af de befriede områder i form af de såkaldte “lokale koordinations-komiteer”.

Nogle steder bygger de på mere traditionelle sociale hierarkier. Men ofte bliver disse hierarkier brudt, fordi de ikke har den samme betydning i byer, der enten er sønderskudt eller er under trussel om angreb fra regimets styrker.

Men det er klart, at demokrati fra neden uden en social base på større arbejdspladser er meget skrøbeligt, når man samtidig er under militært angreb.

Militserne

Samtidig er der stor mangel på moderne våben. Det betyder, at militser som har moderne våben, såsom de islamistiske militser (fra fx Irak og Kuwait) får større militær betydning end deres sociale vægt ellers ville give dem.

Men de kommer også meget tit i konflikt med befolkningen i de områder, de har kontrol over. De er klart imod revolution, og har i visse tilfælde angrebet oprørs-kommandanter og -aktivister. Det har givet dem et ry som regeringens “5. kolonne” i de befriede områder.

Kan oprøret vinde?Den offensiv, som regeringen havde iværksat hen over sommeren, er gået i stå. Syriens vice-premierminister har indrømmet, at borgerkrigen er inde i et dødvande, og at regeringen ikke kan vinde.

Derfor forsøger den sig nu med forhandlinger, som måske ofrer Assad, men fastholder regimet. En sådan løsning vil få stor opbakning fra fx USA, EU, Rusland osv. Men den vil næppe være stabil.

For de syriske arbejdere og bønder er det ingen løsning. For dem er oprøret nødt til at få en dybere social karakter, hvis de skal kunne se løsninger.

Se også:
SAA 332: Syrien: Hvorfor angreb USA ikke?
SAA 332: Hvorhen for den egyptiske revolution?

Flere artikler fra nr. 332

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1393 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside