Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 335 – 16. januar 2014 – side 6

Interview med fagligt aktiv

“Det er ikke nok at brokke sig i skurene”

Kasper Pauli Pedersen

Benny Allermand er medlem af fagforeningen BJMF (bygge-, jord-, og miljøarbejdernes fagforening). Socialistisk Arbejderavis har spurgt ham, hvordan man er aktiv socialist på sin arbejdsplads og fagforening.

Benny Allermand

Hvorfor er du som socialist aktiv i din fagforening?

Fagforeningen er vigtig, fordi det er her, arbejderklassen er organiseret på arbejdspladsen.

Fagforeningerne er ikke særligt radikale herhjemme, men den afdeling jeg er i, er måske den mest radikale, der findes inden for byggebranchen her i landet. Det er jo ikke noget, der er sket af sig selv, men fordi aktive socialister har påvirket retningen og aktivitetsniveauet.

Fagforeningerne er i virkeligheden det eneste alternativ, hvis man vil opbygge modstand på arbejdspladserne, og så kan man via dem forsøge at radikalisere og give nogle andre svar end dem, toppen i fagbevægelsen kommer med.

Hvordan er du konkret socialist på din arbejdsplads?

Det handler om at deltage i diskussionerne i skurene og fyraftensmøder og bringe socialistiske argumenter i spil. Så sker det, at folk kan se nødvendigheden i, at vi organiserer os og skaber modstand.

Det største problem er måske, at mange tror, det er nytteløst, fordi man er en del af et større maskineri, og fagtoppen hele tiden er i defensiven og snakker om, at vi skal tilpasse os i stedet for at slås. Så det er i et eller andet omfang også de begrænsninger, vi sætter for os selv, som vi skal overvinde.

Hvordan skal vi overvinde de begrænsninger?

Man skal være klar på at tage diskussionerne, og fagtoppen har faktisk svært ved ikke at bakke op med midler, hvis man præsenterer dem for aktiviteter. Det skal vi være bedre til at udnytte.

Når det kommer til handling, skal det komme nedefra. Vi skal bruge de netværk, der naturligt er i fagbevægelsen, f.eks. klubber osv. Det er som regel ikke noget, de ansatte i fagforeningerne vil røre med en ildtang.

De utilfredse bygningsarbejderes aktioner blev organiseret igennem klubberne, hvor vi i forvejen har haft nogle diskussioner om, hvad vi skulle gøre. Det blev til, at både murere, tømrere og betonarbejdere på baggrund af klubbernes kontaktlister ringede til medlemmer for at diskutere situationen.

Så snart vi gik fra idé til handling, var der faktisk mange, der var klar til at støtte. Når man snakker med folk én til én, er det jo mange af de samme ting, der bekymrer dem, f.eks. uorganiseret arbejdskraft, løndumping osv. De manglede bare nogen, der organiserede den vrede, der er på arbejdspladserne.

Hvordan kan man udvide blokaderne mod metrobyggeriet?

Jeg har prøvet sammen med en murer og en tømrer at lave en form for telefontræ, hvor vi prøver at få personer, som vi har tillid til, til at meddele os, når de forskellige steder på byggepladser i Storkøbenhavn får kontakt til en gruppe personer på deres byggeplads, som de har tillid til.

På den måde opbygger vi et netværk på tværs af firmaer rundt på byggepladserne. Dette netværk kan handle, når der opstår problemer på byggepladserne, melde det til fagforeningen og organisere aktioner.

Det er faktisk gået rigtig godt. I kraft af, at folk står i kampene og er med til blokaderne, bliver de også mere bevidste, og de diskussioner, der er gået forud, forankres på en helt anden måde end før. Netværket er vokset, så vi ved den sidste aktion, vi lavede, var op imod 30-40 på blokaden.

Blokaderne er godt nok gået lidt i sig selv igen, men vi har planer om at få det op at køre igen.

Grunden til det gik lidt i stå, er måske, at der har været lidt uoverensstemmelser ift., hvor hurtigt vi lod blokader opløse osv.

Nogle mente, at det skulle være mere militant, og så måtte vi lade os anholde for at ødelægge støbningerne – hvilket virkelig koster den arbejdsgiver penge, der udbytter og misbruger uorganiserede arbejdere.

Andre mente, at det var for voldsomt. Her handler det selvfølgelig om at finde en balance imellem bredde og radikalitet, så man kan få så mange som muligt med, men også gøre det så militant som muligt.

Hvad ser du som de vigtigste krav at stille til OK 14?

Helt klart kædeansvar. Der er opbakning hertil for 61 procent af bygningsarbejderne.

Kædeansvar er ikke nok: Enten skal vi have noget, der hedder akkordafsavnstillæg eller også skal vi have banket mindstelønnen i vejret.

Som det er i dag, er det i virkeligheden også løndumping at ansætte folk på den mindsteløn, der er forhandlet på plads. Den er urimeligt lav, og hvis ikke den sættes 10-15 kr. op i timen, er det stadig løndumping.

Er det sandsynlige krav at komme igennem med?

Ikke hvis du spørger arbejdsgiverne, men sådan er det jo altid. Det ser heller ikke for godt ud ift. fagtoppen. Men de har altså allerede været i modvind ved afdelingsmøderne, og det er afgørende, at vi fastholder presset på fagtoppen. Det bliver et langt sejt træk.

I 3F, som BJMF er en del af, har vi det, vi kalder ”dødens købmand”, som sidder på flæsket i 3F. Det er alle socialdemokratiske fagbureaukrater i toppen af 3F, som er bedre til at varetage deres egne interesser end almindelige arbejderes.

For at bryde igennem den mur, er vi nødt til at agere mere politisk. Vi må ikke tro, at fagtoppen ikke er politisk og blot vil os alle det bedste, for de følger den kurs, den nuværende regering har lagt.

De er altså ofte, ud over de små ”bjæf”, de kommer med, på samme hold som vores modstandere. Medlemmerne er pissetrætte af det, og det er svært både at kæmpe imod arbejdsgiverne og samtidig presse fagtoppen. Men det er nødvendigt.

Kan man organisere den opposition, der skal til for at presse fagtoppen og ændre kursen fra forhandling til kamp?

Oppositionen er allerede organiseret, den er bare ikke så stærk endnu. Altså BJMF og flere andre har jo allerede nogle mindre officielle lobbymøder både i forbindelse med kongres og andre tidspunkter, hvor man forsøger at snakke sammen.

Men det er klart, at det afgørende er, at man kan vokse i antal, fordi det er på antallet, at vi kan presse fagtoppen. Og så er vi faktisk tilbage i skuret, for det er her, det lange og seje træk skal tages.

Det er her, vi skal finde opbakning ved at skabe en mere aktiv kultur på arbejdspladserne, der tager ansvar for at presse forandringer igennem. Det er på den enkelte arbejdsplads alting starter, og i virkeligheden har 65 procent den samme holdning til fagtoppen som til politikkerne: De er ikke til at regne med.

Men det er selvfølgelig ikke nok at brokke sig i skurene, her spiller aktive socialister en rolle i at organisere de mennesker og få vendt brokken og vreden til egentlig aktivitet og handling, så vi kan skabe den venstreopposition i fagforeningerne, der er nødvendig.

Det er ikke altid nemt, men det er vores eneste mulighed.

Se også:
SAA 335: Arbejdere kan forandre verden – hvis de vil...
SAA 335: Der er brug for en faglig venstrefløj
SAA 335: Arbejderklassen i tal
SAA 335: Arbejderklassen lever

Flere artikler fra nr. 335

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Fagforeninger

Se flere artikler af forfatter:
Kasper Pauli Pedersen

Siden er vist 2318 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside