Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 13

Kampen mod nazisterne

Jørn Andersen

Hvorfor er kampen mod nazisterne en vigtig opgave for socialister i Danmark i 2014?

For nogen er spørgsmålet meningsløst, fordi de ikke opfatter kampen som specielt vigtig. For andre er kampen så central, at det er meningsløst at spørge “hvorfor”.

Men for at kunne svare på, hvordan nazisterne skal bekæmpes, er vi nødt til at kunne svare på “hvorfor”.

Et kig over Europa

Tager vi et kig ud over Europa, er det nemt at se konsekvenserne, hvis nazisterne bliver en politisk faktor.

I lande som Frankrig, Ungarn, Grækenland og Sverige er nazisternes fremgang blevet fulgt af et blodspor af voldelige overfald og mord på mørkhudede indvandrere, venstreorienterede, fagforeningsfolk, seksuelle mindretal osv.

Dette sker i en situation med dyb økonomisk krise i Europa. Hvor mainstream-politikere bruger racismen til at aflede opmærksomheden fra, at deres politik ikke gavner almindelige arbejdere og studerende. Og hvor modstanden mod krisepolitikken i form af massestrejker og -protester de fleste steder (dog ikke i Grækenland) er lav.

Slå dem, mens de er små

Dén kombination skaber et politisk miljø, hvor selv ret små nazistiske organisationer hurtigt kan vokse.

Det er derfor forkert, når folk fra den mere "reformistiske" venstrefløj siger, at man ikke behøver tage kampen mod nazisterne alvorligt, "fordi de er små og ubetydelige".

Al erfaring viser, at hvis man venter, til de bliver "større og betydelige", så er nazisterne meget sværere at slå.

Danmark 2014

Kampen mod nazisterne er altså vigtig, også i Danmark i 2014. Men den taktik, som den autonomt inspirerede venstrefløj foreslår, hvor den fysiske konfrontation med nazisterne altid står i centrum, passer ikke til alle situationer.

Grunden til, at kampen mod nazisterne skal tages alvorligt, er ikke, at de i dag udgør hverken en politisk trussel eller en konkret fysisk trussel. (Det er rigtigt, at der er overfald, men det kan vi ikke forhindre uden at knække nazisterne generelt.)

Grunden er, at det generelle politiske billede i Europa kan gøre dem til en konkret politisk og fysisk trussel. Om det sker, afhænger ikke kun, eller især, af nazisternes egen indsats.

Den afhænger langt mere af, om krisen fortsætter med at skabe desperation og afmagt – eller om der begynder at blive skabt en større kollektiv modstand mod krisepolitikken.

Gør forsvar til angreb

At krisen og de asociale angreb vil fortsætte er der ingen tvivl om. Men fraværet af modstand kan hurtigt ændre sig – især hvis venstrefløjen begynder at tage opbygningen af modstand alvorligt.

Det er derfor en blindgyde at bekæmpe nazister, uden at det indgår i en bredere strategi for at opbygge en stærkere venstrefløj.

Hvad betyder det konkret?

Det betyder fx, at når en meget lille anti-nazistisk bevægelse bekæmper en endnu mindre nazistisk modstander, så er det dumt at vælge en taktik, der ikke er i stand til at appellere til den bredere anti-nazisme i arbejderklassen og blandt studerende, gymnasieelever osv.


Når en meget lille anti-nazistisk bevægelse vælger en taktik, der uundgåeligt fører til fysisk konfrontation – ikke med nazisterne, men med politiet – så har man ingen chance for at gøre den anti-nazistiske bevægelse større.

Byg modstand

I stedet er det vigtigt at tænke lidt mere langsigtet: Hvordan bygger vi en større anti-racistisk bevægelse, som dels er stor nok til at stoppe nazisterne, når de på et tidspunkt kommer ud over deres mikro-stadium?

Hvordan laver vi kampagner mod den racisme, der kommer fra mainstream-politikere og medier? Hvordan gør vi anti-nazistiske aktivister til en del af at bygge modstand mod krisepolitikken?

Kampen mod nazisterne er en nødvendig forsvarskamp. Men nazismens vækst-betingelser skabes af den langt større trussel fra angrebene fra arbejdsgivere og regering.

Derfor er det nødvendigt at udvikle en taktik, som skaber en større anti-racistisk bevægelse – en bevægelse, der indgår som en integreret del af kampen mod krisepolitikken.

Se også:
SAA 338: Demonstration 10. maj: Sammen for mangfoldighed – mod nazisme
SAA 338: EU-valget: Fremgang for det yderste højre

Flere artikler fra nr. 338

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1902 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside