Socialistisk Arbejderavis

Nr. 340 – 22. august 2014 – side 4

1989: Før stormen

Charlie Lywood

For 25 år siden startede de største politiske og sociale omvæltninger i Europa i nyere tid. Charlie Lywood indleder en artikelserie om omvæltningerne med at tegne baggrunden for dem.

De politiske og sociale omvæltninger, der startede i 1989, har gentegnet det politiske Europa-kort. På mindre end fem måneder brød det sovjetiske imperium sammen, og til sidst, lidt forsinket, bølgede det også igennem selve det russiske kerne-territorium.

Millioner af mennesker blev sat i bevægelse op til og under disse omvæltninger i håbet om et bedre, friere liv.

Men hvad er baggrunden for, hvad der sket i 1989?

Det modsatte af socialisme

De lande, der udgjorde Sovjet og dets imperium før 1989, blev kaldt – og kaldte sig selv – “socialistiske”. Men disse lande havde ikke noget med socialisme at gøre. Selv om deres herskende klasser brugte begreber lånt fra marxismen, var de det modsatte af “socialistiske”.

Landene i Østeuropa og i Sovjet var styret af en herskende elite gennem kommunistiske partier. Alle aspekter af det politiske, økonomiske og sociale liv var under deres kontrol.

Arbejderklassens liv i særdeleshed var kontrolleret i alle detaljer af statskontrollerede fagforeninger, og de sporadiske forsøg på at gøre oprør blev brutalt slået ned.

Indhente Vesten

Hvorfor var disse totalitære og undertrykkende samfund nødvendige?

Det var den eneste måde, hvorpå den herskende klasse kunne opfylde sit mål: at fastholde sin politiske magt (og dermed sig selv som klasse) gennem en økonomisk udvikling, der kunne matche Vestens.

Stalin advarede i 1931 i en tale til industriledere: “Vi er 50 eller 100 år bagefter de højtudviklede lande. Vi må indhente denne afstand på 10 år. Enten gør vi det, eller også bukker vi under.”

Det betød tvangs-kollektivisering og tvangs-deportering for at skaffe fremgang i landbruget, så man kunne forsyne byerne uafhængigt af import. Det betød militarisering af arbejdspladserne med massiv nedgang i levestandarden for arbejderklassen til følge.

Det overskud, som blev skabt på denne måde, blev omsat – ikke til forbrug, men til våben. Modstand blev brutalt slået ned, og millioner af russere og andre nationaliteter blev ført til arbejdslejre i Sibirien og lignende steder.

De menneskelige omkostninger var enorme. Et konservativt estimat vurderer, at op mod 45 millioner gik til i Stalins tvangs-kollektiviserings-proces og i arbejdslejre over en periode på ca. 20 år.

Dén industrielle revolution, som det tog 250 år at gennemføre i England, blev i USSR gennemført på 20-30 år. Derfor den ekstreme brutalitet.

Bureaukratisk statskapitalisme

Men hvordan kan vi teoretisk forklare denne proces, som underlagde sig 400 millioner mennesker i et massivt fængsel, som disse lande i realiteten var?

Teorien om den bureaukratiske statskapitalisme har givet socialister internationalt mulighed for både at forklare, hvad der er skete i Sovjet, men også for at modstå vestlige lederes forsøg på at sværte marxismen til med henvisning til Sovjet som “den virkeliggjorte socialisme”.

Stalin og hans klike i bolsjevik-partiet gennemførte en brutal og nådesløs kontrarevolution fra 1927, da de vandt over venstre-oppositionen med Trotskij i spidsen. Over de næste 10 år blev alle tråde til den befriende kraft i den russiske revolution fra 1917 systematisk klippet over.

Udrensninger efter Stalins politiske sejr kulminerede i de såkaldte Moskva-processer i slutningen af 1930’erne, hvor alle ledende bolsjevikker fra 1917 enten blev henrettet eller sendt til Sibirien (og oftest henrettet dér).

Det sovjetiske kommunistparti og Kommunistisk Internationale blev omdannet fra et redskab for international revolution til et redskab for undertrykkelse og udbytning. Toppen af partiet etablerede sig som herskende klasse og berigede sig.

Imperialistisk magt

Denne politiske og sociale kontrarevolution gjorde den herskende klasse i stand til at etablere sig som en imperialistisk magt, som blev opbygget gennem 30’erne og stadfæstet i 2. verdenskrig.

I årene umiddelbart efter 2. verdenskrig blev imperiet udbygget med såkaldte “arbejderstater” i Østeuropa, der fungerede som en buffer-zone mod USA og Vesten.

Modstand

Men alt dette foregik ikke uden modstand. Både den interne russiske modstand med veldokumenterede strejker i 50’erne og 60’erne, men i lige så høj grad i det sovjetiske imperium.

Arbejderoprør i Østberlin i 1953, den ungarske arbejderopstand i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968 (Prag-foråret) og specielt i Polen: I 1956 (i sympati med det ungarske oprør), studenteroprøret i 1970-71, arbejderoprøret i 1976 (specielt i Radom) og Solidarnosc’s altomfattende arbejder-opstand og sociale bevægelse i 1980-81.

Alle disse oprør blev brutalt slået ned enten af landenes egne herskende klasser (som i Østtyskland og i Polen), men også gennem militær intervention fra sovjetiske tropper (Ungarn og Tjekkoslovakiet).

Og det er netop hyppigheden af oprørerne i 70’erne og 80’erne, der er en af kimene til 1989.

Økonomisk og militært pres

Den anden kim er selve økonomien i Sovjet. Mens væksten i 30-40’erne handlede om udvikling af sværindustri til våbenproduktion og krig, handlede væksten i 50-60’erne mere om udvikling af finindustri samt basisvarer til forbrug.

Her gik det rigtig godt fremad og endda meget bedre end i de vestlige lande, de sammenlignede sig med – så længe der var vækst i hele den globale økonomi.

Krisen i 70’erne i Vesten ramte ikke USSR lige så hårdt, men den reducerede den økonomiske vækst til omkring 5 pct. i slutningen af 70’erne, og i begyndelsen af 80’erne begyndte økonomien at stagnere.

Samtidig begyndte først Carter, og senere Reagan, at skrue op for “Den kolde krig” efter en periode med détente (afspænding) ved at placere krydsermissiler i Tyskland og Tyrkiet.

USSR svarede igen med SS-raketterne. Men den teknik, som skulle bruges til at matche krydsermissilerne, kunne kun købes uden for USSR, og det kostede valuta.

Med en stagnerende økonomi og større krav til højteknologisk investering, samt befolkningens forventning om fortsat forbedring i levestandarden, begyndte det hele at knirke.

Glasnost og perestrojka

Der udviklede sig, efter Bresjnev-regimets sidste år (han døde i 1982), en tendens i kommunistpartiet, som så nødvendigheden af “reform” af økonomien. De begyndte at snakke om perestrojka (omstrukturering) og glasnost (åbenhed).

Ideen var, at økonomien havde brug for reform, da den bureaukratiske centralstyring efterhånden viste sig at være ineffektiv.

Glasnost skulle mobilisere de lavere lag af bureaukratiet til at skabe et pres mod de højere lag for perestrojka, så man bedre kunne følge med i kapløbet med Vesten. Men denne snak frembragte også kræfter, som ønskede, at det samme skulle ske i det offentlige og politiske liv.

Solidarnosc-oplevelsen i Polen viste to ting for den herskende klasse. At stå stille er farligt – men det er også farligt at åbne op for Pandoras æske, for hvor ville det føre hen?

Det er disse modsatrettede tendenser, som clasher i kommunistpartiet i midt/slut-80’erne i USSR. Det får vidtgående konsekvenser – ikke kun for USSR, men for hele dets imperium.

Det er i denne kontekst, at 1989 udfolder sig.

Artiklen er den første i en serie om oprørene og de politiske omvæltninger i USSR og Østeuropa i 1989-91.