Socialistisk Arbejderavis
Nr. 345 – 1. juni 2015 – side 12
1989 og venstrefløjen
Charlie Lywood
Da de statskapitalistiske diktaturstater i Østeuropa brød sammen én efter én i 1989-91, og det sovjetiske imperium svandt ind, kunne venstrefløjen i Europa drage et lettelsens suk.
Foto: Andrew Kitzmiller, flickr.com
Vore egne herskende klasser kunne ikke mere pege på socialismens uduelighed og undertrykkende karakter ved blot at henvise til Øst-landene.
Det betød også, at der var større mulighed for at diskutere åbent om vejen frem, uden at skulle tage stilling til, om man tilhørte den stalinistiske eller ikke-stalinistiske venstrefløj.
Og endelig var banen også åben for at diskutere, hvorfor de herskende lag i de forskellige regerende kommunistpartier og statsapparatet også blev det lag af mennesker, som fik størst fordel af omvæltningerne.
Hvordan de helt selvfølgeligt indtog ledende pladser i de “nye” samfund, som opstod. Og ikke mindst tjente gode penge, da de nationale økonomier blev opdelt og solgt til højeste (nogle gange laveste) bud.
Historiens ende?
Men omvæltningerne havde også en bagside.
For det første argumenterede det internationale borgerskab for, at kollapset betød, at “kapitalismen” havde vundet over “socialismen”, og at markedsøkonomi var bedre til at opfylde menneskers behov. Det blev accepteret af mange på venstrefløjen.
Man talte om, at der blev indledt en ny æra, hvor “historien” var holdt op: Nu gik verden og markedsøkonomien ind i en harmonisk periode, hvor krig og oprør var slut for altid.
Denne våde drøm gik selvfølgelig ikke i opfyldelse: I 1990 startede USA’s 1. Irakkrig, og kort efter begyndte arbejdsløsheden i Europa at stige, da endnu en økonomisk krise ramte. Fremtidsudsigterne for unge var langt fra politikernes og mediernes fortællinger.
Ti år senere indledte en demonstration i Seattle i 1999 en periode med store protester mod markedets hærgen. Og i kølvandet på USA’s og deres allieredes Irak- og Afghanistan-krige kom verdensomspændende modstand.
Ikke desto mindre var det en magtfuld holdning, som også betød en svækkelse af modstand fra neden.
Massiv medlemsflugt
For de vesteuropæiske kommunistpartier betød de statskapitalistiske regimers fald et reelt sammenbrud. Der var massiv medlemsflugt, da den “virkeliggjorte socialisme” viste sig at være kapitalismen underlegen.
I Danmark styrt-blødte DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) og blev splittet i atomer. Mange DKP’ere blev politisk passive.
Af de resterende gik nogle til SF. Hovedparten gik ind i dannelsen af Enhedslisten – der viste sig at være en “parti-dræber” (som også SAP – Socialistisk Arbejderparti – har måttet sande i dag).
Få år før 1989 havde DKP haft ca. 10.000 medlemmer – og en næsten lige så stor ungdomsorganisation, DKU. DKU blev nedlagt i 1989, og i 1992 var DKP’s medlemstal faldet til 1.800. I dag er der kun ca. 200 betalende medlemmer tilbage.
Den del af DKP, som ønskede et selvstændigt parti, der byggede på teser fra det oprindelige DKP før Gorbatjov, gik i 1993 ud af partiet. De dannende KPiD (Kommunistisk Parti i Danmark).
Intet fagligt alternativ til socialdemokraterne
Men endnu værre: DKP’s opbakning i fagbevægelsen fik også et knæk. Nu var der lige pludselig ikke et organisatorisk og militant alternativ til Socialdemokratiet. Det var i sandhed både et partipolitisk og organisatorisk kollaps.
Der er muligt, at dette kollaps også ville være sket alligevel – også DKP var præget af nedgangen i arbejderklassens kampniveau i 80’erne. Men det var helt afgørende udviklingen i USSR og satellitterne, som gjorde udslaget.
Er stalinismen død?
Kan man i dag sige at “stalinismen” er død? Desværre ikke.
“Stalinismen” som politisk tendens døde ikke med 1989-91. Dens statslige og partipolitiske udtryk blev næsten udraderet, men stalinismens ideer har vist sig at være sejlivede.
For at forstå hvorfor, er det nødvendigt at placere stalinismen i den rette kontekst.
Hovedteserne i stalinismen handler om “socialisme i ét land” (altså en nationalt baseret strategi), og en reformistisk vej til socialismen – altså i bund og grund ikke væsensforskelligt fra det traditionelle Socialdemokrati.
Forskellen på de to partier, mens Sovjet-imperiet var ved magten, lå hovedsageligt i, at de kommunistiske partier spillede rollen som reformismens venstre flanke. Arbejderne kunne godt protestere og demonstrere, men de skulle også holde igen, hvis magten blev truet.
Det sås tydeligt under Påskestrejkerne i 1985, hvor DKP forhindrede det skridt, som kunne have gjort protesterne landsdækkende og bragt den daværende konservative regering til fald: Arbejderne skulle stoppe strejkerne og ændre tingene med stemmesedlen. Altså klassisk socialdemokratisk politik.
Ideerne lever stadig
Fortællingen om, at USSR var – om ikke socialistisk – så dog mere progressivt end “kapitalismen”, er fortsat stærk.
Størstedelen af dem, der delte disse antagelser, gled ud i passivitet efter USSR’s kollaps. Men deres ideer lever stadig i dag, også på den del af venstrefløjen, som ikke var tilhængere af USSR.
Det kan man blandt andet se i Ukraine-konflikten, hvor nogle tillægger Putins imperialistiske manøvrer et skær af progressivitet og giver de udbryder-venlige dele af Ukraine et “socialistisk” skær, fordi de er tilhængere af nationalisering, til en vis grad, og kalder sig selv “folkerepublik”.
Også i forhold til borgerkrigen i Syrien kan man se, at visse dele af venstrefløjen hælder til, at Assad (fordi han er ven med Rusland) på en eller anden måde skulle være et bolværk mod “islamisme”.
Tankegodset fra stalinismen skinner klart igennem. I stedet for at tillægge arbejderklassen rollen som den forandrende kraft, både internationalt og i de enkelte lande, så søger man efter et eller andet “progressivt” borgerskab/hersker, som man kan støtte.
I Egypten var en del af venstrefløjen tilhængere af militærkuppet i 2013, fordi det tog magten fra Det Muslimske Broderskab og gennemførte en blodig kontrarevolution. Hellere militærdiktatur end islamisterne, er logikken.
Men militæret gjorde det ikke kun af med Det Muslimske Broderskab. De har indført en masse udemokratiske og undertrykkende foranstaltninger, som også går ud over resten af den demokratiske og socialistiske bevægelse.
Den samme historie
Men også i Europa er det den samme historie. I Frankrig støtter venstrefløjen(med få undtagelser) – eller undlader at bekæmpe – den sekulære stat i dens diskriminerende tiltag mod muslimer.
I stedet for at stå sammen med det muslimske mindretal efter Charlie Hebdo-massakren så fortsætter store dele af venstrefløjen sin støtte til tiltag, der tages for at begrænse muslimers ret til at praktisere deres religion, som de vil.
Hvis venstrefløjen skal genopbygges, så kræver det et brud med illusionerne om USSR og satellitterne. Det var statskapitalistiske stater med egne selvstændige herskende klasser, som sørgede for sig selv og deres.
Men det kræver også et opgør med de ideer, som lå til grund for disse samfund. Det kræver en venstrefløj funderet i internationalisme, tiltro til arbejderklassen som forandrende kraft, modstand mod alle former for undertrykkelse – også undertrykkelse af religion – og forståelse af, at der skal ske et revolutionært brud med kapitalismen i alle dens former, både statslige og private.
Denne artikel afslutter serien om oprørene i 1989 og de stalinistiske regimers sammenbrud. Læs de foregående artikler på socialister.dk.
Se også:
SAA 340: 1989: Før stormen
SAA 341: 1989: Magtkamp foroven, oprør fra neden
SAA 342: 1989: Opgøret som standsede på halvvejen
SAA 343: 1989: USSR’s sammenbrud
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed