Socialistisk Arbejderavis

Nr. 341 – 10. oktober 2014 – side 10

1989: Magtkamp foroven, oprør fra neden

Charlie Lywood

Vi husker måske mest 1989 som året, hvor Berlin-muren faldt, og de ikoniske billeder af folk, som står på muren, mens andre banker løs forneden, for at få den til at falde – jo hurtigere, jo bedre.

Men de fantastiske glædesscener fra Berlin i november 1989 var kun kulminationen på en lærerig proces, som gjorde det muligt for berlinerne at samles frit. En proces, som trækker tråde til i dag, hvor uløste problemer bliver ved med at vende tilbage: Georgien, Ukraine og de baltiske stater.

Der er to grundlæggende elementer i omdannelsen af Europa og Sovjet-imperiets fald i 1989.

Glasnost

Det ene er den økonomiske og politiske magtkamp i Kreml og i kommunistpartiet i bredere forstand. Det andet er oprør fra neden. Over tid lammer det den herskende klasse. Den kan ikke længere handle som en totalitær enhed mod befolkningen.

I 1986, et år efter han kom til magten, lancerer kommunistpartiets formand, Mikhail Gorbatjov, på sovjet-kongressen, at landet er præget af "økonomisk stagnation". Han erklærer "perestrojka" (økonomisk reorganisering) og "glastnost" (åbenhed) som svar på krisen.

Allerede fra 1987 begynder medierne i Sovjetunionen at afsløre korruption, uduelighed og de løgne, som den sovjetiske økonomi byggede på.

For ikke at få på puklen løj virksomhedsledere om, hvor meget de producerede, og hamstrede for at kunne have noget i baghånden, hvis der blev forlangt mere af dem. Denne dans om sandheden gik helt til tops, så planlæggerne ikke vidste, hvad de havde med at gøre.

Den bureaukratiske planøkonomi var ved at gå i stå.

Reformfolk og apparatnikker

I juni 1988 finder den første åbne debat sted på kommunistpartiets kongres siden 1928. De gamle apparatnikker i kommunistpartiet forsøger at angribe Gorbatjov-fløjen, mens han selv forsøger at inddæmme kritikken og holde den inden for acceptable rammer.

Men ånden er ude af flasken og kan ikke proppes ned igen. Partimedlemmer ytrer uhørte angreb mod den konservative fløj – og mod Gorbatjov for langsommelighed med reformerne.

Der begynder at vokse forsamlinger af intellektuelle og kulturfolk, som diskuterer vejen frem, uden for partiets kontrol, i alle de store byer i USSR.

Gorbatjov balancerer mellem disse aktive reformkræfter, som ønsker grundlæggende forandringer, og apparatnikker, som ønsker at bevare deres magt, penge og indflydelse.

Alt imens disse diskussioner forgår, træder andre aktører på scenen, hvilket speeder processen gevaldigt op og spolerer Gorbatjovs og reformfløjens planlagte rolige vej til forandringer: De nationale mindretal i USSR, protestbevægelserne i de østeuropæiske lande og arbejderklassen overalt.

De nationale mindretal

I USSR er de ikke-russiske nationale mindretal blevet holdt i et jerngreb siden Stalin-tiden, men de milde vinde fra Kreml giver håb om, at de kan blive befriet derfra.

Vreden eksploderer over alle de nationale ydmygelser, som de har oplevet i Sovjet-tiden – lige fra deportationer i milliontal til undertrykkelse af deres sprog og kultur.

Pludselig kommer alle disse uløste konflikter til overfladen, da centralmagten løsner grebet. Krav om selvstændighed blomstrer. Man er lige pludselig ikke så bange for centralmagtens intervention som tidligere. Man fornemmer dens svaghed.

Det gælder også for de østeuropæiske lande, som står uden for USSR, men er en del af dets interessesfære.

Strejker

I Rumænien er der generalstrejke og oprør i Brasov i november 1987, som dog slås ned af det berygtede rumænske sikkerhedspoliti, Securitate. I marts 1988 er der massive optøjer i Armenien, og kun militær intervention fra sovjetisk militær kan håndtere situationen.

I juni samme år er der i Ungarn demonstrationer til minde om henrettelsen af Imre Nagy, statsminister under revolutionen i 1956. De blev også slået ned.

Men militærmagten kan ikke løse problemerne.

Solidarnosc, arbejdernes bevægelse i Polen, der blev dannet i 1980 og blev drevet under jorden af den militære kontrarevolution i 1981, påbegynder en bølge af strejker i august-september 1988. Det tvinger det polske kommunistparti til at gå i dialog.

Hvis Polen kan ...

Man indleder hemmelige samtaler med Solidarnosc’s leder, Lech Walesa. Det munder ud i en aftale om magtdeling, frie valg og lovliggørelse af Solidarnosc.

Så er bolden givet op. Hvis man kan i Polen, så ...

I marts 1989 er der igen massive demonstrationer i Ungarn på deres nationaldag. Denne gang blev de ikke slået ned. I april indledes hemmelige samtaler med dele af den ungarske opposition. Samme måned er der oprør i Georgien, som slås brutalt ned af sovjetiske tropper.

Der begynder at være en linje i, hvordan den sovjetiske stat reagerer. Hvis det drejer sig om store lande i Østeuropa, kan de herskende søster-kommunistpartier ikke forvente militær hjælp fra USSR. Men hvis det drejer sig om små nationer – som Armenien eller Georgien i USSR – er det en anden sag.

Disse sprækker i USSR skal med alle midler lukkes. Imperiet skal fastholdes. Det er alle fløje i kommunistpartiet enige om. Men også denne linje står for fald.

Huller i jerntæppet

I Polen i juni 1989 vinder Solidarnosc uhørt 99 pct. af stemmerne til de pladser, som var åbne for valg i det polske parlament.

Samme måned åbner Ungarn grænserne mod Østrig og erklærer frie valg inden for 9 måneder. Blot 2½ måned senere er 65.000 østtyskere på ferie i Ungarn flygtet over grænsen til Vesttyskland via Østrig.

I juli strejker minearbejdere over hele USSR fra Ukraine, specielt Donbass-minearbejderne, til Sibirien i den såkaldte "sæbe"-strejke, hvor et af kravene var sæbe til at vaske sig i efter endt vagt i minerne.

Det stiller det økonomiske kaos, som hersker i Sovjet, på spidsen. Verdens næststærkeste supermagt har end ikke råd til at sørge for sæbe til deres minearbejdere!

USSR i opløsning

To millioner mennesker demonstrerer samtidig i de tre baltiske lande for selvstændighed. Og denne gang er der ingen intervention på trods af store russiske mindretal. Selve USSR er ved at gå i opløsning.

USSR kom i slutningen af 1989 mere og mere til at ligne en kolos på lerfødder.

USSR er ude af stand til at understøtte de forskellige herskende klasser i de østeuropæiske lande. Lammet af intern uenighed om vejen frem og kun i glimt, med desperate militære interventioner, i stand til at holde fast på de nationer, man har holdt i et jerngreb i flere generationer under USSR’s fane.

De følgende uger, måneder og år vil vise, hvor dyb krisen i de statsbureaukratiske lande er, da både de østeuropæiske befolkninger vælter deres ledere, og de undertrykte nationer gør oprør mod USSR og forlanger selvstændighed.

Denne artikel er den anden i en serie om oprørene og de politiske omvæltninger i USSR og Østeuropa i 1989-91.