Socialistisk Arbejderavis
Nr. 340 – 2. september 2014 (Kun online)
Krisen i Ukraine og de to imperialismer
Alex Callinicos
Konfronteret med alle rapporterne om en russisk invasion i det syd-østlige Ukraine er vi nødt til at huske på Tonkin-bugt begivenheden.
Barack Obama og Vladimir Putin ved G8-topmødet i juni sidste år.
(Foto: Pete Souza på Wikimedia Commons)
For næsten præcis 50 år siden, i august 1964, hævdede den amerikanske præsident, Lyndon Johnson, at nordvietnamesiske torpedobåde to gange havde foretaget uprovokerede angreb på USA-destroyeren Maddox.
Kongressen reagerede ved at give Johnson fuldmagt til at føre krig i det syd-østlige Asien. Det viste sig senere, at Maddox var på vej tilbage fra hemmelige operationer mod Nordvietnam, og at det andet angreb aldrig havde fundet sted. Men Johnson var på udkig efter et påskud til at optrappe krigen i Vietnam.
Så enhver påstand om, hvad russerne gør, der stammer fra den amerikanske regering eller fra NATO-hovedkvarteret, bør tages med et gran salt. De vestlige medier har også stort set ignoreret de blodsudgydelser, der skyldes Kiev-regeringens offensiv mod de områder i det syd-østlige Ukraine, der nægter at anerkende dens autoritet.
Alligevel er der en krig i gang i Ukraine. Mindst 1.200 mennesker blev dræbt og 3.250 såret mellem den 16. juli og 17. august ifølge FN’s højkommissær for menneskerettigheder.
The New York Times skrev: “Ukraines militær må bære ansvaret for ‘i det mindst nogle’ af de store tab af civile liv og for omfattende skader på ejendom som følge af brugen af tunge våben, herunder kampvogne og artilleri, i tæt befolkede områder, siger rapporten.” FN anklager også begge sider for at praktisere bortførelse og tortur.
Men hvem er de to sider? Kiev-regeringen er domineret af politikere, især fra det vestlige Ukraine, der søger integration i EU og NATO. De kalder sig demokrater, men har indsat enheder af “frivillige” fra den yderste højrefløj. Disse omfatter Azovs bataljon, der er oprettet af Den Sociale Nationalforsamling, en del af den Højre-sektor, der dominerede protesterne i Kiev sidste vinter.
Fascister
Tilstedeværelsen af bevæbnede fascister på regeringens side har fået nogle på den vestlige venstrefløj til at argumentere for, at de såkaldte “separatister” i syd-øst fører en progressiv, anti-fascistisk kamp. Sandsynligvis ser mange af de ukrainske krigere, der kæmper mod regeringens offensiv, sig selv sådan.
Alligevel er der bare for mange tegn på russisk engagement i og ledelse af kampene i det syd-østlige Ukraine til, at det kan ignoreres.
Dette er meget mere raffineret end en egentlig “invasion”. Moskva synes snarere at levere ledelse og kontrol, våbensystemer og specialstyrker for at afstive den pro-russiske modstand.
The Financial Times bragte en lettere febrilsk artikel fredag i sidste uge om den nye doktrin om “hybrid krig”, der angiveligt er udtænkt af Valerij Gerasimov, chef for den russiske generalstab. Han er fortaler for “den brede anvendelse af politiske, økonomiske, informative, humanitære og andre ikke-militære forholdsregler”.
Hvad vestlige iagttagere undlader at erkende er, at Moskvas taktik er en forholdsvis svag imperialistisk magts taktik. Præsident Vladimir Putin sender ikke kampvogne ind, men søger snarere at bevare det, der tidligere var status quo i Ukraine: Et land delt mellem øst og vest og uden for NATO.
Det gør ikke Ruslands handlinger mindre imperialistiske. Men de, der ønsker at ændre status quo, har haft initiativet. De består af en del af det ukrainske oligarki, de stympere, der leder EU, og nogle af EU’s østlige medlemsstater, som gerne så NATO nå Ruslands grænser.
USA har også taget en forholdsvis hård linje, men USA ser ikke ud til at have mod på en reel konfrontation med Rusland. Barack Obamas pinlige indrømmelse i sidste uge – at “Vi har endnu ikke en strategi” til at håndtere situationen i Irak og Syrien – kunne også gælde for Ukraine. Obama præciserede sin egen doktrin på West Point i maj, da han sagde: “Amerikanske militær aktion kan ikke være den eneste – eller blot primære – del af vores lederskab i alle situationer.”
Så vi har en paradoksal situation, en konflikt mellem to imperialistiske magter, som begge ser sig selv som, at de handler defensivt. Det gør ikke krisen i Ukraine mindre farlig. Hundredåret for Første Verdenskrig bør minde os om, at det er muligt at snuble ind i en katastrofe.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed