Socialistisk Arbejderavis

Nr. 341 – 10. oktober 2014 – side 12

Venstrefløjen i krise?

Jørn Andersen

“Paradokset i den nuværende situation er, at kapitalen er svag, men den radikale venstrefløj er meget svagere.”

Demonstration mod besættelsen af Irak (ca. 2003)

Demonstration i London mod besættelsen af Irak efter krigen i 2003.

Sådan indleder ledende medlem af det britiske Socialist Workers Party, Alex Callinicos, en artikel om krisen på den radikale og revolutionære venstrefløj i det nyeste nummer af tidsskriftet International Socialism.

Hans analyse fokuserer især på den europæiske venstrefløj: Fra klart revolutionære organisationer som SWP i Storbritannien over NPA (Nyt Antikapitalistisk parti) i Frankrig – til partier som SYRIZA i Grækenland og Die Linke i Tyskland, der ikke er revolutionære, men modstandere af nyliberalismen.

“The era of good feeling”

Han starter med at pege på kontrasten mellem perioden fra protesterne mod WTO-topmødet i Seattle 1999 frem til midten af 00’erne og situationen i dag.

I den første periode så vi en voksende bevægelse mod magthavernes politik – nyliberalisme og krig – som skabte opbakning til politiske valg-alternativer på den radikale venstrefløj.

Bevægelsen startede med globale topmøde-protester (WTO, IMF, Verdensbanken EU osv.). Den skabte Social Forum-bevægelsen (Verdens og Europas Sociale Forum, nationale og lokale sociale fora osv.) samt Attac, der bredte sig fra Frankrig ud over Europa, og mange andre tilsvarende former for protest.

Modstand mod Irak-krig

I 2002-3, op til Irak-krigens start, blev sådanne anti-kapitalistiske bevægelser afsættet for en fantastisk anti-krigsbevægelse, der nåede sit højdepunkt med den globale protestdag 15. februar 2003, hvor 20-25 millioner mennesker verden over protesterede mod krigen.

The New York Times kaldte bevægelsen for “verdens anden supermagt”.

Opfordringen til protestdagen kom fra Europas Sociale Forum i Firenze, Italien, november 2002 og blev i januar 2003 gjort global af Verdens Sociale Forum i Porto Alegre, Brasilien.

Bag initiativet stod ikke mindst det italienske Rifondazione Comunista – et parti med 100.000 aktive medlemmer, der blev et af de europæiske symboler på radikal, anti-kapitalistisk modstand.

Splittelse og kollaps

I dag eksisterer Rifondazione ikke længere – og der findes ikke et større, aktivistisk parti på den italienske venstrefløj. Rifondazione gik ind i Prodis nyliberale regering, tog ansvar for Italiens deltagelse i Afghanistan-krigen og angreb på bl.a. de italienske lærere. Så de mistede hastigt opbakning og blev splittet.

I Skotland i 2006 splittedes Scottish Socialist Party, der af mange på den europæiske venstrefløj blev set som modellen på at “overvinde modsætningen mellem reform og revolution”. I dag er der ingen reel opposition til venstre til det regerende Scottish National Party.

I Frankrig blev lanceringen af NPA (Nyt Antikapitalistisk parti) i 2008-9 fulgt af enorme håb, også bredere i Europa. Men NPA splittedes i 2011-12 og overlod pladsen til den mere enkle reformisme fra Melenchons Venstrefront.

Oveni dette kommer i Storbritannien splittelsen i Respect (der voksede ud af krigsmodstanden) og senest krisen i SWP i 2012-13.

Undtagelser?

Men billedet er ikke ensartet. Selv om racistiske, og fascistiske, partier, trak overskrifter ved det seneste EU-parlamentsvalg (UKIP, Front National, Dansk Folkeparti), så er der vigtige mod-eksempler.

I Grækenland blev SYRIZA valgets vinder. I Spanien voksede Podemos (“Vi kan”) ud af M15/Indignados-bevægelsen og fik 8 pct. af stemmerne.

Så billedet er ikke entydigt negativt. Fremvæksten af SYRIZA og Podemos er positiv. Men disse partier er ikke immune over for presset fra den måde, kapitalistisk logik former den politiske proces – som udviklingen i SYRIZA de seneste par år viser.

Det grundlæggende problem

Vi har set flere bølger af anti-kapitalistisk radikalisering de seneste 15 år. Den første fra Seattle 1999 og anti-krigsbevægelsen er skitseret ovenfor.

Senest har vi haft en bølge, der blev inspireret af de arabiske revolutioner i 2011, hvor Indignados-bevægelsen i Spanien og Occupy Wall Street (og dens mange, langt mindre aflæggere) er de mest kendte.

Men disse bølger af radikalisering har ikke kunnet opretholdes, fordi de ikke blev ledsaget af en offensiv massebevægelse i arbejderklassen.

Det var netop bevægelser i arbejderklassen (fx generalstrejken i Frankrig i maj 1968), der gjorde 1968 til langt mere end radikale studenterprotester.

I Sydafrika, hvor ANC i 20 år har ført en af de mest brutale former for nyliberalistisk politik, var det minestrejken i 2013, der skabte et politisk klima, som åbnede muligheden for at begynde at skabe et politisk alternativ til ANC.

Som Rosa Luxemburg skrev i Massestrejke, parti og fagforeninger efter 1905-revolutionen i Rusland, så giver massestrejker ikke kun selvtillid i arbejderklassen. De er også med til at afklare politiske problemer, der i årevis var uløste.

Revolutionære under pres

Når kampniveauet i arbejderklassen er lavt, så er revolutionære socialisters mest centrale argument – at arbejderklassen kollektivt kan befri samfundet for udbytning og undertrykkelse gennem kamp – naturligvis ikke det nemmeste argument at vinde.

Det lægger et politisk pres på radikale og revolutionære anti-kapitalister om at søge efter “genveje”: Enten parlamentariske svar, eller svar gennem aktivisme i oftest små anti-kapitalistiske bevægelser.

Uanset om man har mest sympati for den første eller den sidste "genvej", så har de det fællestræk, at de oftest opgiver arbejderklassens (og dermed flertallets) afgørende rolle i at skabe modstand – og i at skabe et alternativ til krise, krig, racisme og kapitalisme.

Behov for udbygget analyse

Vi vil i de kommende numre af Socialistisk Arbejderavis følge op med en grundigere analyse. Både af årsagerne til det lave kampniveau i arbejderklassen, og af hvordan det trækker venstrefløjen til højre. Men også med bud på, hvad socialisters svar bør være.

Dels har jeg naturligvis kun kunnet præsentere de mest centrale brudstykker af Callinicos’ artikel. Dels er Callinicos selv meget klar på, at artiklen ikke er en analyse. Den er snarere en ramme for en mere udbygget analyse.

Men det betyder ikke, at socialister nu bare skal gå i studerekammeret. Kapitalen har masser af problemer – fra Ukraine til Irak, fx, og krisen selv – og disse problemer kan hver især føre til spirer til fornyet modstand.

Socialister er nødt til at kombinere en teoretisk afklaringsproces om den periode, vi lever i, med en tålmodig opbygningsproces: Opbygning af et politisk alternativ både til de borgerlige og til den politiske krise i arbejderbevægelsen og på den politiske venstrefløj.

Læs Callinicos’ artikel i International Socialism 143, som kan købes på modstand.org.

Eller læs den på: isj.org.uk/index.php4?id=994

Hans oplæg på Marxism 2014 om samme emne kan høres på: youtube.com/watch?v=1W_LFjDUwqI

International Socialism 143

Hovedtemaet for nr. 143 er 1. verdenskrig, splittelsen i den socialistiske bevægelse som følge af de fleste lederes accept af at føre arbejderklassen til slagtebænken – samt reformismen og den klassiske marxisme.

Callinicos’ artikel om venstrefløjens krise er omtalt her på siden.

Anne Alexander anmelder 2 bøger om kapital og modstand i Mellemøsten.

Der er desuden artikler om UKIP, Piketty, George Orwell og meget mere.

Køb den på modstand.org eller læs den på isj.org.uk.

Se også:
SAA 341: Enhedslistens græsrodskonference

Flere artikler fra nr. 341

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 5302 gange.

Redirect = 0