Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 342 – 19. december 2014 – side 4

Racisme og islamofobi

John Molyneux + Memet Uludag

Mange på venstrefløjen har svært ved at forholde sig til hetzen mod muslimer, fordi de accepterer præmissen om, at islam er mere tilbagestående og reaktionær end andre religioner.

Dan Perjovschi: Against Racism

Memet Uludag var kandidat for People Before Profit ved de nylige lokalvalg i Castleknock. Hans valgplakater blev udsat for vedvarende angreb.

Først blev bacon-stykker tapet på nogle af dem, så blev mange pillet ned eller skåret op. Til sidst blev et grisehoved klistret på en række af plakaterne. Der var ingen tvivl – det var en grim og ondsindet islamofobisk kampagne.

Memet Uludag udskifter valgplakater

Memet Uludag udskifter sine ødelagte valgplakater med nogen, der bærer anti-racistiske budskaber fra lokalsamfundet.

Men modsvaret på denne skandale – eller manglen på modsvar – fra en række organisationer og individer på venstrefløjen afslørede en bekymrende grad af usikkerhed og forvirring, når det drejer sig om islamofobi.

I særdeleshed opstod to spørgsmål – som generelt opstår med en vis regelmæssighed. Er islamofobi racisme – handler det ikke om religion? Og bliver islamofobi ikke til en vis grad berettiget af den reaktionære tro og praksis, som man siger, at islam og stater, som kalder sig islamiske, har?

Disse spørgsmål er ikke udtryk for lokale vanskeligheder i Irland, det er snarere et problem, der påvirker venstrefløjen i hele Europa – og i mange tilfælde har svækket venstrefløjens evne til at håndtere højrefløjens vækst og islamofobiske kræfter.

Formålet med denne artikel er at argumentere for:

a) at islamofobi helt klart er en form for racisme

b) at vores modstand mod islamofobi på ingen måde bør svækkes eller mindskes på grund af islamisk tro eller staterne i den muslimske verdens handlinger

c) at opfatte islam som en særlig reaktionær religion er en fejl, og i sig selv et udtryk for islamofobi

d) at klarhed på venstrefløjen og blandt erklærede anti-racister på disse spørgsmål er afgørende, fordi islamofobi er en af de vigtigste former for racisme i verden i dag. Og fordi islamofobi er et af de vigtigste ideologiske elementer i en del og hersk taktik internationalt – både for fascistiske kræfter og højreekstreme partier, men også for mainstream-partier og imperialistiske herskende klasser som helhed.

Islamofobi er racistisk

Argumentet om at islamofobi ikke er racisme, fordi islam er en religion og ikke en race er fuldstændigt forkert.

For det første kan definitionen på racisme ikke gøres afhængig af, om dens mål og ofre udgør en specifik race af den simple grund, at forskellige biologiske racer ikke eksisterer. Den “hvide” race findes ikke, den “sorte” race findes ikke, den “jødiske”, “asiatiske”, “indiske” osv. race findes ikke. Alle mennesker er del af den samme race.

Irerne blev i lang tid udsat for voldsom racisme og diskrimination i England – men “irsk” er en national identitet og ikke en race.

Begrebet “racisme” er blevet en fast bestanddel af vores sprog – det er forankret i den politiske diskurs og debat i alle lande. Så vi kan ikke, og bør ikke, prøve at fravælge begrebet.

Men det afgørende er ikke en ordbogs-definition af racisme, men en forståelse af, hvordan den racistiske ideologi udviklede sig historisk, og den sociale og politiske rolle racismen har spillet. Socialister bør ikke starte med ord, men med sociale realiteter og processer. Så bliver det helt klart, at islamofobi er en form – den “seneste” form – for racisme.

Racistisk ideologi – fordomme mod farvede mennesker – opstod og tog form side om side med kapitalismens udvikling og opståen i det 16., 17. og 18. århundrede, som en retfærdiggørelse for den uhyre indbringende slavehandel. Den blev udviklet og etableret af de europæiske herskende klasser, især den britiske herskende klasse.

På det tidspunkt var borgerskabet ved at opstå, det var i kamp mod det feudale aristokrati. For at skabe folkelig opbakning brugte man paroler om “menneskets rettigheder” og “frihed, lighed og broderskab”.

Men masse-tilfangetagningen og den tvungne transport af millioner af afrikanske slaver til den nye verden – en proces som var afgørende for kapitalismens udvikling – kunne kun retfærdiggøres ved at fratage sorte mennesker deres menneskelighed, ved at insistere på deres medfødte ondskab, underlegenhed og uduelighed.

Racismen videreudviklede sig til imperiets idelogi – den legitimerede og retfærdiggjorde Vestens (og Vestens udløbere i USA, Canada, Australien, Sydafrika osv.) systematiske erobring og underkastelse af resten af verden (Afrika, Asien, Latinamerika, Mellemøsten, Polynesien osv.).

Imperialismen blev udviklet gennem århundreder og nåede sit højdepunkt sidst i det 19. og først i det 20. århundrede. Imperialismen blev retfærdiggjort med, at den ikke-europæiske befolkning var “barnlige” og ude af stand til at styre deres eget land – i det mindste så længe de Vestlige magthavere ikke havde lært dem det igennem en lang uddannelses-proces.

Imperiets racisme blev fremført af det imperialistiske borgerskab. Men det var vigtigt for dem, at racismen blev “folkelig”, dvs. at racismen spredte sig til arbejderklassen, fordi det var arbejderklassen, som skulle skaffe soldater til de imperialistiske krige, og mere generelt fordi racismen kunne få arbejderne til at støtte det imperialistiske projekt som helhed.

Med imperiernes nedgang og den gradvise opløsning af åbenlys kolonialisme, som startede med 1. verdenskrig og tog fart efter 2. verdenskrig, skiftede racismen form igen.

Nu var racismens hovedmål immigranter, som kom til de fremskredne kapitalistiske lande fra de tidligere kolonier. Racismen fra slaveriets og imperiernes tid fremhævede biologisk underlegenhed. Men anti-immigrations racismen lagde vægt på kulturelle forskelle og økonomisk konkurrence.

“Vi” er altid ved at blive “oversvømmet” af udlændinge med en “fremmed kultur”. “De” bliver altid beskyldt for at “tage vores arbejdspladser” og “tage vores boliger”.

Denne racismes form blev bestemt af den funktion, den skulle udfylde for den herskende klasse. Racismen skulle ikke retfærdiggøre engelsk styre over Indien – som nu var umuligt – men skulle splitte arbejderne og skaffe syndebukke for kapitalismens problemer.

Det blev en racisme, som kunne nægte, at den var racistisk, som altid påstod, at det kun handlede om “antal” og “ressourcer”. Derfor sætningen: “Jeg er ikke racist, men...”.

I analysen af racismens historiske udvikling er det vigtigt at forstå, at der både var forandring og kontinuitet. Hvert enkelt skift i den dominerende racistiske diskurs byggede på det fundament, den tidligere form for racisme havde lagt.

Anti-immigrations-racismen – som bliver spredt af typer som Enoch Powell, Margaret Thatcher, UKIP og Marine le Pen – bygger ikke på ideen om, at sorte eller asiatiske folk er medfødt underlegne eller medfødt uciviliserede – men ikke desto mindre trækker den på det.

Det bliver ikke sagt åbent, at afrikanere eller rumænere er født kriminelle, men det antages, at det at have dem som naboer er “et problem”. Ingen bruger n-ordet, når de ved kameraerne kører, men når de tror de er slukkede, er det en anden sag.

Den vigtigste funktion for anti-immigrations-racismen i efterkrigstiden var intern: At hjælpe med at opretholde social kontrol i de centrale vestlige lande.

For at begrunde de imperialistiske krige og interventioner, som der var mange af (især fra USA’s side) brugte man hovedsageligt antikommunisme. Racismen var ofte til stede som en undertone (“skævøjerne” i Vietnam osv.). Men “den røde trussel” som skulle bekæmpes var hovedfokus. Mod afslutningen af den kolde krig opstod et ideologisk tomrum – som islamofobi udfyldte.

Men hvorfor lige islamofobi? Først og fremmest pga. oliens – og dermed Mellemøstens – centrale betydning for vestlig kapitalisme. Hvis verdens største oliereserver var placeret i Tibet, eller Mellemøstens befolkning hovedsageligt var buddhistiske, ville vi sandsynligvis have haft buddhafobi i stedet.

For det andet, fordi man opfatter truslen mod amerikansk kontrol i regionen som forbundet med såkaldt “islamisk fundamentalisme” – “islamisme” eller “politisk islam”. Islamofobi begyndte at blive et dominerende tema i medierne efter den iranske revlution i 1979 – Iran havde været et vigtigt land for USA, men USA mistede nu kontrollen med det.

(Note: Militant islam er på ingen måde en trussel imod almindelige mennesker i Amerika eller Europa. Der er ikke den mindste sandsynlighed for en islamisk invasion eller belejring af England, Frankrig, Irland, USA. Dog kan islamisme, som er en afart af nationalisme, være en trussel mod vores magthaveres interesser i Mellemøsten.)

Islamofobien blev derefter optrappet massivt efter 11. september 2001 og blev et centralt ideologisk fundament for “krigen mod terror” og invasionerne af Afghanistan og Irak.

Islamofobi overtog altså racismens klassiske rolle som en ideologisk konstruktion, der legitimerer imperialistiske krige og erobringer. Noget som kan motivere de piloter som skal kaste bomberne, soldaterne som skal skyde og torturere, og som kan forvirre (eller endda begejstre) befolkningen derhjemme, som skal betale for det hele.

Ved at spille denne klassiske rolle overtog islamofobien de gammelkendte træk ved racismen – konstruktionen af en generaliseret “anden” – “dem”, “muslimerne”, som alle deler, eller sandsynligvis deler, de samme karaktertræk: Tilbageståenhed, fanatisme og en tilbøjelighed til vold (“terrorisme”). De er derfor en trussel mod “vores kultur”, “vores måde at leve på”.

Er der nogen retfærdiggørelse for islamofobi?

På en måde er modsvaret til islamofobi det samme som modsvaret til alle andre former for racisme – nemlig at vi alle er mennesker med forskellige karaktertræk. Og at det ikke giver mere mening at se alle muslimer som “ens”, end det gør at se alle sorte mennesker, franskmænd, tyskere eller irere som “ens”.

Og de fleste liberale, velmenende mennesker, som ikke betragter sig selv som racister vil uden tvivl acceptere dette.

Ikke desto mindre står det klart, at for mange af disse mennesker – herunder nogen som opfatter sig selv som en del af venstrefløjen – er der en vis tøven, en modvilje mod at mobilisere eller argumentere imod islamofobi på samme måde, som de ville med antisemitisme eller anti-sort racisme.

Dette bliver normalt retfærdiggjort med, at islam er en særlig tilbagestående eller reaktionær religion, især hvad angår kvinder og homoseksuelle.

Det umiddelbare svar til dem, som stiller det “oplyste” Vesten, det “liberale” Europa eller den “tolerante” kristendom op mod den “intolerante” Islam er, at de har en ekstremt kort og selektiv hukommelse.

Hvad angår spørgsmålet om kvinders rettigheder, så er selv et rent sprogligt engagement i kvinders ligestilling et nyt fænomen i vores historie, som kun er blevet bredt accepteret i de sidste 40 år eller deromkring. Det kan næppe kaldes en “faststømret” vestlig værdi og er stadig langt fra opnået i praksis.

Det er endnu mere tilfældet, når det kommer til LGBT-rettigheder, hvor der kun de sidste par årtier er sket en vis udbredt anerkendelse af ligestilling.

I det 20. århundrede gav det “oplyste” Vesten os to verdenskrige (som kostede omkring 65 millioner menneskeliv), fascismen og Holocaust, stalinismen og Gulag, Hiroshima og Nagasaki, Francos Spanien, Ku Klux Klan, lynchning og Jim Crow, Vietnamkrigen og mange andre grusomheder.

I Europa lige nu har vi Front National som største parti ved Europa-parlamentsvalget i Frankrig, Jobbik med 16 pct. i Ungarn og Gyldent Daggry med 9 pct. i Grækenland, UKIP osv. Vi bør være alt for klar over, hvor tvivlsomme og spinkle alle påstandene om Vestens tolerance er.

Men der er en dybere pointe. Det er en fejltagelse at se social og politisk praksis som værende grundlæggende baseret på religiøse doktriner eller tilhørsforhold. Selvfølgelig har disse ting en effekt, men i bund og grund er det modsat.

Som Karl Marx udtrykte det: “Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.”

Religionens historie – især kristendommens historie – viser tydeligt sandheden i dette udsagn.

Vi har set den tidlige kristendom som blev praktiseret af slaverne og de undertrykte i Romerriget, som troede på “velsignet er de fattige”, og kejsernes kristendom, som prædikede “giv til Cæsar hvad Cæsars er”. Middelalderens kristendom, som sagde, at åger (penge-udlån) var syndigt. John Calvins kristendom med dens protestantiske etik tilpasset kapitalismens fremvækst. Thomas Münzers kristendom, der førte bønderne til oprør i Tyskland, og Martin Luthers kristendom, der slagtede dem. Kontra-reformationen, der gav os den hellige inkvisition, og Oliver Cromwell, som væltede Karl I, men knuste irerne.

I nyere tid har vi set den racistiske højrefløjs kristendom, Ku Klux Klans kristendom, Martin Luther Kings kristendom. Den pro-apartheid hollandske reform kirkes kristendom og ærkebiskop Desmond Tutu. Ian Paisley og Martin McGuiness. Det katolske hierarki i Rom og befrielsesteologien i Latinamerika.

Med andre ord så har ændringer i folks levevilkår ændret og formet indholdet af deres religiøse tro. Og opdelingen af samfundet i udbytter og udbyttet, undertrykker og undertrykt har ud af samme religion skabt modpoler i politiske holdninger og kamp. Præcis det samme gælder for islam og muslimer.

Der er ikke plads her til at skrive om islams historie, men faktum er, at islam er gået igennem mange århundreders forandringer og transformation, ligesom kristendommen.

Der er mange forskellige former for islam i verden i dag – ikke kun hvad angår forskellige formelle tilhørsforhold (sunni, shia, ismaili, wahabee, sufi osv.). Men også forskellige betoninger og fortolkninger inden for hver sekt eller tilknytning. Der er altid stor forskel på magthavernes islam, basarens islam, by-arbejdernes islam osv.

Det saudiarabiske regimes forfærdelige brutalitet, herunder dens grusomme undertrykkelse af kvinder, skyldes ikke primært, at det er et muslimsk land, men at det er et plutokratisk diktatur styret af en enormt rig kongefamilie. Deres ekstremt konservative fortolkning af islam bliver brugt til at styrke deres magt over det saudiarabiske folk – men det er ingen forhindring for at være USA’s allierede i Mellemøsten, eller for at nyde Europas fristelser fra tid til anden.

Ægyptens befolkning er hovedsageligt muslimsk – men det forhindrer ikke det ægyptiske militær i nådesløst at forfølge det Muslimske Broderskab og angribe koptiske kristne, når det passer dem. Da de ægyptiske masser rejste sig i millionvis for at styrte Mubarak, holdt mange af dem pause midt under gadekampene for at knæle i bøn (under beskydning af vandkanoner).

Med andre ord er der ikke grundlag for at betragte islam som en mere “naturligt” reaktionær religion end andre religioner. Og der er endnu mindre grundlag for at skære alle muslimer over én kam og på en eller anden måde holde dem kollektivt ansvarligt for Osama bin Laden eller de iranske ayathollahers handlinger.

Hvorfor er islamofobi vigtigt?

Islamofobi er en form for racisme og racisme er altid uretfærdig og undertrykkende – reaktionens våben overalt. Men der er flere grunde til, at klarhed på spørgsmålet om islamofobi er særlig vigtigt på nuværende tidspunkt.

For det første bliver islamofobi fremført og normaliseret af medierne i hele USA og Europa på en måde, som vi ikke længere ser ske med anti-sort racisme. Og islamofobien bliver tydeligt formet af den måde, magthaverne bruger den som dække for krige, interventioner og intern undertrykkelse (“homeland security”, anti-terror-lovgivning, deportationer osv.).

For det andet: Når muslimer først bliver diskrimineret pga. deres religion, kommer det uundgåeligt til at glide over i forskelsbehandling på grund af hudfarve, udseende, navn osv. Ligesom anti-immigrations-racismen hævdede at fokusere på kulturelle forskelle, men stadig byggede på alle de gamle ideer om medfødt mindreværd.

Under den “liberale” islamofobi lurer den grovere racisme, og den vil komme op til overfladen. De racister og islamofober, der ødelagde Memet Uludags plakater gjorde sig ikke den ulejlighed at finde ud af, om han faktisk var muslim – hans navn og udseende var nok. Det vil være det samme med UKIP, EDL, Geert Wilders og alle partierne på den yderste højrefløj.

For det tredje overtager og anvender de egentlige fascister islamofobien. Fascismens ultimative mål er ikke bare racisme og etnisk udrensning, men overtagelse af den politiske magt, ødelæggelse af det parlamentariske demokrati og at knuse arbejderklassens uafhængige organisationer (venstrefløjen og fagforeningerne).

For fascisterne er racismen et middel til at nå målet, et værktøj, der bruges til at opbygge støtte og mobilisere masserne bag deres anti-arbejderklasse bannere. Fra deres synspunkt er spørgsmålet om, hvem der er målene for deres racisme sekundært.

Fascisternes strategi er at hetze den gruppe, som bliver valgt af det bredere samfund (dvs. af den herskende klasse) som syndebuk, og præsentere sig som dem, som vil skubbe kampen mod denne “fjende” til det yderste.

I Storbritannien i 1930’erne var målet for Oswald Mosley jøder. I 1970’erne var målet for Den Nationale Front afro-caribere. I 1990’erne var det asiater. Nu er det muslimer. I store dele af Østeuropa er det romaer.

Hvis regeringen siger “Begræns indvandringen”, siger fascisterne “Send dem tilbage!” Hvis regeringen siger “Engelske job til engelske arbejdere”, siger fascisterne “Jag alle udlændinge væk fra arbejdspladserne!”. Hvis Tony Blair siger, militant islam er hovedfjenden i verden, siger fascisterne “Brænd moskeerne ned!”

Netop derfor er en forståelse af islamofobi, islamofobiens racistiske karakter, og viljen til at bekæmpe den en sag af afgørende betydning for hele venstrefløjen.

Oversat fra Irish Marxist Review nr. 10, 2014 af Christine Bergen.
I den trykte udgave af avisen er artiklen kun bragt i forkortet form. Dette er hele artiklen.

Se også:
SAA 342: Lørdag den 21. marts: International demonstration mod racisme
SAA 342: Frankrig efter Charlie Hebdo-angrebet
SAA 342: Antiracistisk netværk på vej i Odense
SAA 342: Amerikanske og danske luftangreb i Syrien får anti-Assad grupper til at støtte ISIS
SAA 342: Interview: Hvordan vælter vi det egyptiske regime?

Flere artikler fra nr. 342

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
John Molyneux
Memet Uludag

Siden er vist 2794 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside