Socialistisk Arbejderavis

Nr. 342 – 19. december 2014 – side 15

Interview

Hvordan vælter vi det egyptiske regime?

Judith Orr

Et ledende medlem af Revolutionære Socialister i Egypten har talt med Judith Orr om kontrarevolutionens indflydelse – og om udsigterne til nye kampe.

Hvordan ser du den nuværende situation i Egypten?

Vi står over for en vellykket kontrarevolution. General el-Sisis regime er langt værre end noget af det, den afsatte diktator Hosni Mubarak var i stand til. Han slår brutalt ned på al modstand og har fuld støtte fra Vesten og kapitalisterne.

Siden kuppet i juli 2013 er 40.000 blevet politisk fængslet, over 3.000 mennesker er blevet dræbt i gaderne, og hundredvis er "forsvundet". Dette er ikke kun en kontrarevolution, men en genindførelse af det gamle regime.

Militærkuppet fulgte i kølvandet på en massiv strejkebølge og anti-regerings-demonstrationer og udnyttede den vrede, folk følte mod præsident Mohammed Mursi og hans forræderi. Den nuværende situation er dog kun holdbar på mellemlangt sigt.

Kontrarevolutionens brutalitet begyndte mod det Muslimske Broderskab. Hvilken bredere indflydelse har det haft?

Regimets påståede hævn over det Muslimske Broderskab var i virkeligheden et anslag mod revolutionen.

Dets massakre den 14. august 2013 mod det Muslimske Broderskab symboliserede graden af undertrykkelse. Regimet myrdede mere end 1.000 demonstranter i løbet af nogle timer – det er et omfang som aldrig er set før i Egypten. Retten til at besætte en plads var en rettighed opnået af revolutionen, og el-Sisi ønskede at knuse den – og han knuste den.

Politiet er tilbage med fuld kraft og brutalitet som hævn for aktionerne mod politiet i januar 2011. Vi skal dog være realistiske, ikke pessimistiske.

Arbejderbevægelsen er blevet svækket, men den er ikke blevet knust. Arbejdere ved stålværket i Helwan er midt i en meget alvorlig strejke, som vil være af stor betydning uanset resultatet.

Desuden oplevede de 100.000 unge, der deltog i revolutionen, ikke kun dens frigørende kraft. De lærte at kæmpe mod politiet og at organisere – og at få succes med det. Denne erfaring vil ikke bare fordampe.

Hvor meget har regimet kunne bruge frygten for terrorisme til at legitimere dets hårde kurs?

De fleste kontrarevolutionære eller militærregimer stempler alle former for modstand som “terrorisme”.

Når du fjerner alt politisk råderum for den islamiske bevægelse, vil nogle gribe til våben. Men det styrker kun generalerne, for regimet sigter mod endnu en massakre for yderligere at manifestere frygten blandt dets støtter i middelklassen.

Hvad er forbindelsen mellem kontrarevolutionen og Islamisk Stats fremkomst?

ISIS’ lynhurtige tilvækst er delvist en konsekvens af den katastrofale amerikanske besættelse af Irak, men der er også en direkte sammenhæng med den arabiske revolutions nederlag. Det har skabt vilkårene for, at en bevægelse baseret på desperation kan vokse på tværs af regionen.

Hvordan forholder revolutionære socialister sig til denne situation?

Det er vanskeligt – specielt for yngre medlemmer, der blev revolutionære under revolutionen. Vi står over for en lang forberedelsesperiode til den næste egyptiske revolution, og det kan komme til at tage år. Vi må genopbygge, reorganisere og lægge vægt på politisk uddannelse – en kontrast til den konstante, karnevalsagtige aktivisme i kampens højdepunkt.

Det betyder ikke, at vi ikke er aktive. Vi støtter studenterkampene og strejkerne. Dette er centralt for enhver revolutionær organisations overlevelse, men der er en høj pris at betale for nederlagets erfaring.

Hvad har de sidste fire år lært dig om den revolutionære proces?

Jeg har lært, at egyptisk politik, trods situationen, ikke kun drejer sig om islamisme og religion. Jeg havde aldrig set, hvor hurtigt ideer kan ændre sig under en revolution, og hvor hurtigt en revolutionær organisation kan vokse.

Men man lærer også opgavens uhyrlige omfang. Man kan ikke hamle op med kampens omfang alene med de kræfter, man har samlet under en revolution. Man skal bygge en ret stor organisation før den revolutionære tilstand indtræder. Den revolutionære venstrefløj er nu nødt til at vinde argumenterne i arbejderklassen og blandt de undertrykte.

Regimet forsøger at udnytte undertrykte grupper til at styrke sin stilling. Man spiller på kvinders rolle og det koptiske mindretals frygt for islamisterne som bastion for kontrarevolutionen.

Vi havde også vanskeligheder med at forbinde den demokratiske bevægelse på Tahrir-pladsen med arbejderkampene. Selv om der var forbindelser, var det ikke nok til at slå den egyptiske stat. Revolutionære kræfter var bittesmå i sammenligning med revolutionens og strejkernes størrelse.

Vi lærte også om vigtigheden af den internationale dimension. Vi rejste altid spørgsmålet om at udbrede den arabiske revolution, og der var generelt en følelse af solidaritet.

Kan der opstå nye kampe?

Regimets stabile ydre er blændværk skabt af middelklassens frygt for kaos. Men dette kan ikke opretholdes for evigt. Den egyptiske kapitalismes problemer er ikke blevet adresseret – og slet ikke løst.

Politivold og undertrykkelse er ganget med 100. Revolutionens oprindelige sag forbliver – men nu kan man tilføje ægte revolutionær erfaring.

Hvis revolutionære gør det rigtige, er der håb om endnu en egyptisk revolution i en overskuelig fremtid.

Judith Orr er redaktør på Socialist Worker (UK). Oversat fra Socialist Worker og forkortet af Anna Wolf.

Se også:
SAA 342: Amerikanske og danske luftangreb i Syrien får anti-Assad grupper til at støtte ISIS
SAA 342: Racisme og islamofobi

Flere artikler fra nr. 342

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Egypten

Se flere artikler af forfatter:
Judith Orr

Siden er vist 1942 gange.

Redirect = 0