Socialistisk Arbejderavis
Nr. 342 – 19. december 2014 – side 16
Irerne siger nej
Anne A. Lange
Irske arbejdere har fået nok af nedskæringer og krisepolitik.
Mens de skal betale dobbelt for basale goder som vand og sundhed, går pengene til at betale af på bankernes gæld.
Kampen med brugerbetaling på vand er starten på en kamp mod nedskæringer og uretfærdighed. Over hele Irland har man afholdt gademøder, demonstreret og blokeret for installation af vandmålere.
Den 10. december gik irerne for 3. gang på 2 måneder på gaden for at protestere mod privatiseringer og beskatning af vand.
Det er tredje gang Right2Water-bevægelsen viser sin styrke: Først 100.000 på en lørdag (11. okt.). Så 200.000 i mere end 100 byer landet over (1. nov.). Og nu 100.000, der 10. dec. omringede parlamentet på en hverdag i arbejdstiden.
Bevægelsen er opstået lokalt, hvor folk modsætter sig installationen af vandmålere. Almindelige mennesker – ofte husmødre – der ikke før har været politisk aktive, spærrer nu vejene, nægter at betale deres regninger og modsætter sig politiets ordrer.
Det handler om mere end vand
Irland blev i begyndelsen af 00’erne fremhævet som forbilledet for nyliberal økonomisk politik. Lave selskabsskatter, privatisering og nedskæringer på den offentlige sektor osv.
Men da krisen satte ind, blev Irland også et af de hårdest ramte lande. Med EU’s “redningspakker” er der bare kommet mere af samme skuffe.
Konsekvenserne for almindelige mennesker er årelange ventelister på hospitalerne, reel arbejdsløshed på over 20 pct. Titusindvis er udvandret – især unge, der søger job og uddannelse.
De seneste tre måneder er gennemsnitsindkomsten faldet med 700 euro. Samtidig arbejder folk nu længere tid.
Den forhøjede betaling på vand vil være en katastrofe for mange mennesker.
De rige fester
Men på trods af at krisen kradser for almindelige mennesker, er det ikke svært at pege på, hvor pengene til vandforsyningen skulle komme fra.
I marts offentliggjorde Sunday Independent, at de rigeste 300 mennesker i Irland nu er mere værd end Marokkos samlede økonomi. Deres formue er steget med 6,7 milliarder euro sidste år, så de nu ejer 70,75 milliarder euro.
Ifølge EU-kommissionen er Irland med 4,6 pct. i år nu den hurtigst voksende økonomi i EU. Og siden krisen for alvor satte ind i 2009 er multinationale virksomheders profit steget vokset med 45 pct. Irsk-ejede virksomheder kunne melde en stigning på 15 pct.
Men med en selskabsskat på bare 12,5 pct., som nogle virksomheder har formået at fuske helt ned på 6,5 pct., ser almindelige irere ikke meget til denne vækst.
I samme periode er gennemsnitslønnen da også faldet med 14 pct.
Det er den ophobede vrede over 6 års krisepolitik, der nu kommer til udtryk i protesterne mod at betale for vand.
Venstrefløjen
Men hvad lavede de revolutionære i Irland inden denne bevægelse?
I flere år så det temmelig sløjt ud med modstanden. Som Richard Boyd Barrett, parlamentsmedlem for People Before Profit-alliancen, sagde på demonstrationen 10. dec.: “Irerne har en lang lunte.”
Trods krisen har der ikke – som i Grækenland eller Spanien – været vedvarende protester, eller en egentlig massebevægelse før nu.
Mange havde opgivet håbet om, at irerne ville gøre modstand. Selv på venstrefløjen talte man om “det muliges princip”. Eller at “vi må se, hvad vi kan få igennem i parlamentet”. I en periode pegede man på, at det nok ville blive bedre med en Labour-regering.
I perioder med nedgang i klassekampen, kan det være let at miste håbet eller troen på, at almindelige mennesker vil slås. Så kan man komme til at fokusere på de lette løsninger – nemlig de ting, man tror, man kan gøre på vegne af folk, gennem parlamenter og byråd.
Folk vil gøre modstand
Men situationen i Irland viser os netop, at socialister må forberede sig på et kommende opsving i klassekampen, bygge netværk og være aktive i det, der trods alt sker – og selv tage initiativer.
For folk vil gøre modstand. Bevægelser vil vokse frem, og når de gør, skal vi være klar.
Uden People Before Profit-alliancen eller alle de mindre protester og bevægelser, som revolutionære har været med i gennem de sidste år – hvor langt fra alle har været successer – havde de irske revolutionære måtte se magtesløse til, mens bevægelsen tromlede forbi.
Men i stedet har den del af venstrefløjen, der i Irland har bygget op på trods af håbløsheden, formået at sætte sig i spidsen for denne bevægelse.
Fordi de forinden havde skabt lokale netværk, kunne de give bevægelsen retning, da den satte i gang.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed