Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 345 – 1. juni 2015 – side 15

Kvindekamp, klassekamp og revolution

Christine Kyndi

Kvindekampen har haft to store højdepunkter: Den første op til og under revolutionerne, der afsluttede 1. verdenskrig. Den anden som en del af “68-oprøret” frem til sidst i 1970erne.

Denne artikel handler om den første periode.

Omkring 1900-tallets begyndelse havde kvinder ikke nogen personlige eller politiske rettigheder – de var under deres mands eller fars myndighed, blev nægtet adgang til mange typer job, uddannelse osv.

Kvindekampen drejede sig især om udvidelse af stemmeretten, som var forbeholdt et mindretal af rige mænd.

Kravet blev fremført af feminister fra hele det politiske spektrum – selvom borgerlige feminister (og visse af de socialistiske) ikke kæmpede for universel stemmeret, men kun for stemmeret til de rigeste kvinder.

Modstand mod splittelses-politik

I Tyskland – som dengang havde den stærkeste arbejderbevægelse – arbejdede Clara Zetkin med organisering af kvinder i socialdemokratiet (SPD) og fagforeningerne. Kvinder var 34,9 % af arbejdsstyrken (1895), men udgjorde kun 1,8 % af medlemmerne i SPDs fagforeninger (1892).

Kampen var vigtig – især fordi det reaktionære kvindesyn også fandtes i arbejderbevægelsen. Fx blev Emma Paterson, en kvindeforkæmper, som var taler ved en fagforeningskonference i England i 1875, afbrudt af råbene “go and get married!”

Splittelsen mellem arbejdermænd og -kvinder (og kvindernes manglende organisering) betød, at begge grupper stod svagere mod arbejdsgivernes i kampen for ordentlige løn og arbejdsforhold.

Ulovligt

Organisering af kvinder var svært, fordi det i flere tyske stater var ulovligt for kvinder at være i politiske foreninger. Politiet opløste flere gange arbejderkvinders organiseringer, hvis de blev grebet i at diskutere politik eller faglige forhold.

I 1890 vedtog SPD og fagforeningerne at nedsætte komitéeer til at arbejde med kvindespørgsmål. Og i 1894 opbyggede SPD et talsperson-system, hvor hver kvinde blev individuelt ansvarlig for politisk propaganda – på den måde kunne loven omgås. I 1901 var der 25 talspersoner, i 1907 var der 407.

I 1908 blev loven mod kvinder i politiske foreninger opgivet. Herefter steg antallet af kvindelige medlemmer af fagforeningerne og SPD massivt.

Ikke en kamp mod mænd

Kampen for stemmeret var vigtig for hele kvindebevægelsen. Men for socialister handlede kampen også om kvinders ret til arbejde, ligeløn, betalt barsel, uddannelse og gratis børnepasning.

Arbejderklassens kvinder er – i modsætning til borgerskabets kvinder – udsat for dobbeltundertrykkelse: som arbejdere og som kvinder. Borgerskabets kvinder har ikke interesse i at afskaffe klasseundertrykkelsen.

Den russiske socialist Alexandra Kollontai skrev:

“Deres mål er at opnå de samme fordele, den samme magt, de samme rettigheder inden for det kapitalistiske samfund, som dem deres mænd, fædre og brødre nu har. Hvad er kvindelige arbejderes mål? Deres mål er at afskaffe alle privilegier, som er nedarvede eller følger af rigdom. For den kvindelige arbejder er det ligegyldigt, om det er en mand eller kvinde, som er ‘herre’.”

Zetkin og Kollontai vandt på den første internationale socialistiske kvindekonference i 1907 argumentet om at “socialistiske kvinder skal ikke alliere sig med borgerlige feminister, men føre kampen side om side med de socialistiske mænd.”

Gleichheit

Et centralt redskab i organiseringen af kvinder i arbejderbevægelsen var SPDs blad Gleichheit (lighed), som udkom hver anden uge og blev redigeret af Zetkin fra 1890-1917.

Målgruppen var kvinder i arbejderbevægelsen. Formålet var teoretisk og praktisk skoling og at gøre læserne i stand til at uddanne andre til kamp.

Der var meget information om forholdene i “kvinde”-industrierne, love om arbejdsforhold, og om strejker blandt kvindelige arbejdere. Oplaget steg fra 2000 i 1891 til 125.000 i 1914.

8. marts – kvindekamp er klassekamp

Kvindernes internationale kampdag blev vedtaget på en international konference for socialistiske kvinder i 1910.

Datoen blev valgt til minde om en strejke blandt tusindvis af kvindelige arbejdere i USA i 1908. Strejken var for ret til faglig organisering, stemmeret for kvinder, bedre løn- og arbejdsforhold og stop for børnearbejde.

Fra 1911 og indtil 1. verdenskrigs udbrud var der 8. marts-demonstrationer i næsten alle større europæiske byer. De spillede en vigtig rolle i at få kvinder ind i arbejderbevægelsen.

Verdenskrig og nedgang

Da krigen brød ud i 1914 stillede alle Europas Socialdemokratier (med undtagelse af to) sig skulder ved skulder med deres nationale borgerskab.

De indgik et klassesamarbejde (som blev kaldt “Burgfrieden” i Tyskland, “Union Sacrée” i Frankrig). De faglige ledere lovede ikke opfordre til strejke. Socialdemokratierne stemte for krigs-kreditterne, støttede op om “nationen” og var med til at sende millioner af arbejdere i døden.

Også for kvindebevægelsen skabte krigen en ny situation. En del socialdemokratiske kvinder fulgte partilinjen – de støttede op om krigen og indledte samarbejde med de borgerlige feminister, som havde sat kampen for stemmeret på pause.

I stedet organiserede de kvinder til at tage sig af administrativt arbejde eller kvindelige hjælpetropper for at støtte krigsindsatsen. Og de var med i kampagner for at mænd skulle melde sig til fronten.

I England var der endda en organisation med kvinder, som gav mænd, de mødte på gaden i civilt tøj, hvide fjer som et symbol på fejhed.

Revolution

Vreden over krigen voksede, og flere lande i Europa stod på randen af revolution.

I Rusland blev en 8. marts-demonstration for fred og brød startskuddet på 1917-revolutionen, som betød massive fremskridt for kvinder.

Med Lenins ord: “I løbet af to år, har sovjet-magt i et af de mest tilbagestående lande i Europa gjort mere for at frigøre kvinden ... end alle de højtudviklede, oplyste, ‘demokratiske’ republikker i verden har gjort i løbet af 130 år.”

Kvindebevægelsens nederlag i Tyskland

I årene op til 1. verdenskrig prøvede SPD at få kontrol over Gleichheits indhold, og i 1910 tvang SPD Zetkin til at bringe artikler om mode og madlavning.

Da krigen brød ud brugte Zetkin Gleichheit til at propagandere imod krigen – men blev udsat for censur og blev i 1917 smidt ud af SPD.

Luxemburg, Zetkin og andre på venstrefløjen i SPD havde længe været i opposition til højredrejningen. Men de havde ikke opbygget selvstændigt – så de stod ret isolerede, da SPD stemte for krigs-kreditterne.

Da SPD sammen med militæret slog den tyske revolution 1918-19 ned i blod, havde de ikke en organisation, som kunne kæmpe imod kontrarevolutionen.

Og Zetkin stod magtesløs da SPD – som var gået i regering efter krigen – var med til at fortrænge millioner af kvinder fra arbejdsmarkedet (for at “gøre plads” til de hjemvendte soldater).

Gleichheit (som nu hed Die Frauenwelt – Kvindernes Verden) blev et organ for “opbyggelige” historier, kjolemønstre og opskrifter. Samtidig blev kvindernes organisering i SPD tvunget til kun at tage sig af socialt arbejde.

Stemmeret

I perioden omkring 1. Verdenskrigs afslutning blev stemmeret for kvinder (og fattige, tyende osv.) vundet i mange lande i Europa.

Den massive kvindebevægelse før krigen og oprør/utilfredshed i mange lande ved krigens afslutning var med til at presse magthaverne til at udvide stemmeretten.

Men også det, at kvinder i millionvis var gået ind i produktionen under krigen (i Tyskland steg antal kvindelige arbejdere fra 9,5 mio. til 15 mio.) bidrog til at skabe en ny bevidsthed om deres samfundsmæssige rolle. Det tvang magthaverne til at give sig.

Efter stemmeretten blev vundet, skulle der gå næsten 50 år, inden kvindekampens nåede sit næste store højdepunkt.

Dette er 3. artikel i kvindekamps-temaet. Læs de andre på socialister.dk. Næste artikel er om kvindebevægelsen i 70’erne.

Se også:
SAA 343: Kvindeundertrykkelse – et relativt nyt fænomen
SAA 344: Kvindeundertrykkelse i dag
SAA 347: Kvindekamp i 70’erne
SAA 348: Kvindekamp under krisen

Flere artikler fra nr. 345

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 2423 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside