Socialistisk Arbejderavis
Nr. 345 – 8. juli 2015 (Kun online)
Grækenland
Nej-flertal kan blive udgangspunkt for reelle forandringer
Alex Callinicos
Der er historiske øjeblikke, hvor begivenhedernes normale strøm står stille. Det er ofte tilfældet, når de sædvanlige magtforhold vendes om, de mægtige bliver ydmyget, og de fattige og nødlidende bliver opløftet.
Græske arbejdere tog kontrol over deres skæbne i søndags
(Foto: Socialist Worker, UK)
Sådan var det i Grækenland den 5. juli 2015. Omfanget af sejren til dem, der førte kampagne for OXI – Nej til flere nedskæringer – må have overskredet deres vildeste forventninger.
Grækenland har, relativt set, den største radikale venstrefløj i Europa. Den er blevet hærdet i kamp – mod den nazistiske besættelse og borgerkrig i 1940’erne, mod monarkiet i 1960’erne, mod militærdiktaturet i begyndelsen af 1970’erne, mod nyliberalisme og nedskæringer lige siden.
Men OXI-resultatet på 61,3 procent var langt ud over venstrefløjens normale grænser. Det var en afstemning, der nåede dybt ind i det græske samfund.
Og resultatet blev opnået med en Ja-lejr, der omfattede både de europæiske og lokale herskende klasser og alle de private medier, med en kampagne af frygt, der startede, da Den Europæiske Centralbank (ECB) tvang de græske banker til at lukke.
Det vi så var, hvad den italienske marxistiske Antonio Gramsci havde i tankerne, da han skrev om hegemoni: At den revolutionære venstrefløj udviklede den politiske og organisatoriske evne til at tilbyde lederskab for samfundet som helhed.
Og her er problemet. For arkitekten bag folkeafstemningen, Alexis Tsipras, er ingen Gramsci. Han udskrev folkeafstemningen for at redde sig selv ud af et hul.
Eurogruppen af eurozonens finansministre, bakket op af “institutionerne” – Den europiske Centralbank (ECB), EU-Kommissionen, og Den Internationale Valutafond (IMF) – var ubøjelige i deres krav om flere nedskæringer.
Men regeringspartiet, SYRIZA, var splittet over, hvordan de skulle reagere. Bruxelles snusede rundt om centrum-parterne i håbet om at konstruere en regering for “national enhed” sammen med SYRIZAs højrefløj.
Det er et tegn på den politiske uduelighed hos SYRIZAs fjender, at de tilsyneladende havde prikket Yannis Stournaras, guvernør for Bank of Greece, til at lede denne regering.
Manøvre
Deres ydmygende nederlag ved folkeafstemningen har blæst disse planer væk. Det vil også øge Tsipras’ autoritet over hans eget parti og give ham mere forhandlingsstyrke med Eurogruppen. Alt i alt har dette været en strålende manøvre.
Men er det mere end det? Tsipras’ styrke er taktisk improvisation snarere end en sammenhængende strategi.
Dette var tydeligt tirsdag i sidste uge, da han kortvarigt forvirrede alle ved at skrive til “institutionerne” og accepterede næsten alle deres krav. Nu har han givet Eurogruppen et fredstilbud i form af skalpen på finansminister Yanis Varoufakis, som de afskyede. [Tsipras tvang Varoufakis til at trække sig tilbage efter afstemningen; red.]
Det lover ikke godt.
Der er ingen tegn på, at EU – og især dens centrale leder, den tyske kansler Angela Merkel – vil gengælde. De er også blevet ydmyget, men det har de også været tidligere af folkeafstemningerne i Frankrig, Holland og Irland. Foragt for demokrati er indbygget i det ædle europæiske projekt.
De græske masser fastslog kontrollen over deres egen skæbne i søndags. For at gøre dette til mere end et flygtigt øjeblik bliver de nødt til at fortsætte og kræve, at deres regering drager de logiske konsekvenser af Nej-sejren.
Det betyder at bryde med eurozonen, at tage permanent kontrol med bankerne, at indføre en ny valuta og bruge statsmagten til at holde økonomien kørende.
Virksomheder, der truer med at fyre arbejdere bør nationaliseres under arbejderkontrol. Disse foranstaltninger er ikke længere et socialistisk utopia – det er en praktisk nødvendighed.
For at gennemføre dette program må Nej-kampagnerne i boligkvarterer og på arbejdspladser fortsætte.
Vi har set splittelser på venstrefløjen svækkes, idet aktivister fra SYRIZA og den antikapitalistiske front ANTARSYA har samarbejdet omkring folkeafstemningen, og kommunistpartiets vælgere stort set har ignoreret deres lederes tåbelige opfordring til at undlade at stemme.
Jo større selvorganisering på gulvplan, jo større magt vil Nej-lejren få til at imødegå det kaos, EU forsøger at påføre grækerne, og til at overvinde regeringens svingninger. Ved deres handlinger har den radikale venstrefløj i Grækenland skabte en hidtil uset mulighed.
De må gribe den og skabe historie.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2461, 7. juli 2015
Se også:
SAA 345: IS-tendensen: Udtalelse om Grækenland: Nej til aftalen!
SAA 345: Græsk opgør er ingen tilskuersport
SAA 345: Grækenland: SYRIZA presset af EU-bosser og strejker
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed